Arkitekturen som politisk felt

En lejr er slået op udenfor Den europæiske Centralbank i Frankfurt. Lejren og Centralbanken optræder i en fotoserie, taget, samlet og sammensat af den italienske fotograf og arkitekt Armin Linke som en del af projektet Occupy Frankfurt Camp, 2011/2012. Et af fotografierne er på forsiden af udgivelsen What Is Critical Spatial Practice?, der har været 2 år undervejs og danner rammen for dagens Sunday Session på MoMA PS1. Armin Linkes projekt og den nye bogudgivelse viser, at arkitekturfeltet har udvidet sig, og at man ikke kan adskille arkitektur fra politik.

Søndag er den dag på ugen, de fleste gerne vil bruge på at sove tømmermænd ud af kroppen. Samme gør sig gældende i New York, byen der ellers aldrig sover. Men med Sunday Sessions har Moma PS1 skabt en mangfoldig og farverig eventserie, der kan lokke selv den mest trætte og kræsne new yorker til Queens. Og eftersom jeg bor et stenkast fra MoMA PS1, har jeg ingen undskyldning for at blive liggende under dynen.

Stjernestøv og kritisk praksis
Sidste Sunday Session, jeg var til, havde Grant Singer premiere på sin dokumentarfilm om den amerikanske rockmusiker Bradford Cox, som også optrådte senere samme dag, og i 2012 kunne publikum opleve det rebelske popfænomen M.I.A., ligesom MoMA PS1 afsatte en hel søndag til at hylde den afdøde italienske filmskaber Pier Paolo Pasolini.

Ved dagens Sunday Session fejres udgivelsen af What Is Critical Spatial Practice? Redaktør Nikolaus Hirsch er vært for det intellektuelle indhold, mens PIN-UP Magazine, hvis nyeste nummer også fokuserer på arkitektur, står for drinks og musik. Man kunne også fristes til at tænke, at de er inviteret for at tiltrække det unge, stilbevidste hipstersegment, der – ikke i dag, men ellers – dominerer i PS1’s museumslandskab.

Omdrejningspunktet for dagens program er spørgsmålet:

“What, today, can be understood as a critical modality of spatial practice?”

Et spørgsmål, der også fungerer som indleder til de forskellige tekstbidrag, og dermed danner ramme for bogens mission.

Arkitekturens verdenspolitiske rolle
‘Spatial practice’ kan i princippet dække over meget inden for kunstens verden, men drejer sig i det her tilfælde om arkitektur. Hvilken politisk, social og kulturel rolle spiller arkitektur i dag, og hvordan tegner forskellige fysiske omgivelser vores opfattelse af verdenssamfundet og politiske begivenheder?

What is Critical Spatial Practice? indeholder tekster af indflydelsesrige fagpersoner og kollektiver indenfor forskellige videnskabelige discipliner som kunst, filosofi, arkitektur, kuratering og litteratur. Arbejdet med udgivelsen startede tilbage i 2011, hvor occupy-bevægelsen, det arabiske forår og andre politiske begivenheder rundt om i verden fandt sted, og som derfor også integreres i bogen. Udgivelsen peger på, at vores oplevelse og påvirkning af rum, arkitektur og urbanitet er i forandring.

Lokation – aktion
En af de første talere i dagens program er den amerikanske kunstner Martha Rosler, der fortæller om sin seneste udstilling i Frankfurt, Location Location Location, som tager udgangspunkt i lokalområdets historie og forbinder byens grimme fortid med dens nutid. Hun beskriver sig selv som ”the rat walking through historical documents”, og hendes praksis er kendetegnet af en både feministisk tilgang til historieskrivning samt politiske og kulturelle hierarkier.

Cyprien Gaillard, den franske kunstner der lige nu udstilles i bygningen, peger netop på forholdet mellem natur og arkitektur og forbinder specifikke steder med forskellige psykiske tilstande. Hans værker befinder sig derfor et sted mellem dokumentar og fiktion, hvilket er tydeligt med den filmiske serie Real Remnants of Fictive Wars fra 2003-2008, hvor kunstneren affyrer brandslukkere som kortlivede land-art performances i offentlige rum og dokumenterer det på film.

Det er lige dele æstetisk handling, som det er vandalisme, og som den tyske kurator Dieter Roelstraete forklarer i sit oplæg, er Gaillard derfor en interessant kunstner at se på i forbindelse med udgivelsens tema, fordi han peger på arkitektur som en aktivistisk kommunikationsform samt arkitekturens kulturelle magt over den enkeltes personlige historie. Roelstraete fortæller også, at der i kunsten er en længsel mod kriser, og at kunstnere stræber efter en sådan tilstand. Den engelske konceptkunstner Liam Gillick, der sidder ved siden af Roelstraete, uddyber, at kriser fremmer nytænkning, men at det ikke er ligegyldigt, hvordan man som kunstner og kulturproducent aktiverer sin fantasi.

Hvor non-profit er VW?
Et andet emne, som flere af talerne bruger tid på, er det rum, vi befinder os: VW Domen.

Som arkitektonisk form rummer domen mange referencer til verdensreligionerne og kulturerne, ligesom den i 1970’erne blev brugt som utopisk og aktivistisk byggeri. Den er strengt matematisk, men samtidig organisk.

Men VW Domen er også et sammenstød af forskelligrettede interesserer. PS1 er en af USA’s største non-profit organisationer, imens Volkswagen afsætter flere millioner dagligt.

Det er forkælet ikke at glæde sig over, at samtidskunsten støttes økonomisk, men det gør ikke det her samarbejde mindre aktuelt at spekulere kritisk over.

Jeg springer over dj-sets og drinks og forlader PS1. Da jeg passerer hoteller, oplyste kontorbygninger i flere etager, byggepladser, hvor fremtidige virksomheder vil skyde op, og krydser veje, hvor trafikken pulserer, fortsætter spekulationerne, imens sulten slår ind. Jeg går ind i den første og bedste deli, jeg møder på min vej, og dagen afsluttes i bedste lokal søndagsstil; med en sandwich med æg, ost, bacon og pølse dyppet i ketchup. På den måde var det her en ganske almindelig søndag i New York.