Aros’ overinspektør stopper

Af
23. september 2015

Overinspektør på Aros, Marie Nipper, har fået nyt job. Fra og med oktober 2015 er hun Senior Curator på Tate Liverpool.

Marie Nipper har fået nyt job som Senior Curator på Tate Liverpool. Pressefoto

Overinspektør på Aros, Marie Nipper, har fået nyt job. Fra og med oktober 2015 er hun Senior Curator på Tate Liverpool.

Af
23. september 2015

Marie Nipper tiltrådte i 2008 som museumsinspektør på Aros, og i 2012 blev hun forfremmet til overinspektør. Nu tager hun endnu et skridt på karrierestigen; denne gang et længere et hele vejen til Liverpool, England, hvor hun skal prøve kræfter med rollen som Senior Curator på Tate Liverpool.

Ny overinspektør skal findes
På Aros er det med både vemod og stolthed, de må sige farvel til Marie Nipper. Ifølge museumsdirektør Erlend G. Høyersten er det dog helt forståeligt, at den aarhusianske kunsthistoriker vil prøve kræfter med nye udfordringer:

”Vi er meget glade på Marie Nippers vegne, og vi er stolte over, at et betydningsfuldt museum rekrutterer fra Aros. Vi er selvfølgelig kede af at miste så dygtig en medarbejder, men vi ønsker hende held og lykke med det nye job. Personlig har jeg stor forståelse for, at hun tager imod denne type udfordring,” udtaler han.

Marie Nipper har været på barsel fra sin stilling som overinspektør siden december 2014. Stillingen har i perioden været varetaget af Lise Pennington, og processen med at finde en ny overinspektør er allerede i gang. Stillingen forventes besat til januar 2016.

Fakta

Tate Liverpool er, som navnet afslører, i familie med det anerkendte Tate Modern i London. Siden 1980'erne har det specialiseret sig i moderne kunst og har til huse på Albert Dock i en ældre, men gennemmoderniseret lagerbygning.