Første dag på Folkemødet havde Art Matter en spændende talk under den omfattende titel "Kunsten, magten og meningen med det hele".
Det kunstværk der er godt, det overvinder mig.
Ida Auken
Vi står over for globale udfordringer – klimaændringer, krige og sociale uligheder – og det er nødvendigt at reflektere over, hvordan vi som samfund kan forme en fremtid, der er i harmoni med planeten og kommende generationer.

Art Matter på Folkemødet med Ida Auken, Lea Porsager og Prince Henry. Foto: Lærke Kartvedt.
Reflekteret blev der da så sandelig også gjort, da politiker Ida Auken og kunstner Lea Porsager mødtes på ArtPolitico & Galleri Galschiøts scene på Folkemødet. Samtalen blev moderet af sociolog Prince Henry Kwesi Asare og der var mødt en masse diskussionslystne Folkemøde-gængere op!

Der var mange gode spørgsmål fra publikum - her ses kunstner Simone Aaberg Kærn med et spørgsmål til Ida Auken. Foto: Lærke Kartvedt
Det var klart fra start af, at vores geopolitiske samtid påvirker os alle, både kunstnere, politikere og de fremmødte. For politiker Ida Auken handlede det meget om vores europæiske kampkraft, og til denne så hun kunsten spille en betydningsfuld rolle.
Den tid vi står i lige nu har gjort det smerteligt klar, hvor vigtig kunsten og kulturen er.
Ida Auken
De to deltagere talte ivrigt om, hvad de kunne lære af hinandens fagligheder - og endda om, hvad de ønskede fra henholdsvis politikere og kunstnere.
Jeg ser det som min opgave at være opmærksom på det, der sker omkring os.
Lea Porsager
Der blev talt om, hvorvidt kunsten skal give modstand, om politisk kunst kan være interessant og om vi skal værne om de klassiske kunstarter, eller om vi skal skue fremad.
Vi kan ikke kun være tilbageskuende lige nu, jeg tror vi skal ekspandere vores tænkning.
Lea Porsager
Mange tak til vores dygtige deltagere, og dem der mødte op, det var en spændende samtale mellem to ikke nødvendigvis enige parter, der havde utroligt meget på hjerte.

Art Matter på Folkemødet med Ida Auken, Lea Porsager og Prince Henry. Foto: Lærke Kartvedt.
Kunstværket kan vise os, hvad 'urørt og vildt' er, men der mangler en forståelse for, hvad det kræver politisk for at få det til at ske.
Ida Auken