Art Weekend Aarhus 2021: Q&A med Signe Parkins

I en ny Q&A-serie sætter vi fokus på nogle af de kunstnere, du kan opleve til Art Weekend Aarhus 11.-14. nov.. Vi er blandt andet nysgerrige på at høre om deres kunstneriske praksis og om deres inspirationskilder. Denne gang møder vi Signe Parkins, der under Art Weekend Aarhus er aktuel med udstillingen Ophængning #1 (Sno sig). Signe Parkins beskriver sig selv som en slags bastard, der arbejder i krydsfeltet mellem klassisk illustration og samtidsorienteret billedkunst, og så finder hun blandt andet inspiration i bornholmske “solsten” fra bronzealderen.

Billederne i denne artikel er fra Signe Parkins udstilling Forgå fra 2020, og vil snart blive opdateret med fotos fra den aktuelle udstilling.

Hvis du kort skal karakterisere din kunstneriske praksis, hvad vil du så lægge vægt på?

Jeg arbejder med fortællinger på papir, primært med tegning og akvarel. Fejl og ufærdigheder er en vigtig del af både min proces og mine færdige værker. Jeg arbejder ofte i længere serier og forløb i forskellige værk- og bogformater samt installationer. Min praksis er todelt, fordi jeg både arbejder som billedkunstner og illustrator. Jeg er en bastard på den måde. Mit arbejde spænder fra klassisk illustration til mere samtidsorienteret billedkunst. Hver del har sit eget liv, men hænger også sammen. De værker jeg laver, er forbundet til både illustration og billedkunst.

Hvor finder du inspiration? Og hvordan er din arbejdsproces typisk fra idé til færdigt værk?

For mig er inspirationen forbundet til selve den aktive handling, det er at tegne. At sætte streger på et stykke papir uden at vide præcist, hvad det vil udvikle sig til.

Jeg er optaget af, hvordan der i selve handlingen er indlejret et grundlæggende behov for at udtrykke sig som menneske og kommunikere med verden omkring en. Eksempelvis Solsten fra bronzealderen fundet på Bornholm, hvorpå de enkle linjer ridset i overfladen, inspirerer mig og er et godt eksempel på den urkraft, der er iboende i det at tegne.

Hver dag fortsætter jeg, hvor jeg slap, men begynder på en måde også forfra. Jeg tager afsæt i en foregående tegning, når en ny skal laves. Det har udviklet sig til et kredsløb, der konstant fodrer sig selv. Af og til melder spørgsmålet sig så: Hvad jeg skal stille op med alle tegningerne? Mange af mine værker er forsøg på at finde et svar på det spørgsmål. Hvordan organiserer jeg tegningerne og præsenterer dem, så beskueren fornemmer, hvordan hele denne vækst af tegninger er foregået. Skal det være i en bog eller en udstilling? Jeg forsøger mig med begge dele.

Hvad håber du, at man som beskuer får ud af din kunst?

Jeg håber ikke på noget bestemt. Jeg har svært ved at se mit virke udefra. Den bevægelse, som findes i mine værker, hvor man oplever en tegning vokse frem og forsvinde i et forløb, håber jeg, at folk vil lægge mærke til. At de fornemmer, at jeg arbejder med tid og forgængelighed.

Hvilken rolle mener du, at kunsten kan spille i vores samfund i dag?

Kunsten skal sætte gang i nye kredsløb inde i os og mellem os som mennesker. Hvis tanker eller følelser næsten altid kører i samme rille, kan kunsten være med til at skifte spor, så idéer eller sindstilstande i en tid (kort eller lang) kan løbe en anden vej. Og så synes jeg, at den skal spejle bløde punkter i os, så vi føler os levende og set.