Ashery og treenighedens kritik

Asherys filmiske arbejde udfolder sig som et partitur af aktivistiske scenarier, af cinematiske diagrammer, af electro-trash lydspor, af erotiske anagrammer og sentimentale animationer.

Med andre ord er Ashery ambitiøs og generøs på sin gæsts vegne – en sjældenhed der ikke skal forveksles med arrogance.

Læs Matthias Hvass Borellos anmeldelse af udstillingen her

Visuel musik
Festen vi er inviteret med til er en kommission af det britiske Art Angel og Performance Matters. Udstillingens afsæt var bygget op ud fra en ligning kunstneren har forfattet, som lyder:

Body (nakedness) + Collective Action + Democratic sound = performances of liberation

En af baggrundene for denne ligning er en reference til det Britiske Scratch Orchestra der, som tidlige fluxuskunstnere, arbejdede for en demokratisering af kunsten, og her specifikt; læsning og skabelse af musik. Intentionerne udsprang fra en utilfredshed over vestlig musiks konventionsbundne omstændigheder. Notering og læsning af musik kræver én bestemt skoling og er derfor et kodet sprog, en elitær foranstaltning. I deres øjne er musik et alment menneskeligt sprog, der er blevet territorialiseret.

Ordet musik refererede for kollektivet ikke blot til lydrelaterede fænomener, men skulle forstås som en udvidet størrelse. Det tidlige Scratch Orchestra undersøgte improvisation og uformel social bevidsthed som erstatning for det fire linjerede notationssystem. Der blev produceret grafisk stimulerende partiturer, der foreslog en mere visuel tilgang til musik.

Treenighedens rytme
Den kollektive handling er essentiel for Asherys projektioner. Det er tydeligvis ikke en enkelt kunstners arbejde vi er vidne til i filmsekvenserne, men et samarbejde mellem performere, venner og kollegaer. I de rå scenarier mellem Asherys karakterer opstår en afklædt ærlighed, der for et nordisk publikum vil provokere.

I denne provokation ligger både gode og mindre gode potentielle udfald, men ligegyldigt hvilken dom, der fælles, resulterer Asherys handlekraftige insisteren i, at vi som beskuere aktiveres. Vores sanser stimuleres, vore grænser testes og vi tilbydes at fejre legens fysikalitet – må man for eksempel blive liderlig i en Fatboy på Overgadens statsfinansierede gulv?

Tilbuddene gør Asherys gæst til en deltager. Afsender og modtagerroller indvikles, når vi som lyttere til hendes værk producerer dets indhold. Ligesom den bog vi delvist har læst, allerede inden den åbnes, fordi det er en gave fra én vi elsker. Komplicerede rollespil synliggør viden – musikalsk, kropslig eller visuel viden – som et fænomen, der snarere kan beskrives som bevægelser end en fikseret størrelse.

Treenigheden er som en rytmisk bevægelse genganger i Party for Freedom. Det gentagne trekantsdrama leder tankerne hen på relationer mellem to der konstant destabiliseres af en tredje. Den tredje i en gruppe vil betyde at konstellationen aldrig er i ro, den vil skabe ubalance, vibration og forskellighed. Denne dynamik skræmmer vores par-opdelte virkelighed af sand og falsk, mand og dame, master og slave.

Navigation mellem kroppe
Piano Rim er et fragment af Party for Freedom der involverer os i disse komplekse udsagn om en foranderlig relation mellem tre mennesker. Den er blot et lille del af Party for Freedom, og derfor ikke repræsentativt, men et vindue der står åbent for fortolkning.

Værktitlen, Piano Rim, er flertydig. Det kan være en betegnelse for et flygels tredelte skelet. Det kan betyde ‘kanten’ af klaveret, altså der hvor klaver og omverden mødes. Men titlen er nok særligt en reference til en seksuel handling: at slikke røv. Altså, et seksuelt møde med et klaver.

En oprejst mand spiller improvisatorisk på flyglet. Vi forstår, at der ikke improviseres ud fra den blå luft, men at hans fingres og tunges bevægelser er forbundet. Tungen ses navigere i en foroverbøjet mands røv, som om informationen i denne berøring oversættes til berøringen mellem fingrespidser og tangenter. Denne gestus bliver overskridende, da den svæver mellem et taktilt møde og en musikalsk bevidsthed. Denne tilgang til et genreopløst univers har udgangspunkt i en opfattelse af den tænkende krop og minder os om Scratch Orchestras teoretiske grundlag. Sind og krop er ikke to forskellige moduler med førstnævnte højst rangeret, men er forbundet i et uadskilleligt samarbejde. Ashery viser, at der i dette samarbejdet mellem medier også ligger et erotisk potentiale, da vi, når vi befinder os imellem genrer og mellem kroppe, skal bruge vores menneskelige intuition til at navigere os frem. 

Periferien og det uforudsigelige
Den tredje part i dette scenarium er en kvinde ved flyglets kant, ved ‘the rim’, der er logget på et socialt mødested på hendes laptop. Det virtuelle kollektiv hun ligegyldigt scroller igennem, imens flyglet spiller, besidder åbenbart en besnærende effekt større end mændendes aktivitet for næsen af hende. I denne scene er den tredje parts rolle ikke direkte i kontakt med de to andres handlinger, men på et andet plan er der klar fælles tilstand mellem de tre.

Det virtuelle rum på internettet er et søgende rum sammenligneligt med den musikalske improvisations opdagelser. Et sted hvor relationer er effektiviseret, hvor der er hvide søgefelter, og hvor man på sekunder kan bevæge sig ind i netværk, ud til kanten af sit eget eller skabe et nyt centrum til dem. Teksten ‘post peripheral’ dukker op på skærmen og bliver her Asherys bud på det klima, hun arbejder under, det poststrukturelle, det forandrende og intuitionsbårne.

‘Efter periferien’ kan være et billede på en minoritets bevægelse ind til et mere centralt sted i en cirkel. Det kunne også betyde opløsningen af cirklen som det diagram, vi forelsker os i for at opnå harmoni og balance. Cirklen muteres til et uforudsigeligt netværk, der ingen periferi har, og hvor alle punkter i netværket kunne være perifære.

Grædende primater
Listen over protester, som Asherys ‘frihedsfest’ stamper ind i vores bevidsthed, er lang. Utilfredshed over hvides privilegier, videnslogistik, kønspolitik, skønhedsidealer, musikalsk tænkning, sanseopdelinger, informationspolitik etc.

Som til alle gode fester gennemgår deltagerne en rejse ind i et fællesskab. Overraskelserne skaber tyngdepunktet, og forskellige horisonter smelter sammen i nysgerrighedens klare lys. Nøgne bader vi sommerstøvet af os, og dér i vandet er vi vægtløse. Asherys formel for frie handlinger er i realiteten meget lidt kryptisk og opleves af alle festglade mennesker. Hendes arbejde har dog efterladt en bevidsthed hos sin gæst, der gør det nemmere at navigere mod den.

Smukke og grædende primater følger os igennem hele værket. De dukker op som højtopløste stillbilleder, hvor tårer er blevet animeret til at trille ned af deres kinder. De grædende dyr, der er tidlige versioner af os selv, efterlader spørgsmålet om, hvad der har gjort dem ondt, hvorfor græder de dog? Ligesom listen over protester er lang, er årsagerne til de ulykkelige primaters tårer sikkert også omfattende. Karakterer i Asherys arbejde synes i højere grad at værdsætte dyriske og instinktive kvaliteter end samfundets slebne dyder. Aberne græder måske over, at deres lyst til at komponere musik med tungen synes aparte for de fleste. Over at der sættes spørgsmålstegn ved deres ekspressivitet. Over deres mangelende skam over at være nøgne. Måske græder de i deres søgen efter et kampbrøl, der som protestmusik samler sin flok, når en fjende nærmer sig.