Astrid Krogh udstiller nye lysværker
Astrid Krogh viser nogle af sine nyeste lysværker på udstillingen LYS(T)VEJE på galleri NB i Viborg.
Astrid Krogh viser nogle af sine nyeste lysværker på udstillingen LYS(T)VEJE på galleri NB i Viborg.
Udstillingen LYS(T)VEJE præsenterer et udvalg af Astrid Kroghs kendte lysværker samt to nye værker Twinkle og Morild. Sidstnævnte er skabt specielt i forbindelse med udstillingen.
Naturens mønstre
Astrid Krogh benytter ofte mønstre i sine værker. En af hendes inspirationskilder er naturen:
“Når naturen lægges under mikroskop, er den geometrisk og ordnet, mens naturens mønstre for øjet er grænseløse og uforudsigelige. I mine udsmykninger arbejder jeg med denne underfundige dobbelthed i udtrykket mellem foranderlighed og gentagelse”, siger Astrid Krogh.
LYS(T)VEJE har fernisering den 21. august kl. 13.30 til 16.
Fakta
Astrid Krogh
Hun er født i 1968 og er uddannet fra Danmarks Designskole.
Herhjemme har Astrid Krogh blandt andet udstillet på Trapholt i 2000 og Det Danske Kunstindustrimuseum i 2002.
I 2006 deltog hun ved IMM-messen i Køln på udstillingen Ideal House.
Hun fik i 2008 Thorvald Bindesbøll-Medaljen og har desuden også fået Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat.