At ændre tid og rum i tid og rum

Gennem 13 år har AVPD undersøgt rummet, kroppen og tiden i et interdisciplinært felt, hvor kunsten møder arkitekturen, hvor videnskaben møder fiktionen, og hvor det fysiske rum møder det virtuelle.

Rumlige forskydninger
Forestil dig at du sidder alene i et rum og hører beretninger om fænomenet ’dæmonisk besættelse’ i hovedtelefoner, mens du kigger i en bog om samme emne.

Pludselig begynder gulvet, væggene og loftet at ryste, idet rummet tilsyneladende bevæger sig i en udefinerbar retning. Rystelsen stopper, og du kan nu forlade værelset igennem samme dør, som førte ind til rummet.

Idet du åbner døren, præsenteres du imidlertid for et andet rum end det, der tidligere ledte ind til rummet. Det nye rum er fuldstændigt identisk med det rum, du netop har forladt, men med alt – mønstret på tæppet, lamperne, bænkene – spejlvendt.

Med eet lukkes døren bag dig, og du oplever en ny rystelse. Når du igen åbner døren præsenteres du for et nyt rum, nu spejlvendt af det du lige har forladt. Døren lukkes og du oplever endnu en rystelse..

Med en dynamisk konstruktion, hvor to rum bevæger sig i forhold til tre andre rum, undersøger og udfordrer værket Possession kroppens forhold til tid og rum. Possession blev installeret første gang i 2001 og var et vendepunkt i AVPD´s produktion.

En sampling af verden
”Interessen i tid og rum, og i hvordan vi er tilstede i tid og rum, kan blive til mange ting,” fortæller Aslak. Ikke kun kunstnere men også fysikere, humanister og et væld af andre fag er interesseret i dette felt.

”Det som måske adskiller vores praksis fra de andre praksisser er, at vi arbejder med tid og rum i tid og rum. Vores måde at beskæftige os med det på, er ved at materialisere tid og rum og faktisk realisere nogle forskydninger. Det er ikke en beskrivelse af det eller nogle billeder af det; det er hvad det er.”

AVPD er ikke interesseret i at skabe illusioner men i konkrete oplevelser, som rykker deltagerens kropslige og mentale sansning af virkeligheden ud af kurs.

”På mange måder er det en sampling af verden. Vi bruger de elementer, der er tilstede, og så laver vi en forskydning i den måde, som de bliver sat sammen på.”

Forventning som drivkraft
Passage (2007) er et af flere værker, hvor AVPD har bygget en større arkitektonisk struktur bestående af identiske og anonyme korridorer, hvor identiske døre (måske) fører ind til andre anonyme korridorer med døre, som (måske) fører ind til endnu en korridor..

Senest har AVPD med værket Hitchcock Hallway (2010) skabt en struktur med elleve forbundne rum.

Værket genererer et performativt felt, hvis udstrækning og omfang beskueren hverken er klar over eller kan overskue i sin helhed.

”Der bliver opbygget en suspence i, at du ikke har noget kort over strukturen,” fortæller Peter. ”Det hele bygger på din forestilling om, hvad der skal ske, og hvor du er og dit valg om f.eks. at åbne den næste dør, og den næste dør og den næste dør..”

Forventninger til hvad der skal ske og erindringer om, hvad der er sket, er en vigtig drivkraft, der kan lede publikum videre ind i værket.

Rummenes performance
I flere af AVPD´s værker udsættes man for et kontroltab, idet ens oplevelser af virkeligheden ikke svarer til ens forventninger.

Man må gang på gang prøve at forstå ens oplevelser af rum og tid på nye måder.

”Rummene er ikke ordnet, som man forventer at rummene er ordnet,” fortæller Aslak, ”man er ikke selv herre over hvor man kan komme hen. Rummene har deres eget rum, som bestemmer hvor du kan komme hen hvornår.”

”Værkerne har deres egen performativitet, de har deres eget udlæg. Rummene laver en performance, som man så må forholde sig til,” forklarer Aslak videre og understreger, at målet med AVPD´s værker ikke er at desorientere folk:

”Målet er at skabe en forskydning og at lave en reorientering i rummet.”

Et virtuelt rum i virkeligheden
Aslak og Peters begejstring for fiktionens verden er ikke til at tage fejl af. Interessen bunder i det forhold, at fiktive og virtuelle rum kan have nogle radikalt anderledes kvaliteter end reelle rum.

”Det er kvaliteter, som stiller en masse spørgsmål til det rum, vi fysisk befinder os i. Derfor har vi i flere værker været interesseret i at trække de virtuelle rums kvaliteter ud i virkeligheden.”

Ønsket om at blande realitet og virtualitet danner baggrund for byggeprincippet PolySpatialStructure: et grid- og pixelbaseret system baseret på computergenereret virtualitet – nærmere bestemt på det første first-person shooter computerspil (Spil kendetegnet ved at være i førstepersons-perspektiv) Wolfenstein.

AVPD har selv udviklet PSS-systemet, hvorpå flere værker er baseret; værker som udtrykker en nærmest ekstrem overfladiskhed i deres mangel på menneskelige og byggemæssige spor. De rene og glatte overflader giver de rumlige strukturer en ufysisk og immateriel karakter.

Kliniske korridorer
Ønsket om at være tilstede inde i en virtualitet – at generere en oplevelse af de rumlige love som er tilstede der – er en vigtig drivkraft i AVPD’s kunstneriske produktion.

“Det er computerspillets problem at man ikke er fysisk tilstede,” fortæller Peter. “Hvis kroppen kunne være tilstede inde i skærmrepræsentationens rum, så ville vi opleve verden på en anden måde.”

Serien Hallways (2003 og 2006) er baseret på fotografier af tomme korridorer i Københavns metrostationer. Ved hjælp af digital redigering er alle de aspekter, som refererer til den praktiske konstruktion af arkitekturen, og som kunne referere til menneskelig aktivitet, blevet fjernet.

Med deres nu fuldkomne kliniske overflader fremtræder korridorerne både genkendelige og fremmedartede – som en hybrid mellem virkelige og virtuelle rum.

Uendelige mellemrum
AVPD ønsker at skabe et mellemrum, hvor betragteren befinder sig et sted imellem at kunne erfare rummenes transformation og ikke kunne.

I dette mellemrum kan skabes en form for uendelighed, der ellers normalt kun er tilstede i fiktionen.

Så hvis du bevæger dig ind i AVPD’s værker, og det føles som om du er havnet i en scene fra en Hitchcock, Tarkovskij eller David Lynch-film eller midt i en Borges-novelle, så er det ikke helt tilfældigt. Du skal dog være forberedt på, at AVPD’s værker ikke er noget eventyr men derimod den skinbarlige virkelighed.