“At snyde sit sprog”

Words are the Clothes Thoughts Wear hedder Anders Bonnesens aktuelle udstilling på Charlotte Fogh Gallery. Og det er på mange måder en titel, man med fordel kan tage ret bogstaveligt, hvis man spørger Bonnesen selv:

“Hvis man læser halvdelen af udstillingstitlen, siger den: “ord er tøj”. Og det tager udstillingen for pålydende. Det er jo egentlig noget sludder, fordi sprog er en abstraktion, som hører til i hovedet, mens stof er noget, vi beklæder kroppe, møbler, rum osv. med. Men ord og tøj er alligevel forbundne, i sproget i hvert fald, hvor man eksempelvis væver og taber tråden osv. Og også etymologisk, idet ordet tekst kommer fra et ord, der betyder at væve, eller på anden måde sammenføje. Tekst er altså i udgangspunktet tekstil”, fortæller Anders Bonnesen.

Tekst og tøj eller tekst som tøj
Og så er vi allerede vel på vej ind i Bonnesens skæve, humoristiske, tankevækkende – og i høj grad ‘håndarbejdede’ –  univers. Det ‘tekst-ile’ er nemlig fremherskende på udstillingen. Dels er værkerne tekstbårne, dels er mange af dem hæklede værker. Og går man udstillingen efter, er der flere af dem, der helt konkret citerer passager fra litteratur, der netop handler om tekst og tøj – for ikke at sige om tekst som tøj:

Se eksempelvis det meget lange halstørklæde, der som en frise løber hele vejen rundt i udstillingen. Teksten på frisen er et digt af Per Højholt om en kvinde, der strikker og strikker, selvom det er nytteløst, og hun godt ved, at hun til sidst vil sidde tilbage med et halstørklæde, der er alt, alt for langt og ikke er til nogen.

En absurd mosaikgulvs-remse
Eller tag en tur henover det mosaikgulv, som kunstneren minutiøst – og tidskrævende! – har sat sammen, så det fylder galleriets to udstillingsrum fuldt ud. Mosaikgulvets tekst er taget fra Samuel Becketts bog Watt, og teksten opremser i vanlig absurd Beckett-stil de forskellige kombinationsmuligheder der er, når man har fem slags fodtøj og to fødder.

Det er mange skulle jeg hilse og sige, og det kræver tid af sin beskuer at stave sig igennem med blikket hæftet på gulvet!  “Det er en slags mislykket forsøg på at få en sproglig logik til at passe på noget så simpelt som at tage sine sko på”, forklarer Bonnesen.

I vinduet hænger et gardin eller et stykke stof med en tekstpassage. Nederst hænger tråden til et garnnøgle på gulvet, som om gardinet ikke er færdigt, eller er ved at blive trevlet op.

Bonnesen fortæller, at teksten stammer fra Thomas Bernhards Gående, hvor en mand får et anfald i en skrædderbutik, fordi skrædderens stof, når det holdes op mod lyset, afslører sine ’tynde steder’ og sin ringe kvalitet: “Her har vi altså en tekst og et stykke stof, der kritiserer sig selv sønder og sammen, og som jo igen er et billede på sproget som en vævning, der ikke er finmasket nok. Manden bliver kørt på den lukkede”.

Hæklede forfatterportrætter
I en række store billeder er de ovennævnte forfattere portrætteret. Man skal lidt på afstand for at se det, og det viser sig, at de er overraskende ‘naturalistiske’. Går man derimod tæt på erfarer man, at de er hæklet af makulerede strimler af forfatternes bøger. “ De er lavet i en hækleteknik, der betjener sig af tomme og udfyldte kvadrater”, anskueliggør Bonnesen. “Forfatterne ser ud gennem sprogets vævning, eller billederne opstår af hullerne i sproget”.

Jeg spørger til valget af forfattere, og Bonnesen forklarer, at det alle er forfattere, der arbejder med sproget som materiale: “Deres tekster har en eller anden materiel modstand i sig, som man måske kan sige er parallel med den materielle modstand, der er i – materialebaseret – billedkunst. Så hvis der er en baggrund for valget af netop de forfattere – ud over at valgene er opstået af ren og skær lystlæsning – er det måske den, at de belyser noget af det, der optager mig som billedkunstner”.

Sproget som billedkunstnerisk materiale
“Min brug af sprog som billedkunstnerisk materiale skyldes nok en optagethed af afstanden mellem ting og fænomener og så de benævnelser, vi er blevet enige om at bruge om dem.

Jeg afviser slet ikke ideen om, at billedkunst jo netop beskæftiger sig med de ting, som sproget ikke kan rumme. Men hvordan kommer man så derhen? Jeg kan jo ikke bare tage mit sprog af og hænge det udenfor værkstedet eller galleriet. De afstande, som værkerne etablerer, mellem sig selv og det sprog, de enten konkret indeholder eller står i forhold til i kraft af deres titler, åbner måske netop nogle afstands-rum, hvor man kan … snyde sit sprog”.

Kan du forklare det nærmere?
”Billedkunst er jo på en måde paradoksalt, fordi det er materialiseret betydning, eller noget, der pendulerer mellem materialitet og betydning. Og det er i sagens natur svært at sige noget præcist sprogligt om.

Men det er vel noget med at opsøge hullerne i sit sprog, fordi man derved bliver opmærksom på dets utilstrækkelighed. Og det muliggør måske, at man kan tænke på en ny måde om noget – og hvis det er rigtigt vellykket, umuliggør det måske simpelthen, at man kan blive ved med at tænke, som man plejer”.

Støbefejl
Med på udstillingen er også en række bronzeskulpturer, og her er teksten tilstede som slyngede bånd, der kun vanskeligt lader sig aflæse. Titlen på en af dem er: Flydende er per definition al det, der foretrækker at adlyd ngdekraften r at fastholde sin egen f r afviser enhv yd ngdekraften i si.

Og ja, titlen er sådan, og det er ikke, fordi skribenten laver ualmindelig mange slåfejl. Forklaringen giver Bonnesen:

“Ja, de er måske lidt lukkede, hvis man ikke kender til støbeteknik: De er støbt som traditionel cire perdue (tabt voks), altså en teknik, hvor noget – her sproget – brændes væk, hvorefter man hælder det flydende metal i det hulrum, der er opstået i formen. Parallelt med værkerne af makulatur kan man måske sige, at noget betydning er mistet, eller gået i stykker, hvorefter den er forsøgt erindret, eller forsøgt samlet igen. De huller, der er i bronzernes titler, er støbefejl”.

Det fejlbarlige går på den måde i samklang med den håndholdte tilgang til verden, sproget og kunsten, som udstillingen favner, og som på mange måder opsummerer det, som Bonnesen nu i efterhånden mange år har undersøgt: De huller, der er mellem verdenen og sproget, og det betydningstab og det uendelige mulighedsrum, der opstår der.