Autentiske ‘ting’ i samtidskunsten

Et signeret urinal, en drejeskivetelefon med en hummer ovenpå, en beskidt seng – alle berømte nedslag i kunsthistorien. Ligeledes alle eksempler på tingsbaserede værker, der har rejst det evige spørgsmål: men er det kunst? Selvfølgelig er det det, og i dag er anvendelsen af ‘rigtige ting’ i den kunstneriske praksis ikke længere et særsyn. Tværtimod.

‘Ting’ i kunsthistorien
Marcel Duchamp er kendt som faderen til den første readymade (en hybrid af et cykelhjul og en taburet fra 1913) og ligeledes ophavsmanden til kunsthistoriens nok mest berømte ‘ting’: urinalet Fountain fra 1917. Han ønskede med sin nye værkskategori af præfabrikerede objekter at manifestere kunsten som et intellektuelt og ikke alene materielt felt.

Inspireret af Duchamps brug af ‘ting’ som autonome kunstværker, anvendte surrealisterne fundne objekter (eller objet trouvé) som medie. Dette foregik typisk ved bizarre sammensætninger, som vi kender det fra Dalís Lobster Telephone fra 1936. I 40’erne dominerede den motiv-afvisende abstrakte ekspressionisme det kunstneriske landskab, indtil popkunsten fra 50’erne igen satte ‘tingene’ i fokus. Andy Warhol producerede med afsæt i sin fascination af forbrugskulturen eksempelvis skulpturer, der mimede almen kendte emballager. Warhols værker bestod dog primært af reproduktioner, mens en samtidig som Robert Rauschenberg anvendte faktiske hverdagsting i hans combines. Gennem de næste årtier producerede Arman skulpturer af sammensatte hverdagsting, som den monumentale Long Term Parking (1982), hvori 59 biler er forenet med beton, og Haim Steinbach sidestillede symfonisk genstande fra populærkulturen på en måde, der atter påpegede kunstnerens rolle som en, der udvælger og arrangerer.

På 90’ernes kunstscene chokerede ‘ting’ ikke som 60 år tidligere, men da Tracey Emin i 1998 forvandlede sin faktiske seng – plettet af kropsvæsker og omgivet af skrald – til et kunstværk lød der ramaskrig, og kunstbegrebets grænser blev igen udfordret. Fra readymaden og dens afarters fundament arbejder kunstnere overalt nu med ting fra den såkaldte ‘virkelige verden’. Tidstypisk i mange af disse værker ser man en optagenheden af ‘ting’ som autentiske repræsentanter for steder, personer eller situationer, eksempelvis i objektbaserede fortællinger om mennesker.

Autobiografiske og biografiske objekter
En omfangsrig både autobiografisk og biografisk readymade er kinesiske Song Dongs Waste Not fra 2005: et værk bestående af over 10.000 objekter fra sutsko til murbrokker – kendetegnende ‘ting’, der stammer fra kunstnerens eget liv. Genstandene har tilhørt kunstnerens mor, og værket blev skabt som en bearbejdende proces mod en samlermani, mens moderen levede. Værket er bygget op omkring skelettet fra huset, hvor kunstneren voksede op. Skelettet er fragtet fra dets oprindelige lokation i Beijing, og omkring den arkitektoniske konstruktion er de mange objekter fremlagt.

Konstellation af tydeligt anvendte ting fremlægger intimsfæren som et indre og ydre rum. Det samme gør sig gældende hos Alfredo og Isabel Aquilizan, der i 2006 dokumenterede deres families flytning fra Philippinerne til Australien i værket PROJECT BE-LONGING: in Transit. Her samlede kunstnerne deres ejendele – tøj, bøger, nips – og udstillede dem i kubeformationer repræsenterende hver enkel person i familien. Skulpturerne mimer formen, ejendele tager, når de pakkes i en kuffert, og de beretter om en personlig rejse.

Generelt gør selvfortællingen sit indtog i samfundet i dag, og det famøse skel mellem kunst og liv er minimeret. I forlængelse af dette vender kunstnere sig mod andre mennesker og deres skjulte historier. Tyske Hans-Peter Feldman tilbød i 2012 seks personer 500 euro for deres tasker, så han kunne udstille taskernes hemmelige indhold som kunstprojekt, og i en installation fra starten af 2015 kunne tilfældige mennesker gøre sig fri af ‘ting’, de bar på sig, ved at lade dem blive knust i en hydraulisk pressemaskine som en slags performance. Kunstneren, russiske ::vtol:: (eller Dmitry Morozov) optog lyden, mens donationerne knuses, og lydfilerne blev vidergivet til donorerne som objekternes biografier. I alle nævnte værker er tingenes ophavssted i verden uden for kunstinstitutionen essentiel. Det samme gør sig gældende i en anden genre: objektbaseret politisk kunst.

‘Ting’ som politisk banner
De genstande, der anvendes i denne type politisk kunst, er ofte ting ‘hentet udefra’, modsat ting som familien Aquilizans tøj, der er ‘hentet indefra’. Dette ‘udefra’ kan være et afgrænset område, men kan også bestå af noget transcenderende, som når finske Jani Leinonen pryder en væg på ARoS med skilte indkøbt af kunstneren fra tiggere verden over.

I 2007 udstillede amerikanske Jana Napoli første gang værket Floodwall, der består af 710 skuffer fra køkkenskabe, kommoder og skriveborde, som hun har indsamlet i ruinerne efter orkanen Katrina, der i 2005 raserede hendes hjem og resten af New Orleans. Skufferne er installeret på vægge, der kan flyttes rundt, og de er alle markeret med den adresse, de er fundet på. Napoli oplevede en stærk følelse af individuelle menneskeskæbner i skuffernes tilstedeværelse og ønskede med værket at videreformidle disse personers fortælling: en historie om at have mistet alt. Efter værket blev offentliggjort, er Napoli flere gange blevet kontaktet af personer, der har genkendt en skuffe, og der er opstået en særlig kollektiv traumebearbejdende stemning omkring værket, der står tilbage som et mindesmærke.

Helt aktuelt fungerer Ai Weiweis nylige installation af 14.000 orange redningsveste på søjlerne foran indgangen til Berlins Konzerthaus som et højtråbende politisk banner. Kunstneren har indsamlet vestene direkte fra kysterne på Lesbos, hvor flygtninge lige nu ankommer til Europa i flugten fra den humanitære krise i Syrien. Weiweis budskab er klart: Vi må ikke kigge væk fra denne tragedie. Skufferne og redningsvestene er alle readymades udstillet med minimal mediering. Værkernes styrke ligger i objekternes rolle som autentiske beviser på de problematikker, de er direkte resultater af.

Sande ‘ting’ og sand kunst
‘Tings’ værdiladning som ‘sande’ kan sammenlignes med den autenticitet, vi føler ved det håndskrevne, ved en signaturs lovmæssige værdi eller ved betydningen, en autograf har for en fan. ‘Ting’ er aftryk af virkeligheden, og deres konkrethed er appellerende i den ofte abstrakte moderne verden. Dog er alle ovenstående repræsentationer, uomtvisteligt kunst – ikke journalistisk eller videnskabelig fakta – og dermed henvender de sig, som kunst gør, til den subjektive og uhåndgribelige oplevelse. Denne spænding er kendetegnende for de autentiske ‘ting’.

De objektbaserede samtidskunstværker er eksempler på, hvordan menneskets individuelle og fælles identitet og historie afspejles i tingene omkring os.