Ava Samii: “Kunsten kan være portaler til rum, som eksisterer i andre mennesker”

Kunstner Ava Samii ser sine egne værker som portaler, der kan bringe hende i kontakt med andre steder – fysiske som metafysiske.

Gennem kunstens tusindårige historie har magien, mystikken og ritualet haft en central position. Og magien lever også i dag. Måske kan man ligefrem tale om en magisk genkomst i kunsten. Det sætter vi fokus på i en række samtaler med kunstnere, der byder magien indenfor i deres praksis.

Læs også: Cecilia Fiona: “Nogle gange får jeg lyst til at prøve at være en blomst, og det kan jeg være, når jeg maler”.

Når man kigger på Ava Samiis værker, kan man nærmest få en fornemmelse af, at man ville blive transporteret et andet sted hen, hvis man lagde sin hånd på dem. Som en portal taget ud af et videospil, bliver ler og epoxy kombineret til uforklarlige objekter, der alligevel vækker en form for genkendelighed hos beskueren.

Der er både en lethed og en decideret grumhed over Ava Samiis værker, og det er let at blive draget ind i hendes magiske verden.

Hvad betyder det for dig at arbejde med det mystiske?

Det betyder, at vi selv skaber en ramme for, hvad objekter og genstande betyder. At former og materialer sammen kan fortælle en historie eller en tanke, som findes i et rum, der ellers ikke er fysisk adgang til.

Det kan skabe forbindelser til dét, vi ikke kender og få os til at stille spørgsmålstegn ved, hvor grænsen for, om noget er ‘virkeligt’, er.

Hvordan vil du selv beskrive dine værker?

Jeg tror primært, at værkerne er en form for portaler for mig, men det er svært, for ordet ‘portal’ er ladet med mange associationer. Men portalen er for mig forbundet med, at man kommer i kontakt med et andet sted. Det behøver ikke nødvendigvis at være et fysisk sted, det kan også godt være en portal til noget, der eksisterer i ens indre. Som en anden verden, eller måske som et krydssted. Eller et minde.

Jeg håber det kan være med til at skabe en forbindelse til noget andet end der, hvor man fysisk oplever værkerne.
Det er jo også meget privat, for værkerne er et produkt af mit indre. Det er en direkte kanal ind i mig selv, som jeg kun føler jeg har adgang til gennem værkerne – på den måde er det meget sårbart.

Du arbejder med ler og epoxy – hvilke kvaliteter har disse materialer?

Leret har nogle helt særlige egenskaber, det er et materiale, man må arbejde med på dets egne præmisser. Umiddelbart et materiale, der synes let formbart fra tanke til fysisk fortolkning. Men der er så mange uforudsigeligheder og steps i det, som giver det dets egen evne til at kunne ‘svare igen’.

Det skaber på en måde en slags dialog og samarbejde med materialet, som har sin egen vilje – noget jeg ikke kan bestemme eller have fuld kontrol over. Processen er et dynamisk kompromis – et forsøg på at presse materialets kunnen og efter at forstå grænsen mellem det stabile og kollapset.

Epoxy’en er på en måde en oversættelse af leret, men i et helt andet materiale. Støbeformene er bygget ud fra et positiv, lavet i den samme ler, som stentøjselementerne i mine værker: der hældes epoxy i et negativ og derefter opstår elementet, genfødt i et andet materiale, med nogle andre egenskaber.

Denne proces giver mig mulighed for at arbejde med afkodeligeligheden i materialet samt underbyggelsen af et narrativ om stadier og muligheden for flere virkeligheder på en gang. Det fungerer på mange måder som en slags ‘oversættelse’ og muligheden for at opleve, hvad der sker med en form, når den går fra noget transparent til noget massivt og hvilke informationer, der kommer frem eller går tabt i denne proces.

Det magiske har historisk vundet frem i perioder med store videnskabelige eller teknologiske omvæltninger – tror du, at magien nu igen begynder at fylde mere i vores samtid som et modstykke til digitaliseringen? Eller tror du, at det en anden rolle, som det magiske og det mystiske spiller i vores samtid?

I et eller andet omfang, ja. Men jeg tror også, at de store globale og klimamæssige forandringer medfører, at den menneskelige selvopfattelse og dets tilhørende verdensbillede begynder at smuldre, og at der derigennem opstår en grundlæggende tvivl om vores væren og hvilken rolle, vi spiller.

Jeg ser klart en bevægelse væk fra antropocentrismen i blandt andet kunsten og litteraturen, som, jeg mener, kan give rum til nye, alternative, eksistentielle spørgsmål om måden, vi tager stilling til verden omkring os på.

Man taler tit om en venden-tilbage-til-rødderne eller naturen, når man taler om kunst, der bevæger sig i spektret magisk/rituelt/mystisk – ser du din kunst som en venden-tilbage-til-noget?

Jeg ved ikke, om det er et forsøg på at vende tilbage. Det er nok mere en rejse til et ‘andet sted’ og en undersøgelse af, hvad det kunne være. Måske handler det egentlig bare om at iagttage mere nøjsomt, om at lægge mærke til alt det omkring os, vi ikke umiddelbart ser: det kan være andre former for livscyklus, drift og bevidsthed, som falder uden for vores gængse vigtighedsramme.

Det skaber nye rum og vinkler, vi kan iagttage verden fra. Steder, hvor der kan opstå nogle genkendelige mønstre, eller hvor vi møder noget fuldstændig fremmed.

Du taler om, at kunsten kan åbne for ‘portaler’ til andre rum, forståelser eller verdener. Hvornår har du selv mødt noget kunst, der fungerede som en portal for dig?

Jeg tror helt klart, at den stærkeste oplevelse, jeg har haft, var i 2019. Det var på Hamburger Bahnhof, hvor jeg var inde og se den årlige udstilling. Den estiske billedkunstner Katja Novitskova havde lavet en komplet installation. Det var noget, jeg ikke havde set før. Jeg tror helheden af den måde, hun har arbejdet på, både kulturelt og med lydbilleder, og med at indtage hele rummet på. På en eller anden måde fik det hele rummet til at fungere som én stor portal til et andet sted. Det var nærmest et rørende øjeblik for mig, og det ændrede totalt min måde at tænke kunstværker på.

Jeg var bare nødt til at gå hjem og tage nogle måneder, hvor jeg revurderede, hvad jeg havde gang i. Det var også der, jeg tog det første skridt hen imod den måde, jeg arbejder med kunst på nu.

Hvad finder du inspiration i for øjeblikket?

Jeg er helt besat af det cykliske. Ting, der på en eller anden måde er afhængige af hinanden, for at skabe en reaktion, og ikke kan opstå uden hinanden. Jeg arbejder i øjeblikket på nogle værker, der samarbejder med sollys og skaber en reaktion.

Så jeg tror for mig, at det er samtaler og reaktioner, der optager mig mest. En fornemmelse af at man godt må tage det hele mere roligt og i stedet prøve at observere alt dét, der foregår omkring os, måske især dét vi ikke selv har været herre over eller selv har skabt.

Synes du, at kunsten har en form for magisk potentiale?

Det kommer an på hvordan man definerer magi. Jeg mener i al fald, at kunsten spiller en vigtig rolle for den måde, vi oplever, at verden kan tage sig ud.

Derfor kan man også gennem kunsten rykke for grænsen for, hvad der kan lade gøre og møde rum, som vi ikke naturligt ville opleve andre steder i en fysisk verden.

Kunsten kan lukke op for portaler til de rum, som eksisterer i andre mennesker end os selv. Fortællinger, fortolkninger af verden og observationer, som man ellers ikke ville have adgang til. Det synes jeg er en form for magisk egenskab.