Avancerede eksperimenter og højt ambitionsniveau i Vestjylland

Udstillingsstedet ET4U ligger i landets periferi men er samtidigt et globalt samtidskulturelt centrum.

Et4U surroundings. Foto: Peter Andersen

Udstillingsstedet ET4U ligger i landets periferi men er samtidigt et globalt samtidskulturelt centrum.


info

En Tangsøgade 4 Udstilling (ET4U) Tangsøgade 4
7650 Bøvlingbjerg
97 88 80 20
et4u@et4u.dk
www.et4u.dk
Man-fre 9.30-17
Lør kl. 9.30-12
Søn- og helligdage lukket

ET4U i Bøvlingbjerg - et internationalt orienteret udstillingssted for samtidskunst. Foto: Klavs Weiss
ET4U i Bøvlingbjerg – et internationalt orienteret udstillingssted for samtidskunst. Foto: Klavs Weiss
Den lille by Bøvlingbjerg ligger i et af landets tyndest befolkede områder i det yderste Vestjylland. Byen fjernt fra kunstens hovedstrøg er hjemsted for det lille udstillingssted med det særlige navn, En Tangsøgade 4 Udstilling, ET4U, som er et ikke-kommercielt, kunstnerstyret udstillingssted for eksperimenterende samtidskunst.

Lokalmiljøet
Beliggenheden har stor betydning for udstillingsstedet. Billedkunstner Klavs Weiss som er initiativtager til stedet fortæller, at det er en stor udfordring at få lokalbefolkningen ind på det lille udstillingssted. Han har oplevet størst succes med de udstillinger og happenings, der har fundet sted udenfor udstillingsstedets fysiske ramme, og i stedet for er brudt ind i byens offentlige rum og har mødt befolkningen i deres dagligdag. Et eksempel på det er den norsk-tyske kunstner Reinhard Haverkamp, som på ti dage skabte enorme skulpturer i det lokale anlæg. Befolkningen fulgte interesseret med i processen og så deres anlæg blive forvandlet til en oplevelsesrig skulpturpark.

Gallerirummet med værker af Karen-Havskov-Jensen. Foto: Klavs Weiss
Gallerirummet med værker af Karen-Havskov-Jensen. Foto: Klavs Weiss
Gallerirummet med værker af Karen Havskov Jensen. Foto: Klavs Weiss
Gallerirummet med værker af Karen Havskov Jensen. Foto: Klavs Weiss
Reinhard Haverkamp i den lokale park. Foto: Klaus Weiss
Reinhard Haverkamp i den lokale park. Foto: Klaus Weiss
Reinhard Haverkamp i den lokale park. Foto: Klaus Weiss
Reinhard Haverkamp i den lokale park. Foto: Klaus Weiss

ET4U’s store vision
Udstillingsstedet blev etableret i 1999 og har siden været generator for spændende nationale og internationale udstillinger, events, performances, artist talks og debatforumer. Stedets vision er på den ene side at skabe dialog, debat og oplevelser for det omgivende nærmiljø, mens det på det internationale niveau ønsker at skabe udstillings- og udvekslingssamarbejde på tværs af landegrænser.

one³venue med værk af Sylvie Marchand. Foto: Klaus Weiss.
one³venue med værk af Sylvie Marchand. Foto: Klaus Weiss.
one³venue
En vigtig brik i det internationale samarbejde er one³venue, som er et udstillingssamarbejde med fire udstillingssteder i Frankrig, Japan, Skotland og Ægypten. one³venue består af identiske transparente gallerier på fem udstillingssteder – glaskuber på 80x80x80 cm med mobile udstillinger. Udstillingerne roterer hver måned mellem udstillingsstederne. De fem lande arbejder ud fra et fælles ønske om at skabe rammerne for kunstneriske idéer, der udfordrer kunstinstitutionen og de besøgende, og derved opnår dialog og diskussion både lokalt og globalt.

Life of a Star
ET4U har gennem årene vist en lang række eksempler på samtidskunstens mangfoldighed, og hvordan den ofte bevæger sig væk fra institutionens hvide vægge og ud i byens rum. Den italienske billedkunstner Emilia Teleses performance ‘Life of a Star’ i Bøvlingbjerg 2007 er et godt eksempel på det. Telese ankom til den lille vestjyske by i helikopter som en stor verdensstjerne i rød gallakjole med private bodygards omkring sig. Ivrige fotografer blev holdt væk, mens hun slentrede ned gennem byens hovedgade til ET4U med byens borgere som tilskuere. Kunstnerens performance skulle ses som en kommentar til vores overdrevne stjernedyrkelse, og understregende det på en gang legesyge og seriøse aspekt, som ET4U står for.

Emilia Telese, Performance: Life of a star. Foto: Peter Andersen
Emilia Telese, Performance: Life of a star. Foto: Peter Andersen

CVACV i fremtiden
I forlængelse af ET4U’s aktioner i byrummet udspringer Contemporary Visual Art Centre Vestjylland, CVACV, som er folkene bag ET4U´s fremtidige projekt. Fra januar 2009 lukker ET4U som udstillingssted og erstattes af årligt tilbagevendende workshops og kunstprojekter, der på forskellig vis aktivt skal inddrage befolkningen og skabe samtale og refleksion. Idéerne er stadig skitser, og som et led i idéudviklingen inviterer ET4U løbende til debatmøder om, hvordan lokalområdet kan skabe kulturelle oplevelser i fællesskab med egnens øvrige kulturinstitutioner og samtidig videreføre ET4U’s internationale samarbejde.


Fakta

Udstilling

ET4U Se kort og tider

Fakta

Frem til den 29.03.08 kan udstillingen 'BELGRADE ENCOUNTERS' med tryk fra en workshop med serbiske og nordiske grafikere ses på ET4U, og udstillingen 'America's skin' kan ses i one³venue.