Avantgarde royal på ARoS

Spørgsmålet “Er dette kunst?” blev kardinalt i 1917, da Marcel Duchamp ikke fik medtaget værket Fountain på en indiekunstudstilling i New York. Udstillingens komite var i tvivl om det indsendte urinal var kunst eller ej. Det blev foreviget på et foto i det dadaistiske tidsskrift The Blind Man, hvorefter pissekummen i hvidt porcelæn og med signaturen “R. Mutt 1917” gik tabt. Siden 1964 er otte kopier af værket udstillet på nogle af verdens førende kunstmuseer.

I dag indlemmes lort på dåse, svinekroppe, hesteindvolde på glas og diverse ready mades uden videre dikkedarer i de hvide kubers hellige haller og sanktioneres dermed som kunst. Som ARoS tidligere har vist, så gælder dette ikke kun for præserveret hest, men også for så forskellige emner som smukt designede racerbiler og en ‘international’ Asger Jorn, der i stuerenhedens tjeneste var klinisk renset for triolektik, marxisme og situationisme. Det kan derfor være svært at finde på noget at udstille, der rigtig rykker, når emnet er om kunstbegrebernes grænser.

Den afgående direktør for ARoS Jens Erik Sørensen (JES) har heldigvis overgået sig selv i den henseende. Som en sidste overlegen gestus har han skabt en veritabel folkelig blockbuster af en udstilling, der viser mangfoldigheden af kreative kreationer fra det royale regentpars hænder. Det geniale er, at dette kombineres med en subtil avantgardistisk dekonstruktion af de måder kunst i dag bliver til kunst på.

Gennemsynet af den royale udstillings ni gemakker fremprovokerer nemlig en vis spontan undren. Er de udstillede genstande kunst? Hvorfor skal vi se dem? Hører værkerne hjemme på et internationalt anerkendt kunstmuseum? De udstillede kreationer er sådan set okay og sympatiske kunstøvelser, og det hele er vældig dannet, og prinsgemalens surreale humor punkterer lidt af den patetiske oppustethed, og der er tydeligvis spenderet mange timer og tænkt mange gode tanker, men altså – er det kunst?

Spørgsmålet blev af journalister fra nær og fjern stillet til JES ved udstillingens åbning og umiddelbart efter. Jo, svarede han først, det er da kunst, men jo ikke den mest udfordrende af slagsen. Siden blev han mere tøvende i sine svar, til sidst svarede han slet ikke på spørgsmålet. Nu handlede det hele, bedyrede han, mestendels om blot at vise folket, hvad fritidssyslerne og hobbystunderne i de eksklusive (statsfinansierede) royale værksteder resulterer i. Behændigt undgik han at fortælle det, som publikum så selv må erfare, nemlig at udstillingen ikke primært er om den royale kunst. Det er derimod en metaudstilling om en moderne iscenesættende kunstforståelse.

Efter grundige studier under fem udstillingsbesøg kan vi her afsløre, at den royale kunst blot er trækplaster, materiale og skinmanøvre for en avantgardistisk eksponering af de teknikker og procedurer, der i dag benyttes flittigt på kunstmuseer af ARoS-typen. De tjener til at kunne belære gæsterne om åndrighederne og fortræffelighederne ved det udstillede materiale og til pleje, naturligvis, af museets brand og økonomi. Den kreative royale virketrangs kunstøvelser har ganske enkelt givet kuratorerne en enestående mulighed for at afsløre den virkelige hensigt med disse teknikker og procedurer. Den mulighed udnytter de ved simpelthen at overeksponere dem.

Udstillingens iscenesættelse er på en udsøgt kitschet måde storslået. Den besøgende inviteres til et højtideligt møde mellem to store unikke personligheder, der ses dagligt, og deres kunst. Den afspejler, forklares vi, alt fra fransk dannelse i ord og skulptur til nordisk ånd i billeder og på teater og i domkirker. Det er ganske enkelt, forstår vi altså, storslået det her.

Værkerne garneres af forklarende tekster i laserdesignet vinyl på de hvide vægge, de såkaldte vinyltekster. De er her som på alle museer skrevet i et formentlig nøje gennemtænkt museumssprog. En hyppig brug af traderede superlativer, kringlet syntaks, søgte sammenligninger til anden kunst og tomme adjektiver er genrens særtræk. På andre udstillinger med kanoniseret kunst forklarer museumsteksterne gerne de mest simple ting ved værkerne på en, om man så må sige, stedvis knirkende og sært indforstået måde. På den royale udstilling skal de tillige erindre om, at vi rent faktisk nu ser på kunst. Så derfor står der om en serie rosenbilleder, at der skam er tale om kunst, idet “de nonfigurative farvefelter vidner om Dronningens inspiration fra danske modernister, som i deres billeder arbejdede intenst med farven og med en forenklet abstrakt komposition” (Rum 5).

I udstillingens katalog er der både nøgtene kunstfaglige artikler og begejstrede omtaler af regentparrets virke. Pernille Taagaard Dinesen går linen helt ud i sin beskrivelse af H.K.H. Dronning Margrethes kunstøvelser som var der tale om stor kunst. Beskrivelserne demonstrerer nådesløst, hvordan kunstøvelser, middelmådig kunst eller ligefrem ikke-kunst kan opskrives til stor kunst i kraft af denne særlige kunstmuseale skrivemåde, og de tjener dermed et illustrativt formål vedrørende genrens særtræk.

Helt anderedes er det med Bjørn Nørgaards artikel om H.K.H prinsgemal Henriks skulpturer. Det er udstillingens suveræne avantgardistiske programtekst, der uden tøven trækker linjer fra Marcel Duchamp over Andy Warhol og globalisering til prinsgemalens skulpturer. Nørgaard kvier sig ved at benytte ordet kunst i beskrivelserne af Prins Henriks virke, derimod kalder han ham en kender, en connaisseur, ligesom han beskriver ham som en, der elsker at arbejde med sine hænder, en artisan. Det virker som om Nørgaards tekst hele tiden er på nippet til at bryde ud i endnu et betegnelsessæt, nemlig amateur og amateurisme, men det er nok helt bevidst, at han overlader det til publikum selv at drage en sådan åbenlys konsekvens af beskrivelsen af, hvad der på dansk vel ville hedde artisanen (håndværkeren) og den globaliserede connaisseurisme.

Udstillingens gennemførte iscenesættelse af de royale kunstøvelser som stor kunst er et smart kuratorisk detournement (en modifikation) af værkerne, så de over for publikum kan benyttes både til at dekonstruere kuratoriske tricks på moderne museer og til at videreføre avantgardens grundspørgsmål: Er dette kunst?