Bæredygtig kunst
Festuge: YNKB inviterer til reparationsdage på Huset. Kom og reparer eller få repareret dine gamle ting!
Festuge: YNKB inviterer til reparationsdage på Huset. Kom og reparer eller få repareret dine gamle ting!
"Kom og få repareret alt lige fra gamle lampeskærme, defekte lynlåse, det hullede tøj, ituslåede tallerkener, kopper, skåle, tøj til omsyning eller cykler, der trænger til at blive tjekket til vintersæsonen, møbler, barnevogne, vandpistoler, gummistøvler, tasker, lamper, bogbind, sengetøj, legetøj eller måske en stol, der mangler armlæn… Kan du komme tanker om mere eller andet, så tag det bare med."
Sådan lyder opfordringen fra YNKB til festugepublikummet. Husets værksteder vil den 2. – 4. september danne ramme for kunstnergruppens reparationer, der afspejler gruppens idéer omkring kunst, forbrug og genbrug.
De reparerede genstande vil alle blive fotograferet som dokumentation.
Fakta
YNKB er en kunstnergruppe med base på Ydre Nørrebro, København.
YNKB ønsker at relokalisere den kunstneriske aktivitet til det lokale miljø, at arbejde med mellemmenneskelige relationer og dialogiske projekter i de områder og med de mennesker, der er der, hvor de befinder sig.
YNKB interesserer sig for genbrug, reparation, selvforsyning, autonomi og for kulturelle aktiviteter i de lokale miljøer.