Bag måltidets scene
Forberedelserne er i fuld gang til Madeleines næste spise-teater-forestilling. Kig med bag kulissen.
Forberedelserne er i fuld gang til Madeleines næste spise-teater-forestilling. Kig med bag kulissen.
Det er en blæsende morgen på Islands Brygge i København. I et nedlagt Tuborg-depot er der lys i et af vinduerne; bag vinduet ligger Madeleines kontor.
Scenografen Nikolaj Danielsen byder indenfor. Sammen med kokken Mette Sia Martinussen startede han i 2006 Madeleines i det nedlagete depot på Islands Brygge.
Kontorets vægge er dækket af skitser og noter. Om to uger er der præmiere på forestillingen KROPumulig; det vidner en tavle fyldt med kridtskrevne skemaer og tidsplaner om. På en rød- og hvidternet opslagstavle hænger en frodig blanding af fotografier, skitser, avisudklip, små modeller og poser med krydderier.
Mennesket og maden
Madeleines er dels et madteater og dels et madlaboratorium. Det er synergien mellem teatret og laboratoriet, som er central for huset.
Foruden de to grundlæggere består Madeleines af fem faste kokke og mange timeansatte, der alle er en vigtig del af undersøgelserne omkring mødet under måltidet.
“Det handler ikke kun om at spise maden, men lige så meget om den menneskelige kontakt og det rum, der definerer måltidet; det oplevede rum og det iscenesatte rum,” forklarer Nikolaj Danielsen.
Madeleines bruger måltidet som en naturlig scene for en fortælling, hvor madteatrets gæster blandt andet oplever at blive madet og opfordret til at gå på bordene.
Sproget og scenen
Det fælles sprog, der forbinder kokken og scenografen, stammer tilbage fra 1998, hvor Mette Sia Martinussen og Nikolaj Danielsen møder hinanden, da de begge arbejder på et tv-program for Claus Meyer.
"Der var en masse ventetid, hvor vi faldt i snak,” husker Nikolaj Danielsen. "Vi blev begge klar over, at det, at Mette havde valgt at lave mad, og at jeg havde valgt at arbejde med scenografi, i virkeligheden var sekundært. Vores fokus var at finde en scene, hvor vi kunne få lov til at være fortællere i samme historie.”
I takt med at Madeleines Madteater kastede sig ud i at udfordre og eksperimentere mere og mere med traditioner og tabuer omkring måltidet, begyndte stedet at blive besøgt af begejstrede kulturanmeldere, der på den måde blåstemplede Madeleines Madteater som kunst.
Sultens drift
”Vores næste forestilling hedder KROPumulig og er en undersøgelse af driften,” fortæller Nikolaj Danielsen. ”Vi tager udgangspunkt og henter inspiration i det gamle antikke romerske politiske system, hvor magthaverne gav folket fysisk og åndeligt føde, i form af gladiatorkampe og brød under kampene. Det gjorde de for at gøre folket lykkelige, så de ikke stillede for mange spørgsmål.”
Danielsen fortsætter: ”Forestillingen er en undersøgelse af, hvor skillelinjen ligger mellem den fysiske sult og den mentalte sult. Man siger, at du er, hvad du spiser, og du bliver, hvad du spiser; i virkeligheden bliver det, du spiser, også dig. Det er et sammenspil, som næsten er seksuelt. Denne forestilling udforsker og leger med måltidet som tidsrummet fra man er to, til man bliver én.”
Billeder og krydderier
Hver ny forestilling er som at genfinde en ny arbejdsplads for Mette Sia Martinussen og Nikolaj Danielsen. De begynder skitseringsprocessen i et meget tæt samarbejde. Nikolaj Danielsen lægger en serie håndtegnede skitser ud på bordet.
”Det starter i en dialog mellem ord og billeder. Jeg har nogle billeder med, Mette har billeder med og sanselige oplevelser med stor vægt på krydderier. Vi tegner og skitserer sammen, så går vi hver til sit og arbejder alene; senere præsenterer vi vores idéer for hinanden og taler videre. Vi arbejder enormt intuitivt, men ender altid med en klar intellektuel forklaring på vores beslutninger.”
Ukendte aktører
"Madteatrets gæster er åbne i og med, at de er forberedte på at opleve noget utraditionelt, når de besøger os. Første forestilling i denne sæson startede med, at alle gæster blev tilbudt et fodbad. I løbet af hele sæsonen var der kun fire, som takkede nej til fodbadet. Det var meget overraskende," fortæller Danielsen.
”Publikum er bevidste om, at de kommer igennem en rejse; det kræver også, at vi tager vores værtskab alvorligt. Det sekund, at du inkluderer måltidet, som er noget af det mest intime, du kan gøre i det offentlige rum, bliver du nødt til at skabe en tryghed.”
Fra den 20. marts begiver Mette Sia Martinussen og Nikolaj Danielsen sig igen ud på en ny opdagelsesrejse med Madeleines gæster.
Fakta
Madeleines er et Madteater og Madlaboratorum, der ligger i et nedlagt Tuborg Depot på Islands Brygge i København. Det blev startet af kokken Mette Sia Martinussen og scenografen Nikolaj Danielsen i 2006.
Foruden Mette Sia Martinussen og Nikolaj Danielsen består Madeleines af fem faste kokke og mange timeansatte.
Nikolaj Danielsen er uddannet production designer fra Danmarks Designskole i 1996. Han bor i Sverige og arbejder i København. Tidligere har Nikolaj Danielsen arbejdet som production designer og scenograf på film og teaterforestillinger.