Bagsiden af utopien

I fotoudstillingen Entropia – en fotografisk kaosteori om Københavntræder de to fotografer Tobias Wensien Dinesen og Thorbjørn Hansens fra danskeKontraframe et skridt tilbage for herved at portrættere den københavnskearkitektur som en del af den by, den påvirker og påvirkes af. Hvor denkøbenhavnske arkitektur normalt portrætteres ‘storsmilende’, i solskin og set frade mest fordelagtige vinkler, foreviges 8tallet, Skuespilhuset og Christianborgi Entropia i stedet på en regnvejrsdag, set fra lossepladser og medudsigt til fabriksområder.

En virkelighed mellem menneskeog materiale
Herved mister bygningerne deres utopiskegnist; den gnist der normalt er at finde i mere klassisk arkitekturfotografi,hvor bygningerne fremstår færdigbyggede, gennemtænkte og klar tilsalgopstilling og pressefoto.

Ikke desto mindre bibeholder bygningerne en snærtaf magi, idet de nu i stedet fremstilles i sammenspil med den omverden, detsamfund og den by, de er opstået ud af.

Nok er nabogrunden til 8tallet ogudsigten over Havneholmen ikke de mest æstetiske af slagsen, men de er ikkedesto mindre den virkelighed bygningerne spiller op i mod.

Således fremstår dendanske arkitektur i Entropia i højere grad som et sammenspil mellem husog omverden, mellem menneske og materiale, mellem vision og virkelighed.

Levende arkitektur
Udstillingen stiller således skarptpå byen og bygningernes patina: På sliddet, på brugen og på fejlen. For det erfejlen, det handler om, blandt andet, for i fejlen bliver arkitekturen levendeligesom det er gennem brugen og sliddet, at ejerskabet opstår.

De kvaliteter som i udstillingen sættes under lup er såledesikke arkitekturens utopiske tanker om bedre boligvilkår, høj æstetisk kvaliteteller optimale plantegninger, men kan i stedet ses som det unikke i de utopisketankers efterliv: Der hvor de forbedrede boligvilkår er blevet til hverdag ogden oprindelige plantegning til et hjem med loppefund, nullermænd ogrenovering.

Fra del til helhed
Som kommentar er udstillingeninteressant og oplagt, da den både stiller skarpt på den klassiske gengivelsenaf dansk arkitektur samt på fotografiet som medie i bred forstand.

Alt efterhvorfra der zoomes, hvilke vinkel der vælges og hvordan billedet nuancerestilpasses billedet og derved også vores forståelse af arkitekturen og den by,den er en del af.

Hvilken etage er vi på?
Om udstillingen med sine fotografier skal forståes somen kunstudstilling, som en reportage, som reklamefotos eller enarkitektur-fortælling er et spørgsmål Entropia undlader at svare på.

Dette kan både ses som et frirum for betragteren, men kansamtidigt også opleves som en mangel i forhold til Tobias Wensien Dinesen ogThorbjørn Hansens samt Dansk arkitektur Centers overvejelser vedrørendeudstillingen.

Derfor ender Entropia som et blandingsprodukt; som enpersonlig kommentar på det smukke i fejlen, i brugen og forfaldet; som enreportage om København; som en udstilling; som en reklame.

 

Realismen som vejviser
Entropia ender således som en interessant byvandring gennemden Københavnske arkitektur; Henover Rådpladsen, gennem fabriksområder og forbirenoveringsarbejde.

Med realismen som vejviser finder man som betragter frem tilet andet billede af byen og dens bygninger, end det vi normalt kender. Etbillede af en by i sammenspil, foreviget i en udstilling på kanten mellemkunst, reklame, reportage og fortælling.