Billedkunstens faglighed vil blive svækket ved en sammenlægning af kunstuddannelserne

Fakultetet på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler svarer på rapporten ”De kunstneriske uddannelser. Forslag til en fremtidig organisering”.

Kunsthal Charlottenborg. Pressefoto

Fakultetet på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler svarer på rapporten ”De kunstneriske uddannelser. Forslag til en fremtidig organisering”.

Fakultetet på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler svarer på rapporten ‘De Kunstneriske Uddannelser – Forslag til en fremtidig organisering’.

Efter grundig gennemlæsning af rapporten kan vi konstatere, at hverken dens analyse eller anbefalinger forekommer at være baseret på basal faglig indsigt i det billedkunstneriske felt. Desuden lider rapporten efter vores opfattelse under alvorlige metodiske problemer. Derfor vil det ikke blot være fagligt set stærkt uhensigtsmæssigt at følge dens anbefalinger, men også kulturpolitisk uansvarligt.

To af rapportens gennemgående argumenter er dog selvindlysende: De kunstneriske uddannelser er pressede af faldende bevillinger og stigende administrative byrder. Listen over “omprioriteringer” på grund af de faldende bevillinger tæller alene på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler siden 2011:

Nedlæggelsen af fire professorskoler (fra de oprindelige otte skoler), nedlæggelsen af tre faglaboratorier med fire tilknyttede lektorater (plast-, metal- og IT-laboratoriet) samt nedlæggelsen af et billedhuggerlektorat. I samme periode har vi realiseret en gennemgribende omstrukturering af Billedkunstskolerne, hvor vi har implementeret BFA- og MFA-programmer i forbindelse med den omfattende akkrediteringsproces samt sammenlægningen med Kunsthal Charlottenborg.

Det påpeges i rapporten, at de fortsatte nedskæringer samt stigende administrative byrder udgør en uholdbar situation for kunstuddannelserne fremadrettet. Denne beskrivelse kan vi altså fuldt ud nikke genkendende til. Desværre fejler resten af rapporten helt grundlæggende i at give et retvisende billede af billedkunstfagets styrker og udfordringer, hvad angår uddannelse såvel som professionel praksis.

Den mest uhensigtsmæssige anbefaling i rapporten er uden tvivl forslaget om, at faglige opgaver og målsætninger skal varetages på såkaldt ‘sektor niveau’. De studerende på Billedkunstskolerne arbejder allerede henover faggrænser i alle retninger, hvad blot afspejler billedkunstens iboende tværfaglighed og ekspansive natur. Fra kogekunst og byrumsudvikling til filosofi og biokemi; billedkunstnere samarbejder allerede bredt ud i alle grene af vores omverden og samfund. Der er således intet i det billedkunstneriske fag, der binder os naturligt sammen med et eller flere fag frem for nogen andre. Fra et kunstfagligt synspunkt er dette ‘sektor niveau’ derfor en faglig absurditet. Det Kongelige Danske Kunstakademi har desuden allerede indfriet mange af de i rapporten efterlyste målsætninger omkring vidensopbygning, internationalisering og outreach. Det forekommer derfor meningsløst at skulle være del af en fælles strategi og i særdeleshed, når man påtænker, at de forskellige fagområder har vidt forskellige behov og løsninger i forhold til de nævnte opgaver.

Det er ikke kun vores frygt, men også vores klare overbevisning, at billedkunstens faglighed vil blive markant svækket ved en sammenlægning af kunstuddannelserne. En sammenlægning vil nødvendigvis medføre dysfunktionelle faglige og administrative processer al den stund, at rapportens anbefalinger baserer sig på en manglende grundforståelse for flere af de fagområder, som den ønsker at udvikle strategi for. Rapporten synes i det hele taget at gøre ét fagområdes behovshorisont (musikskolernes) gældende for alle de andre fagområders behovshorisont.

Vi opfordrer derfor Kulturministeriet og vores politikere til at bevare Det Kongelige Danske Kunstakademi som en selvstændig institution. Vi ønsker at fortsætte vores fagligt engagerede arbejde med at udvikle og skærpe den billedkunstneriske uddannelse. Vi ønsker ikke at deltage i et ‘sammenlægningseksperiment’ baseret på en stærkt dubiøs rapport præget af alvorlige metodiske fejl og mangler. Vi appellerer stærkt til, at man i denne proces er lydhør overfor de berørte fagområders kritik. For det er jo konstruktivt ment. Alle ønsker vi kun det bedste for kunsten og kulturlivet. Desværre er rapportens anbefaling det værste.

Dog må rapporten roses for klart og tydeligt at pege på de faldende bevillinger og de stigende administrative byrder som sagens egentlige kerne. Vi ser nu frem til en ny konstruktiv dialog om en fagligt bæredygtig løsning på problemet.

Fakultetet på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler

Fakta

Debatindlægget er udtryk for skribenternes personlige holdninger og dagsordener.