Bjørnskov maler historier

Historiefortællerske er nok den mest rammende mærkat, jeg kan sætte på Linda Bjørnskov.

Råt for usødet formidler Bjørnskov små og store historier om hyggelige ferieminder og mere alvorlige implikationer af turisme og globalisering på Galerie Moderne i Silkeborg.

Ellers er hun befriende svær at putte i kasser, både hvad angår stil og indhold.

Udenom maleriets dødvægt
Bare det at udtrykke sig inden for mediet ‘maleri’ kan være en besværlig sag, fordi der nemt medfølger en gumpetunge ballast af kunsthistoriske referencer.

Det er næsten umuligt at lave noget, som ikke ligner noget, der er lavet før.

Men det undgår Bjørnskov på behændig vis med en uhøjtidelig, nærmest tilfældig – og meget postmoderne – shoppen rundt mellem stilarter og udtryk.

Gennemført laissez-faire-stil
Nogle gange maler hun sådan lidt naivistisk, måske med en grøn konturstreg. Nogle gange laver hun næsten illusionistiske gengivelser, nogle gange maler hun i sort/hvid, nogle gange klatter det, nogle gange er der lidt syninger.

Mennesker er der mange af, men de er malet på 117 måder.

Bjørnskovs stil er så laissez-faire-agtig, at den ikke tager fokus fra fortællingerne, men mere virker som en umiddelbar og ubesmittet formidling af dem.

Brudstykkerne samler sig til fortællinger
Så selvom værkerne ikke er pæne, så er de tiltrækkende, fordi de er narrative.

Billederne ligner kollager sammensat af brudstykker – og inde i mit hoved begynder brudstykkerne at samle sig til feriehistorier.

Det virker meget autentisk i forhold til, hvordan man selv husker en rejse – helheden koges ind til forskellige øjebliksindtryk, oplevelser og fotografier.

Denne gang handler historierne om rejser og ferier, hvor Bjørnskov tidligere har beskæftiget sig med temaer som vold og OL-politik. Også på indholdssiden er hun svær at klassificere, men der er altid en aktuel og samfundskritisk vinkel.

Små og store feriehistorier
I værket Nothing but air er billedets venstre side domineret af forskellige – men alle sammen stereotype – billeder af sorte børn. En silhouet, en konturstreg og en næsten illusionistisk gengivelse af noget, der ligner et fotografi af halvnøgne børn.

I højre side ses en kvinde, ligeledes gengivet på tre vidt forskellige måder. I mørk ekstatisk dans, trist og rødøjet af skuffelse og grøn, glad, vild og fri.

Fragmenterne samler sig til den eksotiske backpackertur, fest og dans natten lang, småforelskelser i solen. Om dagen ture ud i det øde opland – ud at se den ægte kultur med spejlreflekskameraet om halsen. Fotoalbummet med de fantastiske fotografier af beskidte halvnøgne børn dokumenterer mødet.

Det er fedt at blive mindet om – og samtidig er der også skræmmende aspekter i genkendelsen.

Turismens bagsider
Flere af billederne minder mig om, at turisme er en oplevelsesindustri. Det hele bliver for overfladisk til at være et ægte møde med andre kulturer.

Og så begynder den gamle orientalisme-problematik at trænge sig på.

Tidligere kom den ædle hvide farende for at kolonisere og opdrage den vilde fremmede. I dag kommer backpackerne/turisterne farende. Alle efterspørger og forventer den samme stereotype eksotiske oplevelse – og det er så, hvad de får.

Billedfladernes skarpe farveopdelinger, det kollage-lignende udtryk, de forskellige malemåder og postkortmotiverne understreger det paradoksale og fragmenterede i rejseoplevelserne.

Form og indhold smelter sammen
På den måde får Linda Bjørnskov stil og indhold til at spille rigtig fint sammen, og det gør Fragmentary summer til en udstilling med et velkommunikeret og vedkommende tema.