Blindhed og uvidenhed

Hvad ved vi, os med syn, egentlig om det at være blind? Det spørgsmål stiller Kristina Steinbock i udstillingen Deconstruction of Already Existing Knowledge of Blindness, der løber frem til den 24. juni på Galleri Image. Og det er en udstilling, der virkelig er værd at opleve. For mange vil nok, når de går derfra, tænke, at de i virkeligheden ikke vidste ret meget.

Blindhed har mange årsager. Den kan være midlertidig eller for altid. Medfødt eller komme til senere i livet. Blindhed opstår, når en del af øjet, synsnerven eller den del af hjernen, der administrerer synet, tager skade, og der er rigtig mange forskellige grunde til, at mennesker bliver blinde. For nogle er verden helt sort. Andre registrerer nuancer af lys. Definitionen af blindhed er tab af syn.

Noget af det, der er så fint ved Kristina Steinbocks udstilling Deconstruction of Already Existing Knowledge of Blindness, der løber frem til den 24. juni på Galleri Image, er, at den virkelig appellerer til mange forskellige sanser. De fire værker har hun fremstillet specielt til udstillingen og både syn-, høre- og følesansen kommer i spil. Flere er værkerne er rigtig gode, men mest fascineret er jeg af Blind Idioms – et værk, der består af 63 dominobrikker i birketræ med punktskrift på den ene halvdel og et bogstav på den anden. De er del af en performance, hvor musikeren Søren Høg sidder i stilhed ved et bord og laver sætninger af brikkerne. På bordet i dag står der skrevet:

”There is none so blind than those who will not see.”

Forbindelser til det skjulte
Der er noget helt simpelt og interessant ved det her værk. Birketræsbrikkerne indbyder til leg, og her må man gerne røre og lege med. Og punktskriften tillader – i hvert fald for den seende – et øjeblik at forbinde de to verdener, punkterne i blindskriften og bogstavet i alfabetet. Men samtidig åbner de også op for en langt større kontekst og peger på de mange skjulte opfattelser og fordomme, der knytter sig til blindhed:

“If the blind guide the blind both will fall into a pit.”

“Darkness is ignorance light is knowledge.”

”In the country of the blind the one eyed man is king.”

Sætningerne skifter i løbet af udstillingsperioden og viser netop, hvordan ordsprog og bibelske udsagn knytter blindhed til uvidenhed, dumhed og mangelfuldhed. Og hvor langt tilbage i historien vi skal for at dekonstruere de fortællinger om blindhed, der er vores kulturelle kontekst.

Kunstantropologen
Kristina Steinbocks metode er den kunstantropologiske, hvor hun som en feltmedarbejder indsamler viden om det miljø og de mennesker, hun ønsker at portrættere. Det er afgørende for Steinbock at samarbejde med mennesker, der kommer fra den verden, hun ønsker at undersøge. Og når hun sætter sin scene, er deres professionalisme den, at de har en livslang erfaring med den rolle, de er castet til.

Steinbocks værker udspiller sig ofte i et område mellem individ og kategori og mellem fakta og fiktion. Og det er også her, hun sætter scenen, når hun undersøger et begreb som identitet i Deconstruction of Already Existing Knowledge of Blindness – spørgsmålet om hvordan man bliver til den, man er. Hun bringer sit antropologiske råmateriale i spil, men opløser samtidig grænserne. Det hele kompliceres, når blinde mennesker spiller rollen som blinde mennesker. For det, vi normalt opfatter som den sande menneskelige identitet, opløses – og spørgsmålet bliver så hvem vi er, når vi iscenesætter os selv som rolle.

Søvnens mørke
Bagerst i lokalet spiller videoværket The Space Before Sleep (16 min.), hvor tre mennesker viser eller fortæller os, hvordan de oplever at være i verden med deres blindhed. I lange filmsekvenser dvæler Steinbeck ved deres individuelle erfaringer, og de bliver derved stemmer, der på en og samme tid udfordrer kategoriseringen og taler på vegne af dem, der kategoriseres.

En kvinde fortæller, at blindhed, når den beskrives som et handikap, livet igennem har fået hende til at føle sig som et menneske, der altid har manglet noget. En, der aldrig har været et helt menneske.

Men gennem tre temaer – blindhed og moderskab, blindhed og religion og blindhed og seksualitet – lærer vi, at det at være blind er langt mere end at have en handikappet krop med en mangel: Det er at have en krop, der oplever, føler, hører og mærker. Ikke som alle os med syn, men i en anderledes men lige så virkelig sensorisk kropserfaring.

Alle er inviteret med
Men det er på mange områder vidt forskellige måder, den seende og den blinde er i verden. Med både sine øjne. Og med kroppen.

I The Space Before Sleep lærer vi, at seksualiteten ofte optræder senere i livet for blinde, da det er sværere at aflæse kropssprog, flirt og ansigtsudtryk, når synet ikke er din primære sans; at når blinde får børn, lærer mor og barn hinanden at kende gennem særlige teknikker baseret på hørelse og berøring; at blinde ofte er udfordret i forhold til deres søvn. Søvnmønstre bliver nemlig reguleret af lys, og når blinde mennesker ikke er i stand til at opfatte solens tilstedeværelse, når den står op eller går ned, producerer de ikke nok af de hormoner, kroppen bruger til at regulere, hvornår den skal sove, og hvornår den ikke skal.

Det kunne have været en arrogant udstilling, Steinbock havde lavet. Med repræsentationer af den blinde, som os med syn, kunne se på. Men hun har bevidst arbejdet med en formidling, der inviterer alle med. Udstillingskataloget er oversat til blindskrift og særlige omvisninger arrangeres, hvor Steinbock selv optræder som den visuelle oversætter. Hun er sig stærkt bevidst, at hun arbejder med et visuelt æstetisk perspektiv, samtidig med at hun beskæftiger sig med dem, som ikke kan se hendes værker. Flere af værkerne må man røre, og Home Sweet Home er et audioværk (18 min.), hvor fire blinde mennesker beskriver deres hjem og fortæller om de valg, de har foretaget i indretningen. Her er det interessant, at alle fire på forskellige måder forholder sig tematisk til deres blindhed i indretningen. Søren har bevidst fået sat knagerne op i gangen i forskellige højder, så det ser ud som om, han selv har gjort det. Netop for at signalere, at her behøver man ikke være perfekt. En kvinde har religiøse motiver hængende på væggen, som en af hendes venner med syn har foræret hende, men hun kan ikke selv huske, hvad de forestiller.

Da jeg forlader udstillingen kan jeg mærke, at den har rykket noget. Ved min forestilling om blindhed. Sympatien er erstattet af forståelse og empati.