Camilla Berner og Joakim Eskildsen modtager legater

4. december 2015

Fotografen Joakim Eskildsen og billedkunstneren Camilla Berner modtager begge legater fra Marie og Victor Haagen Müllers Fond.

Joakim Eskildsen modtager legat for sine fotografier der udtrykker håb. Pressefoto

Fotografen Joakim Eskildsen og billedkunstneren Camilla Berner modtager begge legater fra Marie og Victor Haagen Müllers Fond.

Marie og Victor Haagen-Müllers Fond har i år valg at tildele legater til fotograf Joakim Eskildsen og billedkunstner Camilla Berner.

Marie og Victor Haagen-Müllers Fond udtaler, at Camilla Berner modtager legatet på grund af “en kunstpraksis som hun har gjort helt sin egen – en praksis der har betydet mange lange arbejdsdage med hakke, skovl, nysgerrighed og knofedt. Møjsommelig indkredsen og nedskrivning, artsbestemmelse og forklaring og samtaler med forbipasserende. Med frustrationer over kulturens magt over naturen og stor stor glæde over samme naturs ukuelighed – bl.a en voldsom ydmyghed overfor den seje lille gule mælkebøtte”.

Fonden siger endvidere om Camilla Berner:
“Med sin tværfaglige baggrund med studier fra både Chelsea College of Art and Design, Kunstakademiets Arkitektskoles og LIFE’s (tidl. Landbohøjskolen) landskabsarkitekt linjer, har (hun) skabt sin helt særlige retning, hvor hun problematiserer magtforholdet mellem kultur og natur og interesserer sig for det konfliktfyldte forhold mellem uregerligt liv og menneskets behov for struktur og regulering”.

Håbet – og troen på en bedre verden
Om valget af Joakim Eskildsen hedder det:

“Joakim Eskildsen er blevet kaldt “Håbets fotograf”. Han udtaler selv, at han forsøger at samle fotografier af en verden, han kan tro på, og som giver ham håb og øjeblikke af magi.
Fotografiet kan defineres som en fastfrysning af svundne øjeblikke, men for Joakim Eskildsen handler det ikke om en tabt verden, men om en mulig verden. Han har udtalt, at han fotograferer mennesker han beundrer, som han er interesseret i. Det er vigtigt for ham at se menneskene eller landskaberne uden en bestemt dagsorden. Joakim Eskildsen formulerer det sådan: “For mig er det vigtigt at tro: på en bedre verden, på menneskeheden, og på at der er en mening med det hele. Der er så mange problemer i verden – krige, sygdom, fattigdom og forurening – at det kræver disciplin at være optimist”.

Derudover fremhæver fonden Joakims Eskildsens udstilling En verden jeg kan tro på:

“(Udstillingen) er en sjælden mulighed for at komme helt ind bag de enestående fotografier – få mulighed for at se skitsearbejdet, de små håndlavede bøger, tilblivelsesprocessen. I første øjeblik fanges man ind af Joakim Eskildsens tekniske perfektionisme. Men få øjeblikke efter fanges man for alvor ind af hans enestående humanistiske skildringer af mennesker i verden. Vi møder dem ansigt til ansigt i deres huse, landskaber, byrum – møder dem i et øjeblik af stille intensitet og med et lys der gennemstrømmer, og når helt ind i hjertet. Det er billeder der formår at overføre det han taler om: håbet – og hans tro på en bedre verden”.

Fakta

Om Joakim Eskildsen: Joakim Eskildsen er født i 1971. Han er uddannet hos Rigmor Mydtskov og ved University of Art and Design (nu Aalto University) i Helsinki. I øjeblikket kan udstillingen: ´En verden jeg kan tro på´ med undertitlen Joakim Eskildsen. Fotografi, bog, proces´ ses på Det Nationale Fotomuseum, Det Kongelige Bibliotek. Søren Kierkegaards Plads 1. 1016. København K, hvor den vises frem til den 30. januar 2016. Om Camilla Berner: Camilla Berner er født i Faaborg Født 1972. Hun er uddannet fra Chelsea College of Art and Design, London (1995-98). Supplerende er hun også uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademis Arkitektskole og Landbohøjskolen som landskabsarkitekt. Til dagligt bor og arbejder hun i København.