Camilla Berner vil lade os se stjernerne fra en mælkebøttes pollen

Når shelteret står færdigt, bliver det muligt at kravle ind i pollenkornet, tage ophold mellem dets organiske former og kigge op mod stjernerne gennem åbninger i taget. Men PollenLy handler ikke kun om at skabe et sted, man kan overnatte. Det er også et forsøg på at flytte vores blik – fra det store landskab til de små detaljer, der allerede findes midt i det.

"PollenLy er et kunstværk udformet som et pollenkorn. Det er forstørret op i en skala, hvor man pludselig kan træde ind i det. Der er tale om en helt vild vridning af noget, der normalt bare er støv, til noget, der bliver over fire meter højt," fortæller Camilla Berner.

Det er netop den forskydning, hun er optaget af. Ikke forstørrelsen i sig selv, men muligheden for at komme tættere på en verden, de færreste lægger mærke til.

I mange år har Camilla Berner arbejdet med det, to amerikanske botanister, Wandersee & Schussler, kalder planteblindhed. Det dækker over en ret almindelig kognitiv bias, der gør at vi ikke registrere planter i det omfang de rent faktisk eksisterer.

"Jeg blev optaget af, hvorfor vi egentlig ved så lidt om planter. Hvorfor er de blevet sekundære i vores opmærksomhed? En af grundene skal faktisk findes i at vi evolutionært har været nødt til at holde øje med dyr og mennesker, fordi de kunne udgøre en fare. Planterne stod bare stille," siger hun.

For hende handler kunsten om at rette opmærksomheden mod det, vi let kommer til at overse.

Interessen for planterne har fulgt Camilla Berner gennem en stor del af hendes kunstneriske praksis. Hun arbejder med en situeret praksis (forbundet med de specifikke sociale, kulturelle og fysiske omgivelser, red.) og undersøger, hvordan planter, landskaber og mennesker påvirker hinanden.

Senest i drivhusudstillingen You Are Yourself a Sequoia på Ordrupgaard, hvor et nyt værk tager afsæt i et udgået kæmpesequoiatræ fra hendes barndomshave. Værket kredser om den på en gang sårbare og uskyldige, og samtidige brutale og destruktive historik Berner deler med arten og på den måde tilbyder værket et generelt blik på vores forbundethed med planter.

"Jeg er vokset op på landet i en familie, som levede af skov. Jeg har haft planter i mit liv hele mit liv. Men der gik nogle år i min kunstneriske praksis, før jeg forstod, hvor stor en livskraft det havde på mig," fortæller hun.

Det var også her, mælkebøtten for alvor fandt vej ind i hendes praksis. Ikke som et romantisk natursymbol, men som en plante, der insisterer på at vokse på sine egne præmisser.

"For mig var det dens måde at vokse på. Og så det, at den provokerer os så voldsomt. Det er jo en fuldstændig fantastisk smuk blomst, kraftfuld i sin farve og alt ved planten er faktisk anvendeligt, og alligevel er den en plante, mange helst vil af med,” forklarer hun og fortsætter:

“I mine tidlige år brugte jeg nogle år på at tematisere mælkebøtten som en måde at tale om frirum og anarki. Planten, der ikke indordner sig under den måde, vi gerne vil ordne, styre og kontrollere naturen på. Mælkebøtten går konsekvent på tværs," siger hun.

Netop mælkebøtten blev også udgangspunktet for PollenLy. Ikke kun fordi dens pollen er det meget iøjnefaldende, men fordi stort set alle kender blomsten.

"Alle ved, hvad en mælkebøtte er. Men næsten ingen ved, hvordan dens pollen ser ud. Det synes jeg er en spændende forskydning af vores virkelighedsforståelse – at der findes en hel fremmede formverden inde i noget, vi tror, vi kender," forklarer Berner.

Pollenkornet bliver til et opholdsrum. Et sted, hvor man kan træde ind i en form, der normalt kun kan ses gennem et mikroskop.

"Det bliver faktisk muligt at tage ud i Kildedal og sove i en pollen."

Projektet har været flere år undervejs. Undervejs har Berner undersøgt forskellige materialer og måder at kunne omsætte pollenkornets mikroskopiske form 1:1 til et shelter, før værket fandt sit nuværende materiale. Den vil blive 3D printet i genanvendt træ, for netop at kunne fremstå præcis som den ser ud, set gennem et mikroskop.

PollenLy udspringer af Camilla Berners arbejde bl.a. i Kildedal, hvor hun sammen med skolebørn har undersøgt områdets planter og udviklet planteportrætter.

Når man skal søge at tilegne sig viden, hvilke planter der gror et pågældende sted, fortæller det os meget mere end blot noget om arterne. Det fortæller også noget om stedets jordbundsforhold og klimaet.

“Inde i alle disse planter er der pollen. Det vil være disse pollen, der som små mikrofossiler om 10.000 år vil kunne fortælle fremtiden, hvad der groede præcis der. Ligesom vi ville kunne gå 10.000 år tilbage og finde ud af hvad der voksede i fortiden. Med kendskab til arterne og deres navne opstår en langt større detaljeringsgrad, end man tror."

For Camilla Berner begynder relationen til naturen med noget så enkelt som at kende et navn.

"Når jeg møder en skoleklasse, er de først bare 5.B. Men når de fortæller mig deres navne, bliver de individer. Det er præcis det samme med planterne. En græsplæne er bare en græsplæne, indtil man opdager rødsvingel, kløver, ærenpris eller mælkebøtte," siger hun.

Det blev også et af de spørgsmål, PollenLy voksede ud af: "Hvordan tager vi ophold i landskabet? Hvordan danner man relationer på tværs af arter?"

Når de fleste tænker på pollen, tænker de på løbende næser og røde øjne. Den fortælling vil Berner gerne vende på hovedet.

"Hvis du googler pollen, handler de første svar om pollenallergi. Ikke om, at pollen faktisk er forudsætningen for, at planter kan formere sig. Det er en af naturens mest grundlæggende processer," siger hun.

I PollenLy bliver pollen ikke noget, man skal undgå: "Idéen er, at pollen omslutter dig. Ikke som noget generende, men som noget, du faktisk træder ind i."

For Camilla Berner blev arbejdet i Kildedal også et spørgsmål om, hvordan vi tager ophold i et landskab. Hun tror ikke, at kunsten kan standse udviklingen. Men den kan være med til at påvirke den måde, vi møder et sted på.

"Jeg har ikke en naiv idé om, at jeg kan forhindre, at vi bygger i det åbne land. Men kunsten kan være med til at påvirke måden, vi gør det på."

"Hvad er det egentlig for et land, vi rent faktisk kun låner, mens vi er her? Det tilhører jo også andre arter," slutter Camilla Berner.