Carpe diem i Frihavnen

FAURSCHOU FOUNDATION har suppleret den københavnske kunstscene med et kommercielt niveau, som de færreste danske institutioner kan følge med til. Det er her vi præsenteres for en gruppeudstilling med kunstnere fra den absolutte internationale top, og har man været omkring de sidste par års store biennaler, festivaler og udstillinger, så møder man de samme kunstnere hér – på Klubiensvej i Frihavnen!

Man ville da være et utaknemmeligt kunstskarn, hvis man ikke blot bifaldte, at man årligt kunne tage forbi FAURSCHOU og betragte et udvalgt koncentrat fra den store kunstverden.

Den aktuelle gruppeudstilling Every Day Matters præsenterer kunstnere fra kunstverdenens aktuelle tinder, men også kunstneriske praksisser, der rummer en både politisk og æstetisk dimension.

Og jo, langt hen ad vejen bør vi være taknemmelige.

En daglig søgen
Det er nutidig kunst, der søger betydningen med livet, hverdagen, tilværelsen, eksistensen og undersøger, hvad det egentlig vil sige at møde grænsen for vor daglige eksistens.

Udstillingens mål er at forbinde politisk incitament i kunsten med æstetikkens sanselige kvaliteter. Titlen Every Day Matters peger i Deres anmelders øjne dog ikke på samfundsmæssige, politiske forhold, men snarere den helt personlige og daglige søgen efter meningen med livet.

I udstillingen bliver den menneskelige søgen og kamp for hver eneste dag formuleret i tematikker som tid, globalisering, erindring, savn og forgængelighed og formuleret parallelt i alt fra couscous, badesæbe, sæbebobler, kamphunde, bildæk, dagligdagsrutiner, og barndomsminder.

En meget ufarlig minimalistisk gestus af Damián Ortega eller Gabriel Orozco sidestilles gnidningsløst med massakre, klimakrise, krigstraumer og indædt kamp for frihed i fx Emily Jacirs dybt personlige email-korrespondancer med sit internationale og lokale netværk i forbindelse med Israel-Palæstina konflikten.

Denne lidt ublu sidestilling af ‘hverdagskampe’ kan virke uheldigt forfladigende.

Rum og realitet
Derudover har FAURSCHOU FOUNDATION for deres anmelder desværre en utvetydig kommerciel profil at den kritiske undersøgelse og repræsentation af dybt problematiske vilkår i hårdt prøvede og korrumperede samfund får en forstyrrende efterklang af high society og champagneflasker. ‘Hverdagen’ for FAURSCHOU FOUNDATION, der heller ikke nedtoner de kapitale kapaciteter, er simpelthen umulig at holde på afstand. Måske er der en reel og ret interessant grund til at samtidskunst ofte præsenteres i nedlagt industri og upolerede rammer.

For eksempel, ville flere værker og heriblandt indiske Shilpa Guptas sæbe-skulptur med det indprintede ord ‘THREAT’ få en helt anden kritisk associationsrække om reelle ‘trusler’ i en mindre konform ramme.

Hjemme under bruseren (man må tage en sæbe med sig hjem) fungerer værket dog langt bedre som påmindelse om hverdagstrusler, der eksisterer i et parallelt nu, et andet sted, i en anden virkelighed. Og jo mere vi sæber os ind, jo hurtigere forsvinder ‘truslen’.

En erkendelse, der er meget fint forbundet med kunstnerens andet værk: WheredoIendandyoubegin?, der er frækt installeret i det offentlige rum ud for Nordhavn Station.

Nærkontakt!
Udstillingens mest virkningsfulde værker udspringer fra en europæisk eksistens og sammenhæng leveret af dansk-tyske Christian Lemmerz og Omer Fast (ISR), der er bosiddende i Berlin.

I en lille mellemgang, på vej fra det ene værk til det næste, støder man pludseligt ind i en lille montre med en bronzeskulptur fra i år med titlen Utøya:

En sirligt pakket sovepose i sit etui.

Argh! er responsen i mellemgulvet, og man står stille for en stund konfronteret af rendyrket ondskab i direkte konfrontation med barndommens glæde og håb på vej på sommerlejr.

Vigtigt værk, og virkelig stærk eksekvering og installering! No comments!

Kritisk æstetik
Omer Fast er landet i Frihavnen med sit højlydt hyldede værk fra sommerens dOCUMENTA (13): Continuity (2012). Et ny-surrealistisk videoværk, der dykker ned i de mentale og grænsepsykotiske mekanismer, der kæmper for at skabe mening i et tysk ægtepars dagligdag, efter de har mistet deres søn ‘Daniel’ i Afghanistan-krigen. En klam, desperat, men også hudløs og smuk fortælling, der langsomt stykkes sammen.

Efter daglige forsøg med lejede drenge, der alle ender i en sort sæk i BMW’ens bagagerum, når fortællingen sit dramatiske højdepunkt, da en kamel pludselig spærrer vejen, som en anden mental blokering og dernæst fører parret ind i skoven. Her møder de et tableau vivant, et levendegjort ørken-scenarium, med døde tyske soldater (efter alt at dømme sønnens endeligt) og en ‘lokal afghaner’ i færd med at samle våbnene sammen, for dernæst – i kraft af loopet – blot at fortsætte deres daglige desperate kamp for meningen med livet.

Det er eksemplarisk videokunst – nok det bedste videoværk fra 2012, der på fineste vis og lig Lemmerz balancerer kunstens og samtidskritikkens sprogbrug. En udfordrende dobbelthed som udstillingen som helhed savner.

Når det er sagt, så har FAURSCHOU FOUNDATION med denne udstilling understreget sin position, som en potent og flot ramme for virkelig markante internationale kunstudstillinger.