CHART som internationalt trækplaster

CHART ART FAIR fejrer fem års jubilæum i år, mens København står i kunstens tegn under Cph Art Week. Og hvad er så status for messen, hvis dannelse skabte debat tilbage i 2012? Ifølge direktøren, galleristen og kunsthalslederen har den sat København på det internationale kunstkort.

Det er et lille jubilæum, den københavnske kunstmesse CHART fejrer i år. For fem år siden var der røre i andedammen, da fem gallerier, Galleri Susanne Ottesen, Galleri Bo Bjerggaard, Andersen’s Contemporary, V1 Gallery og David Risley Gallery, skilte sig ud fra nu hedengangne Art Copenhagen – sådan var der i hvert fald nogle, der opfattede det – og skabte en spritny kunstmesse for de ‘mest prominente, nordiske gallerier’, som CHART selv formulerer det.

Her på siden stillede Matthias Hvass Borello dengang for fem år siden spørgsmål til tiltaget og anfægtede blandt andet, at “når de internationalt profilerede gallerier udfordrer og fravælger Art Copenhagen, trues det dynamiske møde mellem de spirende talenter og toppen af feltet.”
Læs klummen her

Omvendt påpegede Susanne Ottesen i et interview på kunsten.nu, at det ikke handlede om at ødelægge noget, men om lysten til at definere og skabe noget nyt.
Læs interview med Susanne Ottesen her

Sidenhen er CHART så rullet ud fire gange. Og messen har sit særkende. Ikke alene foregår den i en kunsthal, Kunsthal Charlottenborg, men også sideprogrammet CHART SOCIAL med talks, performances, ekstraudstillinger, design og arkitektur mm. er efterhånden ret omfattende. Men hvad er status, ifølge nogle af de involverede, nu, hvor jubilæumsudgaven af messen er på trapperne?

“Vi synes, vi på mange måder har opfyldt den ambition, vi har haft fra starten,” lyder det fra messedirektør Simon Friese. “Nemlig at skabe en messedestination, som den internationale kunstverden vil rejse efter – ikke fordi det er den største messe, men fordi den er anderledes. Den er lille, den er intim, den er mere en udstilling end en traditionel messe, og man oplever gallerister, der har skuldrene nede, arbejder sammen om at skabe noget og ikke er bange for at dele kunder og oplevelser.”

Friese peger på, at der ikke nogen aktør i Danmark, der alene er i stand til at tiltrække et stort internationalt publikum, men hvis man etablerer et samarbejde mellem 30 gallerier, institutioner, fonde og andre samarbejdspartnere, så bliver man pludselig interessant. Ikke mindst sidste år var ifølge direktøren for alvor skelsættende med et stort opbud af international presse, kuratorer og samlere.

Det er ikke nogen hemmelighed, at det skabte debat, da CHART annoncerede sig selv for fem år siden, hvor den nye messe blev anklaget for at splitte den danske galleriscene. Hvordan ser du på det i dag?

“Det er rigtig, der var debat, men der er flere sider af den sag. CHART blev skabt, fordi man oplevede, at når man talte med folk udenfor landets grænser, så var holdningen, at der var for langt mellem kvaliteten i det, man så. Derfor følte man, at man var nødt til at gøre noget anderledes, der havde fokus på kvalitet.

Men i dag, fem år efter, kan man se, at der er opstået gode initiativer i slipstrømmen. Der er eksempelvis ingen tvivl om, at Code er opstået som følge af, at CHART manifesterede sig, og det ser vi på med positive øjne. Jo mere, der sker, jo bedre, og jo flere folk byen kan være i stand til at trække til sig, jo bedre. Også Cph Art Week spiller positivt ind i den sammenhæng.”

Kan man forestille sig et tættere samarbejde med Code i fremtiden?

“Jeg synes, at begge messer har gang i nogle gode ting og er ved at etablere hver deres særegne profil i disse år. Jeg ser derfor positiv på fremtiden for de danske messer og hvad den kan bringe med sig af samarbejdsmuligheder.”

De gallerier, der deltager på CHART, vælges af de fem initiativtagende gallerier. Christian Andersen er en af dem, der har været med alle gange, og han ser messen som vigtig for galleriet, som har til huse i Nordvest i København.

“For fem år siden var det meget væsentligt for mig, at vi blev inviteret med. Der var måske nogle, der synes, det var lidt tidligt, men jeg havde virkelig arbejdet hårdt med det internationale og synes selvfølgelig, at det var berettiget,” siger Christian Andersen. “I dag er det ret vigtigt, at messen giver lejlighed til at møde det internationale netværk på hjemmebane i stedet for rundt omkring på messer i verden. Alene det at kunne vise dem mit fysiske galleri betyder meget.”

Han mener, at CHART har opnået en vis status: “Der har været et boom i antallet af messer, og man kan ikke være med til det hele. Der er selvfølgelig de messer, der er helt i toppen, og som alle til enhver tid vil til, såsom Art Basel eller FIAC, men blandt de lokale messer tror jeg, CHART står stærkt.”

Også Sanne Kofod, der er rektor for Kunstakademiet og øverste styrmand for Kunsthal Charlottenborg, er opmærksom på, at CHART fungerer som et trækplaster for et internationalt segment.

“Der skete noget sidste år, hvor jeg oplevede, at CHART rykkede sig videre fra de første tre år,” siger hun. “Jeg synes, det var bemærkelsesværdigt, at der var et ret stort internationalt publikum, både kunstprofessionelle, samlere osv, og det synes jeg selvfølgelig er godt for CHART – men også for dansk kunstliv. Det er et væsentligt bidrag, messen er kommet med, og som nu også underbygges med Code Art Fair og Cph Art Week. Der sker så meget i den periode, at København lige pludselig er en attraktiv by, og her trækker CHART et stort læs.

Nu kan man jo sige, at det er utraditionelt, at en kunstmesse har til huse på en kunsthal. Hvordan forholder du dig til det?

“Fra mit synspunkt giver det god mening. Charlottenborg giver jo messen en særlig ramme og et særkende, der kan være attraktivt for dem, der kommer udefra. Og man holder sig jo indenfor et kunstfagligt felt og niveau, idet CHART udstiller kunst, der sagtens kunne vises i anden sammenhæng på Charlottenborg.”

“Normalt arbejder kunsthallen jo ikke med køb og salg, men jeg har ingen betænkeligheder ved, at CHART lejer kunsthallen tre dage om året, og at vi samarbejder med en aktør, som må anerkendes på et fagligt plan – også selvom de så tjener penge på det. Tingene forandrer sig i det hele taget, og de offentlige og private økonomier smelter mere og mere sammen. De private penge i de offentlige kulturinstitutioner er mange og er nok kommet for at blive,” slutter Sanne Kofod.