Christian Vinds Asger Jorn

Christian Vind går i dialog med Asger Jorn i en samtidsaktuel udstilling

Vue over jernaflejringens abstraktion og glasmontre med leporello-bøger. Foto: Pernille Bøttcher.

Christian Vind går i dialog med Asger Jorn i en samtidsaktuel udstilling

Silkeborg i avantgardens tegn
Christian Vind (f. 1969) har til udstillingen udvalgt Jorns mere perifere produktioner, der fremstilles som skatte i fortidens fyrsters Wunderkamre. Udstillingen viser et udvalg af forskellige medier ved blandt andet collager og bøger, der afspejler Vinds store respekt for denne multikunstner i dansk kunst, og som samtidig taler deres tydelige sprog, som fædrene ophav til Vinds egen produktion og samling. Udstillingen trækker væsentlige tråde imellem de to kunstneres produktioner, og det bliver tydeligt og vedkommende, hvorfor Vind netop indsættes i denne kontekst.

Jorn og samtidskunsten
Vinds eget arbejde udfolder sig fra en stor bredde af medier og materialer som fotografi, collage, maleri, grafik og tegning, der rummer en tour de force af kunsthistoriske referencer, tilføjet en stor portion vid og humor. Denne tilgang til kunsten og bredden i medier er karakteristisk for dele af samtidskunsten, der også bevidst refererer til kunstnere som Jorn, der hermed har fået en revival. Det blev blandt andet illustreret på udstillingen Match Race på Nordjyllands Kunstmuseum i efteråret 2007.

Christian Vind, En tungebog, 2005-2007. Ca. 150 reproduktioner i AGFA fotoæske, 2,5 x 19,5 x 26,5cm. Foto: Pernille Bøttcher.
Christian Vind, En tungebog, 2005-2007. Ca. 150 reproduktioner i AGFA fotoæske, 2,5 x 19,5 x 26,5cm. Foto: Pernille Bøttcher.

Et sakralt rum
Udstillingens første rum besidder en mærkelig sakral stemning. Måske er det belysningen, glasmontren i midten, den buede døråbning og så de umiddelbart ens og monokrome værker, der hænger rundt på væggene, alle indrammede, på lige linie og i samme højde. Der er en stilhed og stram renhed, som jeg ikke umiddelbart havde forventet mig på en udstilling med Jorn og Vind. Jeg finder heller aldrig rigtig ud af, hvad det rum vil eller skal i forhold til resten af udstillingen.

Abstraktionen
Det næste rum er straks noget andet. Her forplanter Vinds karakteristiske mønster sig ud på rummets lange vægge, der peger tilbage til en jernaflejring på en sten, som kunstneren fandt nytårsaften i 2002.
Dette rum er mest af alt smukt ved den dekorative udsmykning, og installatoriske helhed ved mønsterets gennemførelse ned i de små leporello-bøger, der står i fem glasmontre i rummets midterakse. Leporello-bøgerne er en betegnelsen for en folde-ud-bog, som Vind også kombinerede med vægmaleriet på udstillingen Tryktanken på Galleri Tom Christoffersen tilbage i vinteren 2006.
Fra dette rum føres den besøgende ind til udstillingens virkelige guldgrube, hvor otte mindre rum huser et vidunderligt univers af Jorn og Vinds værker og deres personlige samlinger, som får lov at udfolde sig i en medrivende dialog under skiftende overskrifter.

Glasmontre med bøger fra Vinds samling, eksempel på titler: Vinds egen Smittekilde, Daniel Sporri, An Anecdoted Topography of Change, Martin Kippenbergers Psychobuildings og The Situationist Times, bind 5. Foto: Pernille Bøttcher.
Glasmontre med bøger fra Vinds samling, eksempel på titler: Vinds egen Smittekilde, Daniel Sporri, An Anecdoted Topography of Change, Martin Kippenbergers Psychobuildings og The Situationist Times, bind 5. Foto: Pernille Bøttcher.

Mobiltelefoni og ønskesedler
Udstillingen består af rigtig mange glasmontrer, bøger og mindre papirværker. Dette kunne medføre en overhængende fare for, at helheden bliver tung og tør, men det er langt fra tilfældet.
Som Jorn greb fat i sin samtids kunstsyn med sine såkaldte modifikationer og i det hele taget ved sin avantgardistiske dagsorden, griber Vind til vores samtids almene kulturelle fænomener. Det kan ses i udvalget af de ‘117 hvidpapirfeber boxsæt’, som eksempelvis i værket, jeg vil kalde ‘Alfabet Michaux’, hvor kunsten ud i mobiltelefoniens symboler af blinkende og vinkende tegn illustreres. Eller i værket R+B Ønskeseddel, hvor Vind ironiserer over den typiske, danske ønskeseddel til jul eller fødselsdag. Jeg tiljubler hans mange spidsfindige konkretiseringer og ironiseringer over samtidsdanskeren.

Christian Vind, ’Alfabet Michaux’, udvalg af 117 hvidpapirfeber boxsæt, 2007. Mixed media 10x15cm. Foto: Pernille Bøttcher.
Christian Vind, ’Alfabet Michaux’, udvalg af 117 hvidpapirfeber boxsæt, 2007. Mixed media 10x15cm. Foto: Pernille Bøttcher.
R+B Ønskeseddel, 2007. Pigmentprint på lærred, 80x100cm. Foto: Pernille Bøttcher.
R+B Ønskeseddel, 2007. Pigmentprint på lærred, 80x100cm. Foto: Pernille Bøttcher.

Vind og Jorn klæder hinanden og det er opløftende at se Silkeborg Kunstmuseum i selskab med en ung dansk samtidskunstner i en tid, hvor Jorn synes at blive betragtet med fornyet interesse.


Fakta

Udstilling

Tegn og underlige gerninger. En Silkeborgfortolkning.

9 feb 2008 25 maj 2008

Christian Vind, Asger Jorn

Silkeborg Kunstmuseum Se kort og tider

Fakta

Christian Vind (f.1969). Uddannet ved Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2003.
Asger Jorn (1914-1973)