Dagens kunstværk – Pernille Kapper Williams: ’Crying’ af Anne Collier

Dagens kunstværk er en serie på Kunsten.nu, hvor vi beder kunstnere og kunstfaglige om at fremhæve et kunstværk, der har gjort særligt indtryk. Billedkunstner Pernille Kapper Williams har valgt et forførende fotografi af Anne Collier.

At skulle vælge ét kunstværk, som har haft helt særlig betydning, synes ikke at være den letteste opgave, for der findes mange værker. For at kunne vælge et har jeg sat følgende præmisser op:

Værket skal være skabt af en kunstner, som jeg ikke har en personlig relation til
Værket skal være skabt indenfor sidste fem år
Værket skal være skabt af en kvinde
Og midt i denne her tid med Covid-19 skal værket desuden fungere godt virtuelt, som når det ses på mobilen.

Jeg blev helt stille, da jeg første gang så Anne Colliers ‘Crying’ fra 2017. Stille fordi præcis sådan reagerer jeg, når noget rører mig.

Værket er en del af serien ‘Women Crying’ fra 2016-2018. Vi ser på et sort/hvid stillfoto og kigger direkte ind i ansigtet på en kvinde med mørke forgrædte øjne. Der er zoomet helt ind i en yngre kvindes ansigt, som vi kun får lov at se knap halvdelen af. Et billede i ramme i et relativt stort format 221 x 128 cm – og her kan man sige at size matters. Hvem kvinden er og hvorfor hun græder, er der ingen information om.

Billederne af de grædende kvinder er fundne materialer, som Collier har hentet fra reklameannoncer og LP-covers fra 1960’erne til 1980’erne, der siden er analogt affotograferet, blevet beskåret og forstørret.

Tårer bliver til stiliserede dråber, der løber over huden, og hvis seksuelle konnotationer synes uundgåelige. Ligesom man finder det i andre af Colliers værker, så er tårer ikke længere antydninger af sorg eller lidelse, men signalerer i stedet et erotisk troskab mellem gråd og cumming.

Der er skruet helt op for lækkerheden af de smukke kvinder, hvis øjne forfører os, og det er noget, der sælger – ja også i samtidskunsten. Og så er det her en type værk, som kan opleves virtuelt, og uden at en masse går tabt, dog helt uden sammenligning, for forført bliver man uanset.

Collier dissekerer konventionerne og klichéerne, som findes i tidligere generationers visuelle kultur.
Jeg synes, det er meget raffineret, den måde Collier udforsker kompleksiteten af repræsentation og approprierer det fotografiske materiale.

Jeg håber at møde Anne Collier på et tidspunkt inden alt for længe. Og i øvrigt håber jeg for det danske publikum, at der er et museet herhjemme som booker Collier til en soloudstilling.