Danmarks internationale kunstmesse
Art Copenhagen i Forum har i år åbnet dørene til den internationale kunstscene
Art Copenhagen i Forum har i år åbnet dørene til den internationale kunstscene
info
Det hele begyndte som Dansk Galleri Sammenslutnings kunstmesse for 17 år siden, så blev det til Nordic Art Fair, der havde fokus på gallerier i norden, og nu er kunstmessen i Forum altså trådt ind i en ny æra som Danmarks internationale kunstmesse. Og hvis man ser på tilslutningen af gallerier, er satset tilsyneladende en succes.
Internationale deltagere
De 57 gallerier, der deltager på Art Copenhagen, er fordelt på 15 forskellige lande fra hele verden – også Danmark. Blandt de nye internationale gallerier er Untitled Artprojects fra Los Angeles, L’lassable fra Paris, Dborny Art Link fra Singapore, Victor Lope Arte fra Barcelona og Rache Ripken fra Berlin.
Ejeren af POLARRAUM fra Hamburg, Enno Wallis, er en af de internationale gallerister, der ser frem til at vise værker på en Art Copenhagen: “Jeg har besøgt Danmark siden jeg var tre år gammel, og efter en kulturel offensiv sidste år, hvor jeg besøgte ARoS, Louisiana og Statens Museum for Kunst, blev ønsket om at vise kunst i København født. Jeg glæder mig til at vise Justine Ottos unikke værker frem på årets kunstmesse,” slutter han.
ART START
Ud over den internationale orientering har messen med tiltaget ART START rettet fokus på den stigende interesse for at købe kunst – også blandt den brede befolkning. ART START er nemlig en samlet ophængning, hvortil alle de deltagende gallerier bidrager med et originalt kunstværk til en fast pris på 7.500 Kroner.
Francis og Cohen
Messen byder som vanligt på en række af talks og omvisninger, og så er Leonard Cohens soloudstilling på Gallery Poulsen rykket fra lokalerne i Kødbyen til messen i Forum. Et andet tilløbsstykke bliver nok Sam Francis’ solo, som Sct. Gertrud og Nørballe har arbejdet sammen om, her præsenteres nemlig messens dyreste værk til den nette sum af 3 millioner kroner /300.000 Euro.