Dansker vinder hovedprisen på Sculpture by the Sea i Australien

Den danske billedhugger Keld Moseholm har netop modtaget hovedprisen på Sculpture by the Sea i Bondi, Australien. Med prisen følger 60.000 AUS$ – godt 315.000 danske kroner.

Keld Moseholm: Mirroring 1995. Pressefoto.

Den danske billedhugger Keld Moseholm har netop modtaget hovedprisen på Sculpture by the Sea i Bondi, Australien. Med prisen følger 60.000 AUS$ – godt 315.000 danske kroner.

Danske Keld Moseholm udstiller for sjette gang på den store internationale skulpturudstilling Sculpture by the Sea Bondi i Australien, og den internationalt anerkendte billedhugger har denne gang fået så stor succes med sin skulptur Mirroring 1995, at han har modtaget udstillingens hovedpris.

Keld Moseholm, der også er udvalgt til at udstille på Sculpture by the Sea Aarhus 2011, udtaler til arrangørerne: “Jeg er meget overrasket, men selvfølgelig også meget beæret over at modtage hovedprisen her i Australien. Jeg føler mig meget privilegeret over, at være en del af udstillingen i Sydney og har et rigtig godt forhold til Australien, og jeg håber, at jeg med denne pris vil gøre det dansk-australske samarbejde endnu stærkere.”


Fakta

Præmiering

Sculpture by the Sea i Bondi, Australien

28 okt 2010 14 nov 2010

Keld Moseholm

Fakta

Keld Moseholm (f. 1936) er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi (1958-62) og Det Kongelige Danske Kunstakademi (1965-70).

Sculpture by the Sea, Bondi er verdens største udendørs skulpturudstilling og er åben fra den 28.oktober og indtil den 14. november 2010. Udstillingen afholdes på den fashionable Bondi Beach ved Sydney, Australien.

Næste sommer lægger Århusbugtens strande for anden gang sand, græs og skov til den eneste Sculpture by the Sea udenfor Australien, når den internationale skulpturudstilling Sculpture by the Sea, Aarhus åbner med 60 nye skulpturer af dygtige, anerkendte kunstnere fra Danmark og resten af verden.