Darren Almond og nulpunktet

”Work Work Work” lyder udsagnet meget passende på væggene hos Galleri Bo Bjerggaard i Kødbyen. Dén københavnske bydel, hvor kunst og arbejde forenes i mest radikal forstand.

Work Work Work er også titlen på Darren Almonds første soloudstilling i Danmark, og handler ikke om den lange proces op til udstillingen, men om en systematik og logik, der kører som drivaksel i den kultur, økonomi og identitet, der ifølge kunstneren både har ledt til menneskets civilisatoriske sejr og forfald. Tidens, tallets, effektivitetens, automatikkens og logikkens fremskridt og fremmedgørelse.

En af inspirationerne til udstillingen er blandt andet dette citat af W.H. Auden (1907-1973): ”Blessed be all metrical rules that forbid automatic responses, force us to have second thoughts, free from the fetters of Self.”

Udstillingens foto-, video- og grafiske værker er præget af gold, praktisk talt afbrændt, natur, flydende nikkel, ekstreme naturforhold og talrækker i rullende formationer, der giver fornemmelsen af progression, produktion og måske recession, uden at vi rigtig ved det… I disse rum er tiden dog stoppet for en stund.

Tilsammen taler værkerne dels ind i en reel, lokal og på et menneskeligt, miljømæssigt plan katastrofal historie fra verdens største minedrift af nikkel i verdens udørk, Norilsk, og dels ind i en generel kulturel fortælling om handel, profit, økonomisk magt og hulhjertet udnyttelse af menneskelige og naturlige resurser.

Et studio og ingenmandsland
For den britiske kunstner Darren Almond, der oftest forbindes med sine nærmest overjordiske naturskildringer i fotomediet, bliver kunsten dermed også et muligt rum til at igangsætte en eftertænksomhed, der rækker udover den ekstreme fortælling fra den sibiriske nordkalot.

”Norilsk har fungeret som en form for fjernstudio i min praksis – fuldstændig afsondret fra min normale tilværelse,” starter Almond. Og hurtigt indser jeg, at historien om Norilsk (en af verdens ti mest forurenede byer) kredser om temaet ’afsondret’ i det hele taget. ”Jeg søgte efter rummet hinsides det rum, vi bebor,” har Almond tidligere beskrevet hans dragende forhold til Arktis.

”Når man flyver fra London over nordkalotten til Kina er der ét lys halvvejs på ruten, midt i mørket. Det er Norilsk,” siger Almond og sætter fingeren midt på bordpladen mellem os.

Norislk er i dag en af Ruslands omkring 30 ’lukkede samfund’, hvor et besøg kræver en særlig tilladelse. Almond fik ad snørklede veje adgang, og på hans ture fra Norilsk gennem 10-12 år skabte Almond fotoserien Arctic Plate, videoværket Arctic Pull, som var en del af udstillingen Arktis på Louisiana sidste år og en lang række andre værker, som bl.a. udgør Work Work Work.

Kritiske diagnoser
Men der er sket en ændring i Almonds skildringer fra Arktis. De tidlige værker var præget af en ganske nøgtern og til tider humoristisk betragtning, hvorimod de aktuelle værker er ladet med politik og kritiske diagnoser over menneskeheden.

Less Than Zero er anden del i en videotrilogi, der beskriver de dybt umenneskelige naturforhold og nikkel-industriens skræmmende følger i området.

”I 1930’erne sendte Stalin arbejdere i hobevis til området, og når de døde af frost, sendte han bare et nyt hold, og det fortsatte i mange år, indtil minedriften kom i gang og jernbanesporene var lagt, som kunne føre produktionen af nikkel ud til kysten. Når det bliver rigtig koldt, nærmer temperaturen sig de -70 grader, hvilket har dræbt tusindvis af arbejdere og drevet dem til selvmord,” forklarer Almond og antyder hvor vigtig et råstof nikkel var i den russiske industri: Det er bl.a. nikkel der kan gøre stål rustfrit og indgår som en væsenltig ingrediens i atom-industrien. Men med ekstreme følger:

”Nikkel indeholder en masse svovl, og når nikkel smeltes og udvindes, bliver der pumpet enorme mængder svovldioxid ud i atmosfæren. I Norilsk udsendes samme mængde svovldioxid som i hele Nordamerika, inklusiv Canada(!). Det er derfor alle skove i nærheden er uddøde. Alle træerne ser ud som om de er blevet afbrændte, men de er først kvalt af svovlen, og i kombination med de kraftige vinde, er træernes overflade svedet bort.”

Kulturens bombe
For hver gang Less Than Zero vises tilføres det lokale sprog, og værket har nu et dansk lydspor blandt mange andre, der reciterer atomalderens mantra: ” våbenindustri, diplomati, økonomi, vision, overbevisning, logik, monstrøsitet, identitet …”, imens kulden og klimaet hærger og nikkelen løber i værkets billedside.

Referencen er dette Robert Oppenheimer citat (‘atombombens fader’, som han kaldes): “It was first our weaponry and then our diplomacy, and now it’s our economy. How can we suppose that something so monstrously powerful would not, after forty years, compose our identity? The great golem we have made against our enemies is our culture, our bomb culture – its logic, its faith, its vision.”

Fra skyggen ser man tydeligere
Hele projektet har et personligt spor, fordi Almond stammer fra en familie af minearbejdere i den britiske by Wigan, men altså primært et generelt spor, der handler om at mennesket ændrer tiden, historien og landskabet som fænomen.

“Her er Norilsk et område, der er på vej tilbage i hovedet på os. Der er kun nogle få oligarker, der griner. Resten af os er jo skræmte til tavshed. Men det her landskab har en magnetisk effekt på mig. Jeg følte at jeg genkendte det, da jeg oplevede det første gang. I landskabet er der ingen politik, men det er et klart – nærmest kondenseret – udtryk for, hvad der er foregået,” forklarer Almond og vender blikket mod kunsten igen:

”Man kan sige at mine værker er skyggebilleder af den historie. Og det er ofte nødvendigt at gå ind i skyggen for at kunne se tingene klart.”

Men skyggebilleder er ikke altid populære… KGB har afhørt Almond og indrejse tilladelsen til Norilsk er blevet ophævet. Det vil sige, at tredje og sidste del af videotrilogien stadig mangler.

“Alt det her er vævet ind i den russiske stolthed og identitet og vil formentlig aldrig stoppe. Det er en mekanik, der vil køre konstant uanset omkostningerne, indtil det hele kollapser,” spår Almond ganske afklaret.

En søgen efter nulpunktet
Almonds værker kan ses som et forsøg på at skabe et ekstra lag på den her historie og de eksistentielle spørgsmål, der følger med.

“Vi lever i en verden, der er ved at kollapse, og ord kan faktisk ikke beskrive det scenarium, som venter os. Og når vi overskrider det kendte, så bliver alting til tal. Ideen om et kollektiv er brudt sammen – infiltreret af individet og grådighed, og det her er så hvad jeg føler, jeg kan gøre.”

Titler som Less Than Zero og Either Side of Nothing indikerer, at der udspiller sig en undersøgelse af nulpunktet flere steder i Almonds værker. Og forklaringen har nærmest livsfilosofisk karakter:

”Når man indser hvad ’ingenting’ betyder, begynder man også at sætte en helt anden pris på ’noget’”, understreger Almond, og uddyber:

“Det er noget jeg også søger i min praksis. Et punkt hvor tingene balancerer, mellem digitalt og analogt, maskinelt og fysisk, kultur og natur, ild og frost. Det rum, hvor der kan opstå en balance, en stilhed, er et rum hvor eftertænksomheden kan indtræde. Jeg er i det hele taget ikke særlig optaget af effekten men snarere eftereffekten af kunst, og jeg håber de her værker har en lang halveringstid,” smiler Almond.