Debat: Selv under Hitlers angreb boykottede man ikke Goethe og Wagner
Historiker Søren Nielsen-Man siger nej til Putins fatale krig, men også nej til national eller etnisk betinget kulturel censur i dette åbne brev til kulturpolitikere og -institutioner. Han opfordrer til at holde hovedet koldt og hjertet varmt og tage ved lære af historien. Debatindlægget er skrevet under indtryk af flere tilfælde af aflysninger af udstillinger […]
Historiker Søren Nielsen-Man siger nej til Putins fatale krig, men også nej til national eller etnisk betinget kulturel censur i dette åbne brev til kulturpolitikere og -institutioner. Han opfordrer til at holde hovedet koldt og hjertet varmt og tage ved lære af historien. Debatindlægget er skrevet under indtryk af flere tilfælde af aflysninger af udstillinger […]
info
Historiker Søren Nielsen-Man siger nej til Putins fatale krig, men også nej til national eller etnisk betinget kulturel censur i dette åbne brev til kulturpolitikere og -institutioner. Han opfordrer til at holde hovedet koldt og hjertet varmt og tage ved lære af historien. Debatindlægget er skrevet under indtryk af flere tilfælde af aflysninger af udstillinger og kulturbegivenheder med russiske kunstnere.
Dette er et debatindlæg. Læserbrevet er alene udtryk for underskrivernes holdning.
Kære kulturpolitikere og kulturinstitutioner.
Putinregimets angrebskrig er ulovlig, skammelig, ødelæggende, fatal. Men hold nu hovedet koldt og hjertet varmt, og bevar vore værdier: ytringsfrihed, kunstens frihed, pluralisme og ikke-chauvinistisk kulturel mangfoldighed. Det er også om disse værdier kampen står, og vi skal ikke miste vores kompas nu. Bliv ikke et spejlbillede af din modstander.
Det harmfulde følelsesmæssige oprør som vi alle er ramt af, er forståeligt og retfærdigt. Men stærke følelser kan skabe irrationelle reaktioner. Og dæmoniseringen af alt russisk ligger lige nu snublende nær, en dæmonisering der dermed kommer til at omfatte mennesket, russeren. Hvad en sådan dæmonisering af den etniske russer kan føre til har vi et meget konkret og uhyggeligt eksempel på i det 20. århundredes europæiske historie.
Vi boykottede da heller ikke på nogen måde kulturen fra USA, i forbindelse med den ulovlige, ødelæggende og blodige Irak-krig, som resulterede i flere hundredetusinder af døde, over 9 millioner interne og eksterne flygtninge (ifølge Watson Institute’s projekt Costs of War), kaos, opblomstring og udbredelse af terrorisme og ekstremisme – samt en skæbnesvanger svækkelse af den regelbaserede internationale orden. (Og vi blokerede for den sags skyld heller ikke for vor egen danske kultur – Danmarks regering støttede som bekendt denne illegale angrebskrig.)
Men ikke at boykotte nordamerikansk kultur dengang gjorde vi helt ret i. Gershwin, Hemingway og Hopper skulle naturligvis ikke bortcensureres, uanset Bush-regeringens misgerninger. Og ikke mindst under krig og konflikt kan et lands kunst og kultur minde os om, at fjenden ikke er menneskene generelt i det land, hvis aktuelle ledelse har iværksat forkastelige handlinger.
Husk at ikke engang under 2. verdenskrig holdt de antinazistiske befolkninger op med at læse Goethe og lytte til Bach. Ja, selv Richard Wagners musik blev spillet regelmæssigt på britiske BBC, selvom det var velkendt at Hitler var en stor beundrer af netop Wagner. Og som svar på et klagebrev efter en Wagner-koncert fremført af BBC’s Symfoniorkester i 1940, udtrykte en musikanmelder sandsynligvis BBC’s opfattelse med ordene, at publikums uforbeholdne klapsalver efter koncerten var en afvisning af ”myten om, at Wagners musik ikke kan eller bør værdsættes af civiliserede mennesker, der er i krig med Tyskland”.
Desuden og konkret: I Rusland forsøges en fredsbevægelse stablet på benene under yderst svære og undertrykkende betingelser. Denne anti-putinske bevægelse for fred, forsoning og politisk forandring får sandsynligvis ikke lettere ved at vinde folkelig tilslutning, når russerne erfarer at det ”russofobiske” Vesten nu også bandlyser deres universelt fremragende og givende kunst og kultur. Det uafhængige regimekritiske russiske medie Meduza har netop bragt en interviewserie, hvor man spørger en række af mediets læsere hvorfor de bliver i landet trods krigsudbruddet. Årsagerne er mangeartede, familiemæssige, økonomiske, fædrelandskærlighed, samt at netop regimekritiske, frittænkende russere bør forblive i landet for at ændre forholdene. Og så ses også en – i vor forbindelse tankevækkende – delbegrundelse der lyder, at ”det er utrygt at leve udenfor Rusland lige nu, på grund af al russofobien”.
Når vi derfor forestiller os at en kulturboykot vil svække regimet, så er det nok en usikker antagelse. For regimets magtfulde propagandaapparat vil hurtigt søge at udnytte en sådan diskrimination af russisk kultur til at skabe (yderligere) folkelig bitterhed og skepsis mod Vesten, en ”os mod dem”-mentalitet.
Nej til Putins fatale krig. Og nej til national eller etnisk betinget kulturel censur. For mellemfolkeligt samvirke. Drejer det sig i den aktuelle situation om kunstnere der i deres fremførte værk helt konkret og eksplicit forherliger overfaldet på Ukraine stiller sagen sig anderledes. Men ellers skal russisk kunst og kultur have lov at udfolde sig frit. Vi skal ikke skjule (eller brænde …) bibliotekernes og vore egne private Dostojevskij-, Tjekhov-, Turgenjev-, Ehrenburg-, Paustovskij-, Tsypkin-, Pasternak-, og Tolstoj-bøger. Og at begynde overhovedet at overveje en boykot af fx komponisten Rimskij-Korsakovs værker osv., er skræmmende og helt ude i hampen.
Jeg vil nu tillade mig at læse videre i russeren og pacifisten Tolstojs lille mesterværk ”Herre og tjener”. Og bagefter genlæse hans store mesterværk ”Krig og Fred” – alt imens vi hver især og tilsammen håber på og arbejder for det sidste.
Med venlig hilsen
Søren Nielsen-Man
Ovenstående foranlediget af kulturministerens og visse andre politikeres udtalelser, samt kulturinstitutioners handlinger.