Er deltagerbaserede værker også for zebrafinker?

Céleste Boursier-Mougenots spektakulære installation from here to ear på Copenhagen Contemporary overlader værkets tilblivelse til naturens egne musikere og det menneskelige nærvær. Det kommer der en sanselig kunstoplevelse ud af, selvom man kan diskutere værkets og deltagelsens reelle dybde.

Den legendariske tegneserieskaber Gary Larson (skaberen af The Far Side) ville formentlig elske Copenhagen Contemporarys aktuelle installation af den franske kunstner Céleste Boursier-Mougenot. Ikke fordi det store installationsværk er særlig skarpt på det humoristiske plan, men fordi det leger med grænsen mellem mennesker og dyr på en måde, som jeg genkender fra Larson.

Hos Larson ville køerne, når menneskene er fraværende, rejse sig op på to ben, indgå i komplekse samtaler, diskutere deres grad af lykke eller mere sort; tegne detaljerede plancher af, hvordan gårdmanden skal parteres. Aktiviteter, der ville blive pludseligt afbrudt af én, der råber “BIL!”, eller gårdmanden, der pludselig står og stirrer, tiden står bomstille, og i det fjerne kan man høre en hund gø… Åh, Larson. Der er ingen, der har behandlet det forhold så skarpt og legende som ham.

Musikalske finker
Hos franske Céleste Boursier-Mougenot, der repræsenterede Frankrig ved den seneste Venedig Biennale, træder vi ind i et stort landskab beboet af 44 zebrafinker, der tilsyneladende er utroligt musikalske. Det er en mægtig deltagerbaseret lydinstallation, som Mougenot har realiseret 20 gange tidligere rundt omkring i verden siden 1999, men denne gang i virkelig stort format. I installationen er vi på besøg i et avarium, hvor disse finker lever; spiser, sover, skider, flyver, knepper OG spiller musik. Den sidste aktivitet er værkets kunstneriske kilde.

Mougenot, der i øvrigt altid drømte om at blive musiker, har indrettet en verden, hvor stort set alle høje, vandrette strukturer består af forstærkede guitarer og basguitarer. Og kun når fuglene lander og berører instrumenterne er der lyd, og det er der stort set hele tiden.

Hvem producerer hvad for hvem?
Mougenot leger med den tanke, at det er fuglene, der spiller musikken, udtrykker sig i kraft af en form for kunstnerisk vilje, men det er selvfølgelig noget vrøvl og kun en del af værkets fiktionelle rum. I det reale rum er instrumenterne stemt i akkorder og manipuleret med en masse effekter, der gør, at bevægelserne bliver til egentlige lydlandskaber.

Og fuglenes egen sang, som er en ret fin lyd, der får én til at tænke på enten noget halv-mekanisk eller et klassisk pivedyr, passer faktisk ikke særligt godt ind i værkets lydunivers og bliver i øvrigt også overdøvet af værkets forstærkede lyde, der er ret høje. I den optik er from here to ear et lidt overfladisk, grænsende til det manipulerende, deltagerbaseret værk, hvor deltagelsen ikke rummer en dybere interesse for aktøren, men ender i et produkt for særligt kunstnerens og vores fornøjelses skyld.

Vores tilstedeværelse har heller ikke en større betydning for værket. Jo, vi skal bevæge os roligt og uforstyrrende rundt, men finkerne er generelt så tamme, at de flyver tæt forbi os, medmindre man overskrider udstillingsstedets henvisninger og drøner trampende rundt og vifter med armene. På den måde sætter værket ikke vores nærvær på spidsen og gør hele oplevelsen ret ufarlig.

Fugle som vejledere
I august under Copenhagen Art Week skabte den franske duo Nøne Futbol Club deres Work no. 467: Get Likes i serien Bird’s Thoughts, hvor installationer huser enten duer, japanske spurve eller mågefinker, der ‘printer’ et udsagn over tid i bunden af et stort metalavarium med deres fugleklatter.

Gennem de seneste år har fuglene kommenteret på værkernes kontekst og samtid: GET HIGH (2013), GET RICH (2014), GET A BOOBY JOB (2014), HOLD ON (2015) og så GET LIKES (2016). Disse værker udfordrer humoristisk, og lig Larson og Mougenot, vores idé om dyr som viljeløse væsener gennem kunstoplevelsen. Her vil de os noget, de får en vilje i og med værket, der bytter rundt på positionerne. Det er os, der får sandheder at vide, og de forklarer vores (og kulturens) inderste drivkraft… når de skider.

Adfærdsforskning og oplevelsesøkonomi
Hos Mougenot er fokusset ikke på udsagnet, men på situationen – den kunstneriske oplevelse i rum og tid af at gå rundt i fuglenes ‘musikalske’ landskab og hverdag, hvor morgenbadet foregår i et trommebækken, og dagen ellers går med at spille bas og guitar for smilende gæster og turister, der har fundet vej til Copenhagen Contemporary på Papirøen.

De minutter, hvor man har muligheden for at betragte de andre gæster, der lige er trådt ind i værket, er faktisk et af værkets største oplevelser, da dette værk, ligesom mange andre installatoriske værker, primært handler om vores egen og sociale adfærd i en uvant og sanselig sammenhæng. Det er også her – som en publikumsinvolverende lydinstallation – at Mougenots værk adskiller sig fra fx Get Likes af Nøne Futbol Club. Men noget dybere udsagn eller meget mere end et spektakulært oplevelsesøkonomisk værk bliver from here to ear ikke, selvom vi får og skal have oplevelsen af, at både vi og fuglene er dybt involverede og integrerede.

Meeeen, nu ved vi jo heller ikke, hvad fuglene laver, når vi ikke er der… Måske diskuterer de ihærdigt, hvordan de kan undgå at sælge deres egne kroppe til en selvoptaget kunstnersignatur og en altopslugende, oplevelsesøkonomisk forbrugskultur? Eller også gennemgår de dagens kompositioner og diskuterer indædt, hvorvidt improvisation egentlig er kunst?

We’ll never know.