Den lille prins Dalgaard

På Aalborg banegård står en modeljernbane. Den forestiller halvvejs Aalborg by, halvvejs en lille, prototypisk landsby. Der er genkendelige elementer som for eksempel selve banegården, Aalborgtårnet og enkelte bygninger, men modellerne er placeret lidt forkert, i forskellige størrelsesforhold og i selskab med modeller fra andre steder.

Hvis man synes, at dette modellandskab er mærkeligt, så bliver det kun mere mærkeligt længere nede i byen i Kunsthal Nord, hvor Jesper Dalgaard udstiller.

En modelbygger er gået amok
Små, grønne verdener med sindrige trækonstruktioner hænger fra loftet. Man genkender planeternes græsbelægning fra modeljernbanen på banegården, men Dalgaards modeller har firkantede-, cylindriske- og cirkel-former, en mellemting mellem en modeljernbane og den konkrete kunst.

En eller anden civilisation af interplanetariske skovhuggere har bygget små stilladser og konstruktioner af træ, og disse verdner danner et planetsystem i midten af udstillingen. Fantasien får frit spil, når man står midt i planetsystemet som en anden kolos.

Science fiction-udstilling
Udstillingen handler om fremtiden, som også titlen lader ane. Jesper Dalgaard har gudhjælpemig bygget en science fiction-agtig stue midt i udstillingens første rum, som man får adgang til ved at lade sin hånd scanne på en diodeplade, hvorefter en automatisk dør glider ind i væggen i bedste Rumrejsen 2001/Star Trek-stil.

Indenfor står man i et hvidt rum med en stor skærm med en stjernehimmel på bagvæggen. Kun en lovpligtigt sprinkler i loftet minder dig om, at du står i en Aalborgensisk kunsthal.

En spejder er gået amok
Bagsiden af science fiction-stuen finder man i udstillingens bageste rum. Herinde må man kravle rundt på en stor trækonstruktion, der er bygget ind i bygningen.

Man får harpisk på hænderne, der er mørkt, og man kommer helt op under loftet i det gamle, rå kraftværk, som Kunsthal Nord er en del af.  

Low tech-modernisme
Det er modernistisk udstilling i den forstand, at den dyrker en modernistisk ide om en fremtid af rene former. Det er en fremtid, hvor civilisationen har adskilt sig fra naturen, og hvor kulturen er blevet steril, ren og high tech i modsætning til en low tech og organisk natur.

De ”rigtige” modernister er håbløst gammeldags, og det er Jesper Dalgaard ikke. Han bruger modsætningen mellem naturen og civilisationen til at skabe en vild, overdreven, men vældig sjov og – ikke mindst – befriende uhøjtidelig udstilling.

Fremtidsfortælling
Det handler ikke om at kritisere modernisternes drøm om en bedre, renere og naturfri fremtid, snarere om vores egne forestillinger og fortællinger om fremtiden.

I Jesper Dalgaards fremtidsfortælling er planetsystemerne råstofplantager for de interplanetariske skovhuggere, altså en sær, dystopisk fortælling, hvor mennesket fjerner sig mere og mere fra naturen.

Men både naturen og high tech-delen er alt for stiliserede, sådan som netop modeller nødvendigvis skal være. Modellerne kan fortælle meget mere om virkeligheden, end virkeligheden kan.

Jesper Dalgaard er en god modelbygger, der bygger fuldstændig urealiserbare modeller for fremtiden. Ligesom modellandskabet på banegården, men meget mere gakket, uden hold i virkeligheden og dog med en eller anden forbindelse til den.

Jesper Dalgaard kunne sandsynligvis ikke finde bedre rammer til sine fremtidsmodeller end netop dem i Kunsthal Nord. Det må dog siges, at udstillingen varer alt for kort tid, lyssætningen i sidste halvdel af udstillingen kunne være bedre end de halvskarpe spotlys, og at Dalgaards videoer med tændstikmændene ikke er nær så spændende som hans high og low tech-modeller.

Men det rykker ikke ved, at den gale modelbyggers træværker og det gamle kraftværk er et umanerlig godt makkerpar.