Den personlige by

Der er billeder alle vegne. Fra det mest intime rum i vores bevidsthed til massemediernes daglige bombardement. Vi måler i høj grad verden med billeder. Vi husker med dem, vi stopfodres med dem, forføres af dem og forfærdes ved dem.

Fotografiet er et samfundsmedie – intet mindre.

Vi er alle fotografer
Men lige netop den dimension gør også fotografiet til et særegent kunstmedie, der opfylder en gammel profeti fra én af samtidskunstens faddere, den tyske kunstner Joseph Beuys:

“Ethvert menneske er kunstner,” sagde han med henvisning til at mennesket er medskabende i dannelsen – og for ham omdannelsen – af den verden vi lever i.

Det store kunstværk, hvor kunst og liv forenes.

Og dén forening er særlig udtalt i fotografiet. Vi er nemlig alle fotografer.

God fotokunst
Derfor er det også oplagt at den første internationale festival for fotografi i Danmark ikke blot barrikaderer sig i de hvidvæggede udstillingsrum.

Man kan i disse dage møde stærk fotokunst overalt i byrummet, og dét, der gør bekendtskabet interessant, er det personlige engagement og den samfundsmæssige blottelse, som præger store dele af hovedudstillingen DAY & NIGHT og udstillingen i Den Hvide Kødby på Vesterbro.

God fotokunst kan netop overskride grænsen mellem personligt og offentligt, udstillingsrum og byen uden at miste styrke. Og det viser festivalen mange vedkommende eksempler på.

Modens støj
Copenhagen Photo Festival tæller ikke de store og oplagte stjernenavne. De oplagte er snarere nedprioriteret til fordel for en mangfoldig og kunstnerisk kompromisløs profil. Det er der mange festivaler, der kunne lære af.

Der er tale om en række kunstnere som er interessante, fordi deres praksis er kunstnerisk skarp og formår at berøre os som mennesker – som samfund.

Derfor er den del af festivalen, der er præget af modens dagsorden også mindst interessant. Det er ikke hér festivalen har sin legitimitet med andre ord. Modefotografiet er allerede alle vegne i vores hverdag. Modefotografiet er ej heller båret af den personlige undersøgelse af menneskelivets komplekse spørgsmål.

Når nu resten af festivalens program insisterer på det personlige møde via kunsten og fotografiets afdækning af mennesket og verden, så står modefotografierne tilbage som et indholdsrenset og forlorent indslag, som undertegnede gerne ville have været foruden.

Helt rigtigt tænkt
Hovedudstillingen, DAY & NIGHTs kunstnere er om noget en gruppe markante fotokunstnere, der er personligt engageret og formår at stille verden frem for os, så nethinden dirrer i de efterfølgende timer og tankerne løber stafet.

Her er det især Tim Davis, Laurel Nakadate, Jacob Holdt, Mark Hunter, Dash Snow, Peter Sutherland, Shizuka Yokomizo og Kohei Yoshiyuki der illustrerer denne menneskelige dybde og samfundsberøring på godt og ondt.

Imens emmer fotoværkerne af Peter Funch, Hanna Liden, Nicolai Howalt og Todd Hido af skæv poesi, der kun opnår endnu mere dybde og fri passage til følelsesregistret, når de rammer os uden varsel på vej igennem byen.

Det er bare helt rigtig tænkt!

Slagtehal med bredt snit
Festivalens mange mindre udstillinger (både i gallerier og imidlertidige udstillingsrum) tæller også flere gode fotooplevelser.

Hvis noget skal fremhæves bør man skynde sig i Staldgade 38 i Den Hvide Kødby hvor den store udstilling har til huse et par dage endnu. Her er et bredt udsnit repræsenteret og man vil møde vidt forskellige tilgange til det personlige møde med virkeligheden gennem håndholdt linse.

Så er det afsted!
Der er dokumentarisk skarphed i Søren Rønholts fotografiske dokumentation af den nordiske kvindekrop og Valerio Spadas portræt af kvindelivet i Napolis hårdeste bydel under følelseskold administration af Camorrah-mafiaen.

Derudover er der kunstnerisk dybde at hente i Marcia Resnicks kritiske møde med sine egne tilbøjeligheder og Peo Olssons humoristiske blotlægning af vejskiltes bagside.

Ellers er det også bare at gå løs på de mange fotoudstillinger, som også er i København i disse dage – og det er faktisk et så stort antal at festivalens længde (en uge) er dens største problem. En hån mod alle de mennesker, som gerne skulle få chancen for at møde fotokunsten.

Jeg håber, de når det!?