Den umulige rejse

Udstillingen Charlottes rejse til Grønland bygger på en rejse tilGrønland, som kunstneren Birgitte Kristensen gennemførte i sin afdøde venindeCharlottes sted. Charlotte havde en drøm om at komme til Grønland og havdeplanlagt rejsen, men fik uventet konstateret kræft og nåede ikke at komme af sted.

EfterCharlottes død besluttede billedkunstner Birgitte Kristensen sig for atgennemføre rejsen – som en gestus til sin veninde. Som Birgitte Kristensen selvskriver: “Et umuligt ønske om, at Charlotte alligevel skulle fålov at opleve Grønland.”

Udstillingentager sig ud som en totalinstallation i to etager på Kunsthal Brænderigården iViborg i medierne: video, lyd, skulptur, tekst (dagbog skrevet i samarbejde medkunsthistorikeren Eva Pohl) og grafik.

Selviscenesættelse og identitet
Udstillingenligger i forlængelse af Birgitte Kristensens tidligere kunstneriske arbejde,hvor hun gennem selviscenesættelser og fortolkninger laver et portræt af etvirkeligt menneske. Som hun for eksempel så fint gjorde med udstillingen AnnaKlindts 9 Haver fra 2009.

Læs interview med Birgitte Kristensen om Anna Klindts 9 Haver.

Påturen til Grønland rejser Birgitte Kristensen i Charlottes navn, optagervideoer, fotograferer og skriver dagbog som Charlotte. Hun optræder somCharlotte, gør ting som Charlotte ville have gjort, men som Birgitte ikke selvville have gjort – som at sejle i kajak på havet.

BirgitteKristensens rejse kan ses som en performance, hvor hun bruger dét at træde i enandens sted som kunstnerisk metode. I dagbogen skriver Charlotte (eller er detBirgitte) for eksempel, at hun leger med tanken om at have en ferieflirt med enkajakroer. Spørgsmålet er dog, hvem af de to veninder der i virkeligheden villehave haft de tanker. Vi får aldrig rigtig styr på, hvor Birgitte ender ogCharlotte starter. På den måde stiller værket fint spørgsmålstegn ved identitetsom begreb og portrættet som genre.

Et meget personligt projekt
BirgitteKristensens rejse til Grønland tager afsæt i temaer som tab og savn, og er forKristensen en emotionel og meget personlig rejse. Vi kan derfor heller ikkeundgå at blive berørt, fordi det er et sympatisk og modigt projekt -selvfølgelig er det det.

Desværreforbliver det, på trods af Eva Pohls mere eksistentielle tekster, et såpersonligt projekt, at vi som publikum ikke kan tage med på rejsen. Det erBirgitte/Charlottes rejse – ikke vores. Vi kommer aldrig rigtig ind under hudenpå hverken Birgitte, Charlotte eller deres indbyrdes forhold.

Ogdet barske grønlandske landskab, hvis udtryk ellers ligger fint i tråd medudstillingens tema – menneskets afmagt over for naturen/livets hårde realiteter- fremstår mere som en smuk turistdestination med rejsebeskrivelser a la dag 1:Helikoptertur, dag 2: Kajaktur. Udstillingen som burde være en rejse ind tilsvære emner om tab og savn, forbliver en rejse til turistmålet Grønland.

Resultateter en udstilling, som efterlader publikum lettere distanceret fra sit emne omlivets eksistentielle spørgsmål. Værkerne indlejrer sig som en række smukkebilleder af den grønlandske natur, men dagbogsfortællingen formår ikkefor alvor at gribe sig fast.