Der bor en kvinde i månen

Ved Oddesund, som er et ganske smalt sund i Limfjorden mellem Nissum Bredning og Venø Bugt, ligger en speciel kunsthal, som har til huse i to bunkere. Netop nu kan man her i Regelbau 411 opleve Tabita Rezaires Moon Center, som tildeler de rå rum et intimt modspil med et væld af spirituelle, videnskabelige og kunstneriske fortællinger om månen.

De fleste vil forbinde tyske bunkere med Vesterhavet, hvor de ligger som store grove betonvrag på en usynlig linje. Men der findes også bunkere inde i det bløde Limfjordslandskab ved Oddesund, nord for Struer.

”Støttepunktgruppe Oddesund”, som den tyske Værnemagt kaldte stillingen, havde til formål at beskytte Oddesundbroen, hvis de allierede skulle vælge at tage landgang længere mod nord, og bevæge sig den vej ned gennem landet. I dag ligger der fem bevarede bunkere tilbage. De fire, som ligger på sydsiden af hovedvejen, er alle åbne, og to af dem er i dag inddraget til kunsthallen Regelbau 411.

Lydens og de levende billeders kunsthal

På en sommerdag er det mørkt og koldt at bevæge sig ind i bunkerne, der som udstillingssted, med deres kolde, mørke og fugtige betonklima, mest af alt minder om Cisternerne i Søndermarken i København.

Struer kalder sig “Lydens By” (det er jo her B&O bor), og derfor er kunsthallen også fra begyndelsen defineret som et sted for kunstnere, der arbejder stedsspecifikt med lyd, lys og videobillede.

Sommerens udstilling er kurateret af Mikkel Elming, som har været kunstfaglig leder siden 2018, men som i foråret 2020 blev afløst af Matilde Best og Simon Thykjær, der endnu ikke har røbet deres kommende udstillingsprogram.

Dekolonial healer

Tabita Rezaire er fransk-dansk-guyanesisk kunstner og har boet flere år i Johannesburg. Hun er en post-internet-kunstner, for hvem det computergererede er et lige så autentisk sprog som det dokumentariske, hvad man også kan forvisse sig om på hendes hjemmeside.

Hendes kunstneriske praksis er tæt sammenvævet med en politisk og spirituel praksis, der ikke mindst forholder sig til patriarkalske og koloniale herredømmer. I sin egen selvforståelse er hun en slags dekolonial healer, der ved at bringe andre værdier og stemmer i spil modgår de dybe koloniale strukturer.

Månecenter

Sommeren 2019 kunne man se hendes udstilling Mamelles Ancestrale i underetagen på Den Frie.

Læs anmeldelse af Mamelles Ancestrale.

Og her i 2020 er hun flyttet ind i Regelbau under paraplyen The Moon Center.

Månecentrets ambition er at være et sted, hvor man kan “opleve og modtage læring fra og om månen gennem videnskab, kunst og ånd”, som de skriver i pressemeddelelsen. Det, synes jeg, lyder fantastisk. Og også ret omfattende.

Jeg forestiller mig, at der allerede foreligger et stort antropologisk materiale om forskellige kulturers forhold til månen, kortlægninger af mytologier og fortællinger, tillige med videnskabelige studier. Selv har jeg for nyligt læst den grønlandske myte om månen og solen, hvor solen er kvinden, der flygter fra sin bror, månen, som under lampeslukningsleg har haft sex med hende.

Månehistorier

Inde i den centrale udstillingsbunker mødes man i de mørke rum af videoskærme, hvor mennesker fra forskellige steder og forestillingsverdener fortæller om deres relation til månen.

En kvindelig healer, Avelina, som er stifter af Imalaah Bee Temple i Dakar, Senegal, sidder på en stol i et temmelig rodet lokale og fortæller, at månen, som hun omtaler som femininum, er hendes spejl, guide og vejviser. Det er en intens og intim fortælling.

Naturterapeuten Karine fra Kinshasa fortæller om kvinden, der blev slugt af månen, fordi hun gik på arbejde en søndag. For hende er historien, der nedstammer fra forfædrene, ikke en myte, men levende virkelighed: Der bor en kvinde i månen!

Den videnskabelige tilgang – et andet hierarki – repræsenteres af en ung astrofysiker, Marie-Line, professor på universitetet i Fransk Guyana. En yogi og healer fra Johannesburg fortæller om at faste efter månens faser, mens heks, tarotlæser og forfatter Sarah fra Los Angeles peger på månens cyklus som et billede på, at alting begynder igen, at livet er cyklisk, og at der altid er mulighed for ny begyndelse. Hendes video er ikke tekstet, og desværre er lydforholdene ikke så optimale. Men alle videoer ligger tilgængelige på Månecenterets hjemmeside, hvor man kan fordybe sig mere i dem.

Det er interessante og diverse stemmer, Tabita Rezaire har hentet ind, og jeg ser pointen med at drage de intime, de personlige, de lokale fortællinger ind på lige fod med videnskabens stemmer. Jeg savner dog en form for tråd. Hvorfor dem, og ikke andre – og er det planen, at dette projekt skal vokse?

Månemeditation

I den anden bunker er der mulighed for at sætte sig og lytte til en månemeditation. Det vil jeg gerne, men jeg har ikke lyst til at sidde inde i en klam bunker og meditere. Heldigvis kan man også finde disse seks forskellige meditationer på Månecenterets hjemmeside. De er ganske smukke, ledsaget af videoportrætter af månen, som kunstneren har optaget gennem teleskop.

Et besøg i The Moon Centers satellit i Regelbau er en god anledning til at gå hjem og se lidt mere på månen, ligesom man oplagt kan dykke ned i vores egen historie, som også er fuld af fortællinger om, hvad man skal gøre hvornår. For eksempel noterede folkemindesamleren Evald Tang Kristensen, at alt hvad man ønsker, der skal aftage, må gøres i aftagende måne, mens alt, hvad der skal vokse og fremmes, skal ske ved tiltagende måne.

Der er en hel månecyklus endnu at opleve udstillingen i, og man burde jo overnatte og opleve en fuldmåne ved Oddesund, hvor himmel og hav kan opleves som gående i et.