‘Der er et syndigt land’

Hvis man var kommet på den tanke, at danskerne er verdens lykkeligste folk, får man sig et koldt styrtebad på Overgaden, der for tiden viser Danmark anno 2010 – en vejledning for nationen for ”verdens lykkeligste folk”. En kunstnerisk diagnose af den nationale tilstand her i landet.

Jeg havde glædet mig til at se hvordan man vejleder en hel nation ud fra en kunstfaglig vinkel, uden at betragte danskerne som en homogen gruppe med positive forestillinger om deres land.

Men det viser sig hurtigt at udstillingen meget direkte udstiller politiske tabuer, som den tiltagende højredrejning står som ansvarlig for, frem for at undersøge danskernes lykke.

Dansk samtale-lykke
Udstillingen tager de internationale målinger om danskerne som ‘verdens lykkeligste folk’ på ordet, og udnytter en oplagt mulighed for at vise skyggesiden af et velfærdssamfund, der lige så stille krakelerer på overfladen.

Hvis man har mod på det, kan man tygge sig igennem den skriftlige vejledning til ”Verdens lykkeligste folk”.

Kuratorerne, Kathrine Bolt Rasmussen og Katarina Stenbeck udtrykker deres uforbeholdne mening om begreber, der efterhånden er blevet en velintegreret del af det danske vokabularium som: Udlændingeservice, kolonihave og samtalekøkken. Sidst nævnte beskrives som “en dansk menneskeret og centralt element i enhver danskers tilværelse.”

Usaglig kritik
Vejledningen får én til at trække på smilebåndet, men den er på ingen måde en undersøgelse af tematikken, snarere understøtter den en samlet ‘antiholdning’, der præger hele udstillingen.

Når udstillingen hævder at kaste et kritisk blik på danskerne, må man forvente en vis saglighed. Men jeg kan ganske enkelt ikke nikke genkendende til deres kassedefinition af danskerne. Jeg har hverken samtalekøkken og ordner ikke verdenssituationen over hækken med en håndbajer…

Kaffe og asyl
Jeg vælger at læse vejledningen med den ironiske distance den fortjener, og køber en kop kaffe ved en frivillig asylansøger, der udskænker kaffe som en del af Joachim Hamous projekt Free Coffee. Det er derefter op til én selv at donere et beløb til projektet. Manden hér har ventet i ti år på at få asyl i Danmark!

Mødet med asylansøgeren står tilbage i min hukommelse som et møde med det danske system, når det er mest umenneskeligt. Kaffen udskænkes dagen lang for de forbipasserende, der møder mistilliden i retssystemet på en måde, der er svær at overse.

På den måde fungerer værket som en fin afspejling af den samlede tematik, og vidner om Danmarks ulykkelige omstændigheder.

Der er et syndigt land..
Julie Edel Hardenberg har med værket ansøgning om asyl samlet Dannebrog med et hav af asylansøgninger, der på en rød baggrund hænger ned fra loftet. Asylansøgningerne danner korset i flaget og man trækkes mod hele den svada af ansøgningsprocedurer, som det kræver at blive dansk.

Med Free Coffee i baghovedet understøtter værket den evindelige kamp med det danske bureaukrati. I baggrunden klipper provodarling Lars von Trier det hvide kors ud af Dannebrog i videoen Kultivér nationen fra 2006 til lyden af ”Kong Christian stod ved højen mast…”

Værkerne er alle tre gode eksempler på de steder hvor udstillingen behandler tunge temaer i et stærkt billedsprog, der går lige ind.

Tekst, tekst, tekst
Når det så er sagt, er en del af værkerne så litterære og teoretisk tunge, at man ikke orker at tage stilling til dem. Her tænker jeg specielt på værket Det er ikke noget vi tror. Vi ved det, som består af to kompendier fra en studiekreds, der går i kødet på det vestlige demokrati i 2010.

Temaet og teoretikerne er spændende og up-to-date, men som kunstværk er man overladt til sig selv og et tykt kompendium med f.eks. Giorgio Agambens syn på demokrati som undtagelsestilstand.

Uoverskueligheden vil ingen ende tage, da Oliver Ressler præsenterer sine otte videoer med titlen What is democracy? Videoerne er op til treogtyve minutter lange med aktivister fra atten forskellige byer verden over. På det tidspunkt har min ledsager allerede opgivet og sat sig ud i solen.

Udstillingen vil for meget
Danmark anno 2010 – en vejledning til nationen for ”verdens lykkeligste folk” skal læses med en parentes omkring ‘lykkeligste’. Udstillingen undersøger ikke, hvorfor danskerne er så lykkelige som meningsmålingerne siger, men tegner et ensidigt men billedstærkt portræt af en indskrænket nation i en politisk virkelighed, hvor asylpolitik, politivold, borgerrettigheder fylder mere og mere.

Udstillingen kritiserer helt urimelige forhold, der kræver opmærksomhed, men vinklen bliver i mange af værkerne fordømmende og unuanceret.

Det er lidt af et projekt at bevare fokus, da mange af værkerne råber om kap i al deres politiske korrekthed og efterlader et meget lille rum til debat. Udstillingen har nogle få tiltrængte åndehuller, hvor værkerne kommunikerer direkte med publikum – og det gør de til gengæld godt.