Det brudte hjertes kuriositetskabinet

Museum of Broken Relationships i den kroatiske by Zagreb har en samling, der består af bamser, strygejern, kondomer og alle mulige andre hverdagsobjekter doneret af mennesker fra hele verden. Tingene er hver især symboler på et romantisk eller følelsesmæssigt brud, og de er nu forvandlet til museumsgenstande. Alle – også du – kan donere, og museet, der blandt andet har besøgt San Fransisco og London, planlægger at gæste København i efteråret.

“Every passion, ultimately, has its spectator… (there is) no amorous oblation without a final theater.”
Citatet af Roland Barthes optræder indledende på Museum of Broken Relationships hjemmeside. Kærligheden er et tema, der i alle tider har gennemsyret historien og i særdeleshed æstetikken. Tragiske par som Orfeus & Eurydike og Romeo & Julie fungerer i dag som en slags skabelon for ‘den ulykkelige kærlighedsfortælling’, og på den musikalske front findes der et uendeligt antal af eksempler på dedikationer og afskrivninger af romantik. Kærligheden er som en menneskelig grundtilstand fascinerende og til tider overvældende for de fleste af os. Det er nok netop derfor, at kærligheden, lykkelig eller ulykkelig, ofte vil hidkalde sig et publikum.

Ekshibitionistisk traumeterapi
Den ekshibitionisme, der findes i behovet for sådan et publikum, kan observeres i kunsthistorien eksempelvis, da Tracey Emin efter et brud udstillede sin beskidte seng som en ready made, da Marina Abramovic sammen med ekskæresten Ulay planlagde en omfattende afslutning på deres forhold bestående af en performance, hvor de fra hver deres ende af den kinesiske mur gik mod hinanden, indtil de mødtes til en endelig omfavnelse, eller i Sophie Calles værk Take Care of Yourself (Prenez soin de vous), der præsenterer den e-mail, hvori Calles forhenværende elsker forlod hende. I de tre ovennævnte tilfælde har den kunstneriske praksis fungeret som en form for traumebearbejdning, og i Calles tilfælde blev den helende process kollektiviseret, da hun indbød over 100 andre kvinder til at kommentere og analysere på e-mailen udfra deres egne erfaringer.

I samme dur kan Museum of Broken Relationships betragtes som et rum for gruppeterapi: ved at indskrive sig i historien bag museets vægge opstår potentialet for sammenholdets helende kraft. Konceptualiseret af de kroatiske kunstnere Olinka Vištica og Dražen Grubišić (og inspireret af deres eget brud), er museet et sted, hvor man på mere end én facon kan aflæsse sin bagage. Her kan man ved en donation skille sig af med objekter, som ved deres stoflige tilstedeværelse tynger en. Som det hedder på museets hjemmeside: ”The Museum offers a chance to overcome an emotional collapse through creation: by contributing to the Museum’s collection.”

På Museum of Broken Relationships kan folk altså skille sig af med giftige genstande udenom den definitive handling ‘at smide dem ud’, og dette er en pointe for museet, der kritiserer måden, de mindre positive aspekter af livet i højere grad bliver gemt væk i dag – eksempelvis i de sociale mediers glansbilleder.

Bruddets kuriositetskabinet
På det crowd-sourcede museum, hvis voksende samling i skrivende stund indeholder ca. 1400 effekter, kan man opleve en ubrugt brudekjole, en frisbee, der eftersigende var den dårligste gave donoren nogensinde har modtaget, og en ituslået havenisse – engang kastet efter en eksmand. Ligeledes en brødrister fra USA, guitarstrenge fra Holland og et forstørrelsesglas fra Filippinerne. Alt sammen er præsenteret med udgangspunkt i, hvad man kan kalde ‘de almene forventninger’ til måden et moderne museum er indrettet: enkelthed, hvide vægge, piedestaler og montrer, og objekterne præsenteret hver for sig. Hvert objekt er akkompagneret af en tekstplanche, og i teksten bliver objektets historie uddybet. Dette spænder mellem korte kommentarer (som en dåse “kærligheds-røgelse” med beskeden “Doesn’t work”) til lange tårevædede fortællinger. I samspil skaber teksterne og de aparte museumsobjekter et kondenseret rum af historier om sorg, savn og had – men også af humor og nostalgi.

Ting som historiefortællere
Samlingen af førhen private genstande er forførende for beskueren, der er på en semi-voyeristisk færden gennem scenen for tingenes – med Barthes ord – “afsluttende forestilling”.

‘Ting’ er i dag et populært fænomen, der behandles af kuratorer, kunstnere, kulturformidlere og antropologer, historikere og psykologer, og en af de tematikker, der kobles til emnet er netop ‘ting som historiefortællere’. Hverdagstingene, faktiske ting hentet fra det virkelige liv, bliver på Museum of Broken Relationships anvendt som medier for autentisk fortælling, og de bliver udstillet som beviser, på samme måde som Emin og Calle fremlagde sengen og e-mailen som bevis, og som mange andre kunstnere lige nu gør det med andre agendaer end traumebearbejdning – i særdeleshed politiske (eksemplificeret med Ai Weiweis nylige udstilling af 14.000 redningsveste fra strandene på Lesbos).

Et knust hjerte er det samme overalt
Sammen formidler objekterne på Museum of Broken Relationships ydermere én fælles fortælling: myten om det knuste hjerte. På museets førnævnte rejsende udstillinger, og også når det i år besøger København, åbnes der op for nye donationer, der udstilles side om side med genstande fra hele verden. Afvisningen af noget stedspecifikt giver museet en fundamental geografisk trancederende karakter, der bygger videre på ideen om den fælles fortælling: et knust hjerte er det samme overalt.

Museum of Broken Relationships er et unikt raritetskabinet og et samlet belæg for den fælles menneskelige oplevelse af den fejlslagne kærlighed både som en hverdagens realitet og som en romantiseret mytologi.