DET ER ikke DIN SKYLD
Kvindemuseet i Århus tør sætte det tabubelagte emne voldtægt under lup, og det er der kommet en meget fin og oplysende udstilling ud af.
Kvindemuseet i Århus tør sætte det tabubelagte emne voldtægt under lup, og det er der kommet en meget fin og oplysende udstilling ud af.
”DET ER ikke DIN SKYLD” er den velvalgte titel på Kvindemuseets udstilling om voldtægt.
Omdrejningspunktet for udstillingen er nemlig den skyld og skamfølelse den voldtagne ofte føler. Var det i virkeligheden min egen skyld? Et paradoks som bliver behandlet i hele udstillingen, hvor den personlige historie er i centrum.
Ingen skræmmebilleder – blot virkeligheden
Udstillingen er blevet til i et bredt samarbejde, hvor kunstnerne Grete Aagaard, Tanja Nellemann Poulsen og Lise Skou har arbejdet sammen med kvindeorganisationer og personer, som har haft oplevelser af overgreb tæt inde på livet.
Resultatet er en blanding af historisk fakta, gennemgange af retslige forløb, statistiske tal, personlige beretninger og kunstværker.
Det mest i øjnefaldende er umiddelbart, at der ikke vises et eneste voldeligt eller grænseoverskridende billede, som mange måske ville forvente (frygte) af en udstilling, der omhandler voldtægt.
Men netop manglen på voldelige billeder gør det lettere at nærme sig et i forvejen svært emne. Klogelig har man valgt at lade ofrenes stemmer være omdrejningspunktet, for de autentiske historier er skræmmende nok i sig selv.
I en installation bestående af store bogstaver, dannende ordet ‘misTILLID’, ligger fortællingerne indtalt på hver sin cd. Kun præsenteret med navn og alder.
Den skyldfølelse som ofrene ofte føler efterfølgende bliver ligeledes dygtigt illustreret i en video, hvor pigerne vises som anonyme silhuetter i et forbryderalbum.
Som andre steder i udstillingen lægges der op til, at beskueren skal reflektere over, om det kunne være en selv, der figurerede bag de sorte silhuetter.
En uberygtet kvinde
Læs, lyt og reflektér synes at være nøgleordene i udstillingen, der er rig på ord både bogstaveligt og visuelt. De fælles ord som de voldtægtsramte benytter i deres historier, er blevet til installationer, hvor den besøgende kan finde rum til refleksion.
Kunsten som formildende ramme
Det er de historiske fakta og fortællingerne, der er udstillingens absolutte bærende elementer. Flere af de kunstværker, som udstillingen også består af, falder i baggrunden af pigernes historier.
Det er deres ord man har i tankerne, når man går fra udstillingen, og ikke hvilke værker, der blev vist.
Men som helhed fungerer den kunstneriske formidlingsramme, som er lagt over udstillingen, rigtig godt. Udtrykket er enkelt og umiddelbart, og giver den besøgende en ny måde at nærme sig og reflektere over et emne, som er præget af berøringsangst.
Fakta
Udstilling
DET ER ikke DIN SKYLD
15 aug 2010 30 apr 2011
Grete Aagaard, Tanja Nellemann Poulsen, Lise Skou.
Kvindemuseet Se kort og tider
Fakta
15. oktober 2010 - 30. april 2011 Udstillingen er blevet til i samarbejde med Center for Voldtægtsofre, Reden, Joan Søstrene, KRIS, KvindePolitisk Forum og kunstnerne Grete Aagaard, Tanja Nellemann Poulsen og Lise Skou samt en særlig udvalgt fokusgruppe. Unge piger og drenge fra Krogsgade Skole og Marselisborg Gymnasium har været involveret i udformning af udstillingen gennem workshops og bidrag med udstillingselementer.