”Det er jo menneske-kunst”

Udstillingen på Galleri NB i Roskilde åbner på dagen forKvindernes Internationale Kampdag og er tiltænkt  som en undersøgelse af femininitet og ligestilling medudgangspunkt i titlen Woman Where Is Your Tower.

Fire unge kvindeligekunstnere er blevet bedt om at reflektere kunstnerisk over titlen, hvoraf detre: Henriette Hellstern-Kjøller, Beinta av Reyni og Kirsa Andreasen møderhinanden for første gang til nærværende interview i det ombyggede gasværk iRoskilde, der huser galleriet.

Udstillingens omdrejningspunkt er kvindekønnet, menalligevel er det frustrerende for de udstillende kvinder, at KUNSTEN.NUsudsendte har vinklet dagens spørgsmål mod en samtale om kvindekunst ogligestilling.

Menneskekunst
”Det kriblede lidt i fingrene på mig, da jeg først så, at viskulle diskutere det her.

Selvfølgelig centrerer udstillingen sig som omemnerne, men det faktum, at jeg interesserer mig for ligestilling, køn ogseksualitet burde være alment og hænge sammen med mennesket Kirsa. Ikke medkunstneren Kirsa.

Det formindsker det lidt, hvis man siger, det handler omkvindekunst, for det er jo menneske-kunst,” siger Kirsa Andreasen. 

Og Henriette Hellstern-Kjøller er enig:

”Jeg synes egentlig ikke, der findes kvinde- ellermandekunst. Jeg synes bare, der er kunstnere. Det er kun, når vi snakkerpolitisk, at jeg skelner.”

Kvinder uden moral og ære
Men samtidig melder en ambivalens sig hos kunstnerne, da derbliver stillet spørgmålstegn om en sådan udstilling kan opsættes uden at affødeden slags spørgsmål.

”Nej, og jeg kom også frem til, at jeg synes debatten erutrolig sund. Det er meget vigtigt at diskutere. Det er noget, som har væretupopulært at tale om i mange år siden rødstrømperne slap deres tag. Nu er detbegyndt igen at være legitimt at være for ligestilling, hvilket man skulle troenhver kunne se fornuften i.”

“Men så læser man holdninger som Ole Birk Olesens,der har skrevet, at kvinder er uden moral og ære og uegnet til magtpositioner –og han er altså folketingskandidat (for Liberal Alliance, red.). Den holdning bliver måske ikke sagt højt, men denligger i hjørnerne – også i vores branche,” mener Kirsa Andreasen.

Ligestilling uden ligeværd
Det er altså væsentligt at debattere det faktum, at kvinderikke behandles på lige fod med mænd. Selv om kvinder efterhånden på mangefronter har lige vilkår.

 ”Jeg mener for så vidt, at vi er blevet ligestillet iDanmark. Jeg mener ikke, at den ligestilling vi mangler, kan indføres frapolitisk side.

Jeg tror, det skal komme med tiden, og jeg tror, tiden arbejderfor – og med kvinderne.

Se på historien. Kvinderne fik først for alvor adgangtil arbejdsmarkedet for omkring 50 år siden og fik først stemmeret i starten af1900-tallet. Nu er over halvdelen af universitetsstuderende kvinder. Hvordankan det ikke se ud om 10-20 år.

Jeg mener egentlig, at vi har ligestilling ijuridisk forstand. Men det, der mangler på visse områder, er ligeværdighed”,forklarer Beinta av Reyni.

Hvor er jeres kvinder henne?
Og den manglende ligeværdighed er statistisk virkelighed,selv om kunstnerne ikke føler sig mærket af det i hverdagen, eller på nogenmåder føler sig undertrykte.

”Jeg tror ikke, at der er ret mange kvinder i Danmark, dersynes de er undertrykte, for det gider vi da ikke finde os i! Men samtidig kanman se, hvis man kigger på museer og indkøb og kuraterede udstillinger, at derer en uligevægt i, hvem der kommer længst og hvor høje priserne er,” sigerKirsa Andreasen.

Henriette Hellstern-Kjøller kommer med et eksempel på denulige fordeling:

”Jeg var på HEART  Herning Museum of Contemporary Art sidsteår, hvor jeg fik mulighed for at se deres meget smukke samling nede i kælderen,men det var bemærkelsesværdigt, at der kun var mænd i samlingen. Så jegspurgte, hvor museets kvinder var henne. De måtte ud bagved og trække et maleriaf en kvinde frem – og det var det eneste de havde. Jeg tror ikke, jeg blev såpopulær med det spørgsmål, men jeg ved ikke, om de har gjort noget ved det,”fortæller hun.

Slå i bordet
Årsagen til uligheden skal, ifølge kunstnerne, findes i densociale arv og det faktum, at kvinder historisk set ikke har haft megenindflydelse. Og i en tendens til, at når noget er kvindeligt, bliver detnedvurderet. Som for eksempel i pressen, der omtaler kvindelige politikere somtalende kavalergange. Men årsagen ligger også i kvindernes egen manglende evnetil at slå i bordet og kræve noget mere.

”Det drejer sig delvist om den sociale arv”, siger KirsaAndreasen og henviser til et af sine værker, hvor en kvinde tynges ned af ettræ. ”Træet symboliserer arven, som er svær at frigøre sig fra. Men derfor harhun også fået røde strømper på, så hun har noget med sig,” forklarer hun. Deter altså stadig også kvindernes eget ansvar at få mere indflydelse.

”Kvindernes svaghed ligger jo i, at vi lader os tage tiltakke, men vi skal ind og slå i bordet og sige, at det ikke er godt noklængere,” forklarer Kirsa Andreasen.

Holdningsændring
Beinta av Reyni mener ikke, at tilstanden skyldes ond viljefra mændenes side. ”Jeg tror ikke, det drejer sig om, at mændene ikke vil havekvinderne med, men mere om, at mænd har netværk med mænd. Jeg tror, det erfordi, de snakker sammen og arbejder sammen. Og så er de tilfældigvis ogsåmuseumsinspektører og kuratorer, og det farver billedet,” siger hun ogunderstreger, at det er i holdningerne, at ændringerne skal ske.

”Der er en lang række holdninger, vaner og værdier, der skalændres. Det er holdningen til det som betragtes som kvindelige værdier,kvindelige politikere og ‘kvindekunst’, der er problemet. Essensen for mig erikke at blive ét køn, men at være forskellige køn, der er ligeværdige,” sigerBeinta av Reyni.