Det nordiske opgør

Året er 1986. I det nordiske kunsttidsskrift, Siksi – The Nordic Art Review, skriver den norske kunstner Jan Groth:

"Mine forudsætninger er nordiske, en blanding af det dramatiske og lyriske, det monumentale og intime, det er en komprimering af følelsen."

Denne romantiske og senmodernistiske tilgang til ‘det nordiske’ skulle senere blive afmonteret, og ti år senere i samme tidsskrift skriver den svenske kurator, kritiker og daværende redaktør for Siksi, John Peter Nilsson, således om tidsskrfitets identitet som nordisk kunstplatform:

"Det er et mobilt tidsskrift, nomadisk, Siksi repræsenterer verden i et nordisk perspektiv, men også ‘det nordiske’ i et verdens-perspektiv. Efter kommunismens kollaps, har de nordiske lande fundet nye naboer og måske er det nu på tide at dekonstruere tanken om en nordisk identitet."

Et blik frem
Det er dette generelle opgør, der indleder debatten under Supermarket i Stockholm i år, hvor ‘det nordiske’ er til fornyet diskussion.

Mikkel Bogh, rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Stina Högkvist, kurator for Momentum-biennalen i Oslo og John Peter Nilsson, kritiker og redaktør for de tidligere nordiske kunsttidsskrifter NU og Siksi ser både tilbage og lidt frem i et forsøg på at redefinere et nordisk perspektiv.

Samtidskunsten fødes – det nordiske ofres
Men først lidt om opgøret. Jonas Ekeberg, redaktør for nettidsskrfitet kunstkritikk.no forklarer det således:

"Opgøret med ‘det nordiske’ peger på en generel styrkning af kunstscenen i 90erne, hvor en fuldt moden nordisk samtidskunstscene fødes. Fokusset er her på internationaliseringen, hvilket de nordiske institutioner, der etableres i den tid, også er eksempler på," indleder han.

‘Det nordiske’ er i dag er altså en afryddet grund, en tom byggeplads, en platform uden indhold – et begreb der for kunstens vedkommende er modent til redefinering.

Norden og verden
John Peter Nilsson var en væsentlig del af disse processer fra starten af, og har derfor funderet en del gennem årene over det ‘det nordiske’ som begreb.

"Som redaktør af Siksi i slutningen af 90erne var jeg meget i tvivl. ‘Det nordiske’? Hvad skulle vi med det i en tid, hvor alle tog til New York og skulle være en del af den internationale familie."

Men ifølge ham bibringer internationaliseringen og opløsningen af den nationale forankring også en tomhed. Men én af reaktionerne var netop en retur til det nationale og identiteten, men denne gang i kritisk form i en ‘transavantgardisme’.

"Det blev en åbning også for at søge ny mening via ‘det nordiske’, at behandle det regionale i dialog med omverdenen. Kunstnere som finske Esko Männikö behandler for eksempel i den tid mennesket, ensonmheden, rodløsheden, melankolien i nærmest karikeret form," forklarer Nilsson.

Nordisk modsvar
Der skete det i 90erne, også da man lancerede NU: The Nordic Art Review i 1999, at de fleste kunstnere slet ikke var interesseret i at blive betegnet som svenske eller nordiske.

"Men for mig er det altså stadig vigtigt, at man kan se eller erfare, hvor en kunstner udtaler sig fra, også selvom McDonalds findes overalt i verden. Min kritiske dialog med kunsten handler netop om at undvige en global anonymitet. Der findes jo en problemstilling ved siden af naturen og de nordiske klichéer, der peger på de politiske og ideologiske dimensioner, som jeg synes er interessante og vigtige i en nordisk sammenhæng. Især som modkraft til de politiske motivationer omkring kulturarv, indvandrerpolitik og lignende hyperrationaliserede og indskrænkende tendenser, hvor vi som nordiske lande fremhæver vor unicitet; den mørke og fortiede side af det nordiske," opfordrer John Peter Nilsson.

Det ikke-nordiske mirakel
Mikkel Bogh, rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, nikker genkendende til den udvikling, John Peter Nilsson beskriver.

"’Det nordiske mirakel’ (Hans Ulrich Obrists term fra 1998) handlede egentlig om en nordisk kunstscene som viste sig ikke at være baseret på noget særligt nordisk. Det var den nordiske kunsts internationale debut som eksportvare. Og således sejrede ‘det nordiske’ sig selv ihjel," understreger han.

‘Det nordiske’ var således slet ikke nordisk, og den tendens har vi kun set forstærket siden da.

"I løbet af 00erne har der været nordisk tomhed uden nogen generationsmæssig sammenhæng, samtidig med at kunstnerne har været mindst lige så ineterssante og markante som i 80erne og 90erne. Vi kan blot konstatere, at der er tale om en anden form for orientering i dag. Det er en anden form for kunstscene, man i det hele taget træder ud på. Siden 90erne har mange af de danske kunstnere i det hele taget modarbejdet en særlig tilknytning til ‘det nordiske’. Det var en global sammenhæng man arbejdede i, og kunstnernes baser var fordelt imellem flere lande og primært uden for Danmark," forklarer Bogh.

En styrket debat
Han vender også blikket mod noget så lavpraktisk som boligpriser. Realiteten er, at 20 af de nuværende studerende på akademiet i København er bosiddende i Berlin og pendler imellem de to byer, fordi de ikke har råd til at bo i København. Noget, der er med til at svække en kunstscenes intensive miljø markant.

"Man kan tro, at jeg mener, at en ny nordisk position ikke er mulig og sprængt i globaliseringens navn. Det mener jeg sådan set også, vi kan aflæse tendenser på, uden at vi behøver at lægge noget negativt i det. Jeg vil dog også mene, at ‘det nordiske’ kan eksistere som en stærk samarbejdsplatform, også fordi vi har en stærk tradition for gode institutioner, en kvalificeret diskurs og diskussion om samtidskunst. Det er her, jeg kan se, at også nettidsskrifterne har et potentiale. Ikke et udfoldet potentiale dog, da dét, der tegner en kvalificeret diskurs, er en stærk kritisk praksis, som må gøre op med den paradoksale berøringsangst og rygklapperi, som har præget kunstkritikken gennem de sidste 10-15 år," lyder den endelige opfordring fra Bogh.

Det nordiske savn
For Stina Högkvist, kurator for Momentum-Nordisk biennale for samtidskunst i Oslo, og en af de mange kunstfaglige svenskere, der arbejder i Norge, er ‘det nordiske’ idag både et problem og en mangel.

Et problem, fordi ‘det nordiske’ i sin natur kan virke ekskluderende og hurtigt kan få karakter af en national ideologi med reference til en unik natur og poesi. En mangel, fordi orienteringen om og mellem de nordiske lande er med til at øge kendskabet til de kunstneriske naboer og styrke nordens position i en international sammenhæng.

Derfor var det også en tiltrængt begivenhed for Högkvist, da det nordiske kunsttidsskrift NU udkom i 1999.

"Med NU blev det regionale løftet op på et internationalt niveau, og når ‘det nordiske’ kontekstualiseredes, fik man en forståelse for nabolandenes kunstscener. Jeg vil endda påstå, at med NU fik den nordiske kunstscene ny selvtillid. Pludselig blev vi klar over at kunstscenen havde et indhold, som var værd at lancere," forklarer Högkvist om den tid.

Senere skulle hun få det udfordrende hverv at kuratere Momentum i 2009 sammen med Lina Dzuverovic.

I fortidens nordiske spor
"Vi ville gå imod den internationale, globale trend og skabe noget så utrendigt som en ‘nordisk biennale’. Vi var ikke på jagt efter ‘den nordiske identitet’. Det var gjort så mange gange før, og vi ville ikke fortsætte i samme optrampede spor. Det var snarere et forsøg på en geografisk kortlægning af de forskellige nordiske kunstscener," forklarer Högkvist.

Men til trods for at der ikke var tale om nordisk tematisk udstilling, var det netop dette kritikerne søgte.

"De behøvede noget at kategorisere efter, og når ‘det nordiske’ skulle klassificeres skete det gennem den traditionelle naturmystik. At flere af værkerne indeholdte dyr og natur, så de fleste som et nordisk træk. Mystikken var den anden tendens, som de drog frem. Om dette var en del af en større international kunsttrend eller et genopstået ‘nordisk’ fænomen, var der ingen, der svarede på," fortæller Högkvist.

Hun mener også, at den søgen er helt misforstået set fra kunstnernes side. Det var netop denne eksotiske regionalisering, som de nordiske kunstnere søgte væk fra i 90’erne.

"De vil ikke regionaliseres, men vise at de er på et ligeså højt kunstnerisk niveau som resten af kunstverdenen," pointere hun.