Det rekonstruerede kunstnerværksted

Væggene er plastret til med farverige tegninger, på gulvet ligger stakke af uddaterede playboy magasiner og midt i det hele står en hånddekoreret Harley-Davidson. Sådan præsenterer Wes Lang sit atelier i Californien på de fotografier, han har forsynet pressen og sit publikum med.

Men vi behøver dog ikke nøjes med fotografier. I forbindelse med den netop aktuelle udstilling af Wes Langs forførende biker- og pinupkunst på Aros har det århusianske kunstmuseum nemlig valgt at pille hans atelier i Los Angeles ned for at genopbygge det midt i udstillingen i Århus i forholdet 1:1. Og da Wes Lang i de sidste 14 dage op til udstillingens start tilmed har malet videre på sine malerier på Aros, får publikum et særligt, voyeuristisk indblik i en samtidskunstners værksted og arbejde.

Det er ikke første gang i kunstens historie, at publikum får adgang til et privat kunstneratelier. Tænk blot på velbesøgte locations som Cezannes atelier i Aix-en-Provence, Claude Monets atelierhus i Giverny og Pollocks studio i East Hampton. Og som det vil fremgå af det følgende, er det heller ikke første gang, at en kunstners arbejdsplads bliver flyttet ind på et udstillingssted og dermed ophøjet til et offentligt og selvstændigt værk.

Kunstners undertøj udstillet i galleri
Allerede i 1964 rekonstruerede den amerikanske kunstner Lucas Samaras nøje indholdet fra sit sove- og arbejdsrum i det dengang velansete Green Gallery i New York. Ved at flytte undertøj, ufærdige kunstværker, noter, dagbøger og andre personlige ejendele fra New Jersey og ind i det offentlige gallerirum, hvor kunsten vises og sælges, transformerede Lucas Samaras sit atelier fra at være en hjemlig arbejdsplads til nu at være udstillet som et samlet kunstværk med titlen Room #1.

Hermed blev den traditionelle dialog, og åbenlyse modsætning, mellem privat arbejdsproces og færdigt værk eftertrykkeligt undergravet. Nu var selve skabelsesøjeblikket trængt ind i ’the white cube’ og ved at flytte opmærksomheden fra kunstværk til kunstnerproces fremstod den kreative skabelse nærmest mytologisk og atelieret blev som et fantasikammer.

Samtidig viste Room #1 på én og samme tid kunstnerens nærvær og fravær: Green Gallery indrammede Lucas Samaras’ sove- og arbejdsrum, der på sin vis indrammede kunstnerens redskaber og hverdagsliv, som i sidste ende indrammede kunstneren, der ikke var der.

Provokerende statement
Lucas Samaras har selv kaldt sit værk for ”et så komplet billede af mig uden min fysiske tilstedeværelse, som det er muligt” og samtidigt beskrevet sin handling som “den mest personlige ting nogen kunstner er i stand til at lave”. Det er selvfølgelig provokerende udtalelser, der indebærer, at det oprindelige rums intime kød og blod har ledsaget rummets materielle komponenter ind i udstillingsrummet, og at det bevarer sin intime værdi dér.

Men man kan indvende, at det tværtimod ikke er tilfældet. For det, der er præsenteret i galleriet, er intimitet i gåseøjne, intimitet under fremvisning – og netop under fremvisning, transformeres den ellers hjemlige og afslappede uorden til det bevidstes dødvægt. Det, der vises, er ikke nødvendigvis længere personligt, men det står for – og opfattes som – noget personligt. Denne postulerede intimitet gælder både Samaras værk Room #1 og Wes Langs atelier på Aros.

Atelier som tempel og laboratorium
Et af verdens smukkeste, re-installerede kunstnerværksteder er Atelier Brancusi i Rue Rambuteau i Paris. Det er kendt for sine høje, hvide vægge og de smukke ovenlys rettet mod Constantin Brancusis enkle modernistiske objekter, der stråler mellem rå blokke af træ og sten.

Den rumænske kunstners oprindelige atelier i Impasse Ronsin blev forladt i 1957, og for en snes år siden blev det så installeret på den anden side af Seinen i en udstillingsversion med fire små atelierrum og værksteder i en lille fin bygning tegnet af den italienske arkitekt Renzo Piano.

Det rekonstruerede kunstnerlaboratorium er nu fyldt med stemningsfulde skulpturer såsom Bird in Space, A Muse og Ìnfinite Columns og er nok den bedste måde at opleve denne modernistiske pioners indflydelsesrige værker.

Især fordi Constantin Brancusi brugte sine sidste år i sit atelier på at gruppere sine berømte skulpturer for at opnå et ideelt rumligt arrangement, der understøtter skulpturernes abstrakte og atmosfæriske udtryk. Her smelter kunstnerens æstetiske værksted virkelig sammen med hans minimalistiske værker.

Og tro mod sin fortid som fattig bondedreng udstyrede han sit atelierhus med råt tilhuggede træ- og stenmøbler.

Dem kan man også opleve i Brancusis stramt iscenesatte atelier, der på den måde bestyrker kunstnerens livsfilosofi om at “differentiere det væsentlige fra det flygtige”.

Fra London til Dublin
Anderledes kaotisk er Francis Bacons ubeskriveligt rodede atelier, der blev flyttet fra det vestlige London til den irske hovedstad efter den berømte, irske kunstners død i 1992. Her blev det møjsommeligt rekonstrueret ned til mindste detalje, efter at et stort team af arkæologer havde brugt over tre år på at demontere og pakke mere end 7.500 nummererede genstande, der blev fragtet til Irland sammen med de oprindelige gulvbrædder, vægge, elektriske installationer og sågar støvpartikler.

Det rekonstruerede atelier i Hugh Lane Gallery i Dublin blev åbnet for offentligheden i 2001. Det fremstår nu som et komplet arkiv over en af det 20. århundredes største britiske kunstnere og åbner døren til Francis Bacons arbejdsmetode, der spænder fra visuelt virvar i atelieret til kontrolleret orden i maleriet.

Umiddelbart er det svært at tro, at nogen kunstner kunne arbejde midt i et sådant visuelt og rumligt kaos. Men Bacons atelier viser, at det er muligt, at male store, verdensberømte kompositioner på blot tredive, indelukkede kvadratmeter, og at der måske netop er en nøje sammenhæng mellem en kunstners fysiske arbejdsrum og den frembragte kunst.

Man skal selvfølgelig være varsom med at forstå udstillede atelierer som ’afslørende’ tekster og læse for mange biografiske og personlige forhold ind i en kunstners værk. Men det er alligevel lidt påfaldende, at Francis Bacons forkrøblede figurer synes uhjælpeligt indespærrede i klaustrofobiske rum, som de mentalt ikke kan komme ud af. Og med et atelier fyldt med tømte champagne- og vinflasker samt kasserede beholdere med L’Oreal hårfarve ligger det lige til højrebenet at tolke Bacons pessimistiske billeder ud fra hans kulterelle kamp med kønsidentitet og problemer med for meget druk.

Dansk ekshibitionisme
Herhjemme er det endnu ikke blevet så udbredt at rykke en samtidskunstners værksted ind i museale rammer, og dermed gøre proces til værk. Dog flyttede HuskMitNavn for små to år siden sit værksted med møbler og originale genstande til KØS i Køge, hvor han for første gang viste skitser, skitsebøger, tegninger, plakater, fotografier og noter fra mere end 10 års kunstproduktion.

Udstillingens mål var at genskabe den kunstneriske arbejdsproces og resultatet blev en bemærkelsesværdig kunstnerisk kobling mellem gaden, graffitien, museet, kommercialismen og så det private kunstnerværksted. Umiddelbart en form for kunstnerisk ekshibitionisme kunne man mene, men ved som vanligt at fastholde sin anonymitet overfor den brede offentlighed, lod HuskMitNavn sig ikke klæde helt af.

Systemkritisk værksted
Generelt er det intentionen at give publikum et mere personligt og ‘ægte’ indtryk af en kunstners værk og arbejde, når kunstnere og museumsledere vælger at flytte private atelierer ind i kunstinstitutionernes rammer. Men at fænomenet også kan være stærkt politisk, viser den aktuelle historie om den belgiske kunstner Wim Delvoyes ønske om at genskabe den systemkritiske kunstner Ai Weiweis Shanghai-atelier i Ghent i Belgien.

De kinesiske myndigheder beordrede atelieret revet ned januar 2011, men Ai Weiwei har gemt alle elementerne, fordi han faktisk planlagde at lave en mytologisk, men også selvbiografisk, installation med dem.

Men nu advarer Ai Weiweis assistenter mod represalier fra Kina, hvis atelieret bliver genopført i Europa. Et sådant initiativ vil nemlig blive opfattet som en trodshanding i Kina. Det er almindelig kendt, at kunstneres værker kan besidde politisk, avantgardistisk potentiale, men at et en kunstners værksted også kan forårsage internationale, politiske traskasserier er nok ikke set før.

Så galt går det nok ikke på Aros. Wes Langs værksted er ikke for sarte sjæle, men umiddelbart er det vist langt mere institutionelt trendy end avantgardistisk, politisk og systemkritisk.