Allerede nu kan du begynde at glæde dig til det nye års mange udstillinger. Om det er performancekunst hos Copenhagen Contemporary, Cisternernes underjordiske installation eller Igshaan Adams sanselige univers på ARoS.
Her vi har samlet fem udstillinger fra Vestdanmark, som vi særligt glæder os til at se 2025. Du kan finde vores anbefalinger i Øst her.
Den 16. januar åbner Trapholt soloudstillingen Agile Aggressions af Mie Olise Kjærgaard. I udstillingen udforsker Kjærgaard grænserne mellem maleriet, det narrative og det sanselige. Gennem hendes ekspressive penselstrøg og nøje udvalgte farver har publikum mulighed for at få en oplevelse, der både fascinerer og udfordrer.
Start året med en farverig oplevelse når Viborg Kunsthal åbner udstillingen Colour Instruments af billedkunstner Christina Augustesen. Kunsthallens østfløj bliver omgjort til et sælsomt og foranderligt univers, med udgangspunkt i relationen mellem lys, farver, rum og mennesker. Augustesen har til Colour Instruments taget inspiration fra Johann Wolfgang von Goethes farveteorier og hans betragtninger om farverne som levende og dynamiske.
I Sjælesy bliver publikum taget på en rejse ind i Augustianas svære fortid som psykiatrisk sygehus. Kunstnergruppen Efterkommere indtager Augustianas udstillingssale med strikkede, flettede, syede, vævede og spundne værker. Efterkommere ønsker at synliggøre kvinder, som de betragter sig som efterkommere af, og har skabt værkerne til udstillingen baseret på kilder med tilknytning til Augustiana.
Udstillingen Weedhoud er årets første udstilling på ARoS, og den første store udstilling i Norden af den sydafrikanske kunstner Igshaan Adams. I Weedhoud får publikum mulighed for at træde ind i Adams sanselige og poetiske univers. Et univers af værker fra 2014 til nu, bestående af vævede billedtæpper og skulpturelle støvskyer. Adams udforsker blandt andet traumers indvirkning på den menneskelige psyke og bevægelsens helbredende kraft.
Kom med under huden af 1700-tallets overklasse, når Kunstmuseum Brandts åbner udstillingen Jens Juel - Under huden. Han kunne få alle til at se søde, milde og menneskelige ud, og 250 år senere fremstår Jens Juels modeller stadig lyslevende. Dog sættes Juels værker og modeller i et nyt lys, når de for første gang på 30 år bliver genstand for en museumsudstilling. De drømte om at blive husket, men husker vi dem, og hvad de gjorde, i dag?