Det skal du se! uge 19
Har du planlagt weekendens udstillingsbesøg? Redaktionen anbefaler her en håndfuld udstillinger, som vi gerne selv vil se.
Har du planlagt weekendens udstillingsbesøg? Redaktionen anbefaler her en håndfuld udstillinger, som vi gerne selv vil se.
info
Har du planlagt weekendens udstillingsbesøg? Redaktionen anbefaler her en håndfuld udstillinger, som vi gerne selv vil se.
Kunstmuseum Brandts
13 maj – 25 sep, Pia Arke: Drøm og fortrængning
Udstillingen sætter fokus på ofte oversete problemer i forholdet mellem Danmark og Grønland. Arkes mor var grønlænder og hun selv var inuit af udseende, men hendes far var dansk, og hele sit voksenliv insisterede hun på at være et sted midt imellem. Livet igennem mærkede hun mange af de problemstillinger med identitet, stereotype fordomme og splittelsen mellem to kulturer, der debatteres i samfundet i dag.
Det Fynske Kunstakademi
12 maj – 23 jun, Afgang 2022
AFGANG 2022 markerer dimittendernes indtræden på den danske kunstscene i en udstilling, hvis værker fremstår indadvendte med deres afsæt i personlige arkiver og præferencer, om det er gennem fantasiens verden eller den skærm, hvorfra vores verden også genspejles. Herfra toner en kompleksitet frem af, hvad det vil sige at finde sig et ståsted i vores tids verden.
OXER
12 maj – 4 jun, Klarsigtsapparat: Kim Grønborg, Benjamin Krog Møller og Emil Brahe
Den stedsspecifikke totalinstallation på skibet Svartlöga tager udgangspunkt i skibets fortid som minestryger. Dette er en fortid, der tydeligt kommer til udtryk på skibet i dag, i dets konstruktion og udstyr. Gennem installation og lydcollage opbygges en stemningsfuld refleksion over denne tekniske sensibilitet, der omhandler forholdet mellem apparater, teknologi og menneskelig erkendelse.
SIMIAN
14 maj – 26 jun, Rolf Nowotny: NOCLIPLILT
Nowotny forvandler Simians største udstillingslokale til et spøgelseshus befolket af væsener, der insisterende og hjemsøgende trænger sig ind på den besøgende med spaltede tunger, kløvede hoveder og deforme kroppe. De bebor et hjem, som på ingen måde føles hjemligt. Træder man over dørtærsklen og begiver sig gennem huset, suges man ind i et på en gang intimt og klaustrofobisk kammerspil.
Ringsted Galleriet
14 maj – 6 jun, JUBILÆUM 3
Tekstværker i store formater med stavefejl og pinagtigheder i byrum, en billedpoetisk vandring, tegninger med dyremotiver, som minder om en anden tid og videodokumentation fra en ulovlig kunstaktion i et high-end, københavnsk varehus. Det er blot nogle af de værker, man kan opleve, når Ringsted Galleriet slår dørene op til tredje udstilling i jubilæumsprogrammet.
LOKALE
11 maj – 29 maj, Den Danske Pavillon i Griffenfeldsgade
Tænk hvis Canal Grande i Venedig flød forbi Griffenfeldsgade i København? Den Danske Pavillon i Griffenfeldsgade udgør nummer 91 af Pist Protta i form af en totalinstallation, hvor galleriets indre overflader svarer til tidsskriftets papir, og bygningens facade er omslaget, og baserer sig på et indsendt forslag til Den Danske Pavillon i Venedig. Foruden kunstdstidskriftet Pist Prottas redaktion bidrager billedkunstnerne Yvette Brackman, Lasse Krog Møller, Maria Finn og E.B. Itso til pavillonen.