Det uforudsigelige, kaotiske og gavmilde rum

Ud over klassiske monumenter, mindesmærker og skulpturer, erkunstverden overvejende domineret af bygninger med vægge, loft og gulve: Udstillingssteder,museer, gallerier og projektrum. Men både midlertidige kunstprojekter og merepermanente kunstoplevelser i udendørs og offentlige rum er alligevel blevetmere fremtrædende de senere år.

En af dem, som gennem de sidste 6 år, har været med til at få kunsten ud i samfundetsyderområder, både i det udskældte ”Udkantsdanmark” med kunstfestivalen TUMULT og i sociale randområdersåsom Mjølnerparken med projektet SID NED!, er Christian Skovbjerg Jensen.

Fra det elitære tildet gavmilde
I 2004 var han med til at kuratere den offentlige kunstudstilling Monument. En udstilling, der togmonumentet som kunstværk op til revurdering og stillede de traditionelle, merepermanente kunstneriske tiltag i det offentlige rum, op imod mere midlertidigealternativer.

”Med min baggrund som formidler, var min tilgang, at jeg godt kunne lide attingene kom ud til mange mennesker. Min egen oplevelse af kunstens verden var,at den godt kunne fremtræde meget elitær og ekskluderende. Du kan også væremeget elitær i offentlige rum, men du har også muligheden for at være megetgavmild og nå ud til nogle mennesker, som måske ikke kommer så meget på museum,”fortæller Skovbjerg Jensen.

I dialog med samfundet
Monument blev katalysator for en interessei offentlige rum og en lang række refleksioner over, hvad kunsten kan der.

”Det tiltalte mig, at man kunne rykke ud med kunsten og sigetil publikum: ”Værsgo, hvad siger du til det?” På en eller anden måde synes jeg,at man er i tættere dialog med samfundet i en bredere forstand, end hvis man skulleholde sig til et hus og hive folk ind i huset.” forklarer han.

Kunst som samfundsmæssig inspirationskilde
Dermed ikke sagt, at kunst i traditionelle udstillingsrum ikke er i dialogmed dets publikum, men det offentlige rum som udstillingssted møder nogle andremennesker og rummer nogle helt andre udfordringer, forklarer kuratoren:

”For mig at se kommunikerer offentlige rum, i modsætningen til det stilleudstillingsrum, allerede. Og det rummer en masse konflikter og betydninger isig selv, så det kan være enormt svært at kile sig ind i den larm eller kaos, somallerede eksisterer.”

Det er også på de præmisser at kunsten, ifølge kuratoren,kan bidrage med noget til samfundet:

”Kunsten kommer ikke med løsninger og er ikke rådgiver, men den kan skabe debatog italesætte nogle problematikker på en anderledes måde, netop ved at kile siglidt ind i et område eller et bestemt sted – og være tættere på det, den forholder sig til. Og så må man se, hvordan folk oversætter de kunstneriske bidrag og ladersig inspirere af dem,” påpeger han.

Når kunsten mingler med gadens kodekser
Netop den måde, som publikum forholder sig til kunsten på gaden, marken ellerpladsen, er noget som kuratoren er optaget af.

”Det er interessant at se, hvordan folk stopper op og reagerer på kunst i offentlige rum, for det er svært at forudsige,” fortæller Skovbjerg Jensen.

”Indenfori udstillingsrum hersker der derimod en slags ‘Walk. Think’.-kode, hvor folk agererpå en bestemt måde, der er mere forudsigelig. Med andre ord går de eksempelvis ikkehen og sparker et værk ned, det sker i hvert fald meget sjældent. Men i offentligheden ved man aldrig helt, hvad der sker.”

Det traditionelleudstillingsrums endeligt?
Med de initiativer, som kunstverden har set de sidste par år i form afkunstprojekter langt væk fra udstillingsrummenes rene, stille og neutrale flader,kunne man spørge, om det traditionelle udstillingsrum måske er en døende fisk,langsomt i færd med at udånde?

”Nej, det traditionelle udstillingsrum er ikke nogen død fisk,” fastslårSkovbjerg Jensen.

”Det er bare et meget mere kontrolleret rum end detoffentlige. Kunstverdenen vil hele tiden forsøge at være i bevægelse og afsøge nyekonstellationer. Og bland andet bryde ud af den hvide kube.”

Men alligevel er der i dag stadig kun et begrænset antaludstillingssteder og museer, som gør brug af offentlige rum, påpegerSkovbjerg Jensen og uddyber:

”Det er enormt tungt og skræmmende for mange at producere store projekter i offentlige rum, fordi det nogle gange kræver meget mere arbejde.Og så kan det måske være rart at have et hus, hvor man har en mere kontrolleretværkvisningssituation. Men jeg er sikker på, at vi vil opleve en øget interesse i offentlige rum i de kommende år.”

En platform foroffentlig kunst
Netop derfor er kuratoren i gang med at formulere en fleksibel platform,hvorfra man kan udtænke og eksperimentere med, hvordan man kan fremme ogafprøve kunstens potentialer i offentligheden.

”Der er rigtig mange der arbejder med offentlig kunst i dag, men der mangler etsted, hvor man kan henvende sig med små som store ideer og projekter. En platform, der udelukkende arbejder med i kunst i offentlige rum og medier, og som selv har ideer og ambitioner om, hvilke typer projekter man kanskabe i offentlige rum i dag. Et sted, hvor både kunstmuseer ogbyfornyelseskyndige, arkitekter, kommuner, staten, firmaer osv. kan arbejde sammen.”