Dragende ækelhed

Væsensforskellige…
Charlotte Fogh Contemporary viser i disse dage en vellykket dobbeltudstilling med de to kunstnere Iben Toft Nørgård og Zven Balslev. Den ene beskæftiger sig med grundlæggende problemstillinger i forhold til samfundets idealer for køn, krop, kultur og identitet – Den anden bevæger sig udtryksmæssigt i den kulturelle undergrund. Den ene laver gennemarbejdede, farvesprudlende collager med original brug af materialer og struktur – den anden bruger hvidt papir og sort tusch til spontane og labyrintiske tegninger.

… og dog beslægtede
På trods af disse vidt forskellige kunstneriske udtryk anvender de to kunstnere på sin vis samme metode til at indfange og fastholde beskuerens opmærksomhed. Metoden består i en mere eller mindre åbenlys brug af det ækle og frastødende, som samtidigt er forunderligt fascinerende og svært at rive sig løs fra. Værkerne bugner af detaljer og muligheder for tolkninger. I Zven Balslevs Danmarks Chef på opgaven, bliver det således vidt forskellige billeder alt efter hvad man synes, det er for noget, der er på vej igennem pålægsmaskinen. Mens øjet går på opdagelse, bliver man usikker på, om man i virkeligheden har lyst til at genkende de billeder, der dukker frem.

Skønhed vs. naturlighed
Iben Toft Nørgårds collager kredser om emner som kønsroller og kulturelt skabte skønhedsidealer. Naturens skønhed som en selvfølgelighed bliver sat på spidsen ved hjælp af en central brug af forskellige bløddyr, padder og insekter. I Allotment ser man en smuk kvinde med et bølgende gyldenblondt hår der består af snegle. Denne naturlige skønhed og/eller ækelhed kombineres i værkerne med menneskeskabt mekanik, teknik og kulturelle stereotyper som husmoderen, tyrefægteren og rockstjernen. Hermed bliver grænsen mellem skønhed & kultur og ideal & virkelighed, visket ud til et tåget ingenmandsland.

Rodet og dragende
Zven Balslev arbejder langt mere abstrakt og, i diametral modsætning til Iben Toft Nørgård, i sort/hvid. Når man fra Nørgårds værkers vilde farverigdom træder ind i det sorte rum, bliver den sorte tusch på det hvide papir ekstra skarpt defineret. Zven Balslevs tegninger er rodede og komplekse… formerne er genkendelige, men alligevel grænser de til det abstrakte. Abstraktionen fører beskueren tættere på i forsøget på at finde hoved og hale i de sammenvoksede former og frem toner noget deformt, dryppende og savlende. Tegneseriestilen forsyner værkerne med den snert af munter løssluppenhed, der gør, at man bliver opfordret til at blive ved med at undersøge billedernes detaljer… og det gør man – trods faren for pludselig at møde lige præcis dét, der overskrider ens grænser.