Dvælende, åndende rum

Udstillingen Udenfor Her af Johanne Sigvardsen og Sophia M. Seitz Rasmussen er som et koreograferet åndedræt, der sitrer gennem lokalet så let, at de to udstillingsrum føles som fritstående byggeklodser, der er stablet ovenpå hinanden i en balanceakt med lufttrykket udenfor. Udstillingen er resultatet af en fysisk hård og beskidt proces i københavnske grafikkværkstæder, forløst i Danske Grafikeres Hus.

Antydningsrum, kalder Johanne Sigvardsen de rumlige undersøgelser som drager beskueren igennem installationen.

Grafikken er en hjørnesten hos både Sigvardsen og Seitz-Rasmussen. Det langsomme håndværk, kendetegnet af repetitioner og variationer, var tilstede i deres respektive afgangsudstillinger i henholdsvis 2012 og 2011, fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og Det Jyske Kunstakademi, og har optrådt konsekvent i deres praksisser sidenhen.

Råmaterialer
Det er en stramt dirigeret bevidsthedsstrøm man træder ind i, når man kommer ned ad den slidte stentrappe i Danske Grafikeres Hus. Gulvet indenfor døren er flot ufuldendt tildækket med rødlige kobberplader, råmaterialet til kobbertryk.

Skinnet fra gaden vender i overfladen. Ting som associerer til det private, hjemlige er ætset ind i pladerne. Havregryn, en myslipose, et aftryk af en cardigan, det ligner den er glemt der på gulvet. Besøgendes fødder laver mærker.

Fra kobberpladegulvet strækker sig en enkel tapetbane, der drager fortællingen op gennem loftet til overetagen. Hvide tapeter med hvidt tryk hænger et par håndsbredder inde i rummet, de flytter væggene indad. Bag de hvide membraner aftegner sig uskarpe silhuetter. En cardigan igen, som en skygge: Spor af karakterer i kulisserne.

Som en smal højloftet scene står Danske Grafikeres Hus og presser sig mod gaden udenfor, Sølvgades lyde siver ind langs gulvet og op ad den smalle trappe. Huset er ikke kun en ramme, men del af værket, computeren i hjørnet og skidtet på vinduerne, som slører udsigten til Kongens Have, er aktive bestandsdele.

De er ligestillede med elementer som, ifølge en midlertidig udstillingslogik, er for nylig tilføjede og udskiftelige.

Der er spor og spejlinger.

Kobberet er nøjsomt udskåret og tilpasset husets skæve vinkler. Oprindelig tænkt til at dække gulvet på overetagen, ligger den nu som en 1:1 tegning på underetagens arrede gulv.

Synkronsvømning
Processen er nærværende. Udstillingen ligner synkronsvømning – en dialog mellem kunstnerne, som er både koreografer og dansere i en teatralsk minimalisme, hvor kroppen kommer i spil.

Udstillingen placerer sig i mellemrummet mellem den sociale praksis og tingene – i et fornemmelsesfelt af stemthed. Materialerne er mættede med arbejdstimer, rytmen er let.

Form i tilblivelse, tid og stoflighed. Beskuerens krop indkapslet i rummet, kobberens potentiale som skulpturel krop, forbipasserende kroppe udenfor vinduerne som får lyset til at skifte i rummet. Hårbolde, hvis aftryk har dannet mønstre i tapetet. Mønsterrapporterne er alle unikke, trykket danner subtile variationer i det hvide vægtæppe.

Således træder en række detaljer tyste frem; et messingnøglehul limet på det hvide japanpapir, en tommelfingerhøj plasticand, en aflåst fyldningsdør, en krøllet silkeskjorte.

Det er et forholdsvis tomt rum i en travl bydel, som Sigvardsen og Seitz-Rasmussen har iscenesat. Udstillingen formår at insistere på sin langsomme tilstedeværelse og sin ikke åbenlyse produktive funktion. Den udfordrer tyst sine omgivelser. Det er et dvælende, åndende rum. En materialiseret skulpturel filosofi, som kommunikerer med kropslige udsagn.