Eken og Behncke i Det Milde Westen
I det nordjyske på m.galleri viser Rose Eken og Søren Behncke fælles tryk og værker inden for bl.a. maleri, broderi og skulptur.

I det nordjyske på m.galleri viser Rose Eken og Søren Behncke fælles tryk og værker inden for bl.a. maleri, broderi og skulptur.
Søren Behncke, også kendt som ’Papfar’ – eller når han væver billeder med strimler af plastikpose ind i trådhegn – som ’Posemanden’, og Rose Eken har skabt en række fælles værker på deres udendørs trykkeri på Kandestederne ved Skagen Odde. Under titlen Det Milde Westen, viser kunstnerne resultatet af samarbejdet på m.galleri i Skagen.
Forberedelserne til de forskellige tryk indledes med en grundlæggende idé, udviklet i fællesskab, hvorefter de enkelte motiver udskæres i stolper og plankeværk og trykkes på stedet.
De to kunstneres valg af tryk som medie i formidlingen af kunstneriske udtryk har bl.a. ført til ’hit and run’- træsnit i det offentlige rum, hvilket indtil videre tæller et træstub-tryk på en stub i en jysk skov, et brændeskurstryk ved et sommerhus i Kandestederne, et skammel-tryk i et møbel på Sort Kaffe og Vinyl, deres foretrukne kaffebar i København – og på internationalt plan – et drivtømmertryk, lavet på stranden i East River State Park i New York. Kendetegnende for disse tryk er, at kunstnerne altid efterlader den originale trykplade dér hvor trykket er lavet.
Foruden trykværkerne, inkluderer udstillingen også eksempler på de to kunstneres evner inden for genrerne maleri, grafik, broderi, skulptur og keramik.

Fakta
Udstilling
Det Milde Westen
20 jun 2014 27 jul 2014
Søren Behncke, Rose Eken
m.galleri Se kort og tider
Fakta
Rose Eken (f. 1976) er uddannet fra Royal College of Art i London (2003) og har siden boet og arbejdet i London, Berlin, New York og København.
Seneste soloudstillinger omfatter bl.a. Murder One på V1 Gallery og Everything Louder than Everything Else på MOHS Exhibit, samt i international kontekst Love is the Drug på Munch Gallery, New York og Tomorrow is a Long Time på Künstlerhaus Bethanien, Berlin.
Læs mere på: www.roseeken.dk
Søren Behncke (f. 1967), også kendt som 'Papfar' og 'Posemanden', har en baggrund som illustrator og grafisk designer, men ændrede i 2003 fokus og begyndte i stedet at arbejde med skulptur og maleri.
Hans seneste udstillinger omfatter bl.a. Backdrops and Dropouts på Charlotte Fogh Gallery og gruppeudstillingerne Vejen - Et motiv i kunsten gennem 400 år på Nivaagaards Malerisamling og Django på Galerie Franz Pedersen, Horsens.