Eliasson på Aros tag: Go!
Arbejdet med Olafur Eliassons gigantiske regnbuecirkel på Kunstmuseets tag går nu igang.

Arbejdet med Olafur Eliassons gigantiske regnbuecirkel på Kunstmuseets tag går nu igang.
Første symbolske hul er boret og et års arbejde kan tage sin begyndelse. De første gæster ventes at betræde det monstrøse kunstværk med titlen Your Rainbow Panorama i sommeren 2010.

Eliasson i stormvejr
Tagprojektet er stærkt forsinket, da det viste sig nødvendigt at forstærke museets konstruktion.
Olafur Eliassons skulptur er tung som bare fanden, og ydermere er det nødvendigt at tage højde for, at en skulptur af disse dimensioner – anbragt på et tag i 50 meters højde – afstedkommer et voldsomt træk i bygningen, hvis blæsten virkelig tager fat.
Dette har selvklart fordyret projektet voldsomt, hvilket blandt andet medførte et kritisk indlæg af debatredaktøren her på siden: Hvor er den økonomiske ansvarlighed?
Reklameskilt på Aros
Aros direktør Jens Erik Sørensen har dog formået at hive samtlige 50 millioner hjem til projektet med argumenter om, at Aros (og Århus) får et “reklameskilt” (direktørens ord), som vil vække beundring udover den ganske klode. Den glade giver er Realdania.