Elina Brotherus: “En kvindelig kunstner skal helst være mand, klovn og optræde nøgen”

Af
21. oktober 2020

Finske Elina Brotherus viser aktuelt sine på en gang konceptuelt skarpe og absurde fotografier og videoer i udstillingen The Avant-Garde Doesn’t Give Up på Martin Asbæk Gallery. Kunsten.nu har talt med kunstneren.

Elina Brotheus: L'Avant-Garde Se Rend Pas (The Avant-Garde Doesn’t Give Up), 2019.

Finske Elina Brotherus viser aktuelt sine på en gang konceptuelt skarpe og absurde fotografier og videoer i udstillingen The Avant-Garde Doesn’t Give Up på Martin Asbæk Gallery. Kunsten.nu har talt med kunstneren.

Af
21. oktober 2020

Finske Elina Brotherus viser aktuelt sine på en gang konceptuelt skarpe og absurde fotografier og videoer i udstillingen The Avant-Garde Doesn’t Give Up på Martin Asbæk Gallery. Kunsten.nu har talt med kunstneren.

Elina Brotherus (f. 1972) er en finsk fotograf og en af de mest fremtrædende repræsentanter for Helsinki Skolen. Siden 1990’erne har denne epokegørende skole fostret en række bemærkelsesværdige, fotograferende billedkunstnere, som blev uddannet efter nogle nye faglige kriterier.

Det vil sige, at de arbejdede subjektivt og eksperimenterede med motiver og teknologi til at udtrykke deres egne idéer, hvorved de satte dette medie frit som et selvstændigt kunstneriske udtryksmiddel på linje med gamle kategorier som grafik, maleri og skulptur. 

Portrætfoto af Elina Brotherus. Foto: Paavo Lehtonen.

Skolens elever har været – og er stadig – meget synlige på den internationale kunstscene med denne anden tilgang til det fotografiske medie, der har afsæt i det nordiske. Flertallet af dem er i øvrigt kvinder. Ud over Brotherus, som nu får fuldt spotlys på sin fjerde udstilling i Martin Asbæk Gallery, kan nævnes Eija-Liisa Ahtila, Aino Kannisto, danske Joakim Eskildsen og mange, mange flere. 

Disse kunstnere formår at skabe et usædvanligt nærvær på det lysfølsomme papir, samtidig med at de har noget at fortælle, der ofte handler om det nære eller intime liv i den postmoderne æra. Herhjemme arbejder fotograferende kunstnere som den uforlignelige Per Bak Jensen foruden Astrid Kruse Jensen, Trine Søndergaard, Nicolai Howalt, Mads Gamstrup m.fl. i samme ånd. 

Elina Brotherus, der i dag deler sin tid mellem Helsinki og Avallon i Frankrig, tilhører anden generation af kunstnere, som dimitterede fra denne skole, hvor de unge fotografer i 1990’erne, som var præget af recession i det finske samfund, blev klædt på til at mestre en international karriere. 

I sine værker destillerer Elina Brotherus motivet og skræller alt overflødigt ‘fedt’ fra, så udsagnet fremstår knivskarpt. Undertiden citerer hun direkte andre kunstnere, både fra den ældre og fra den nyere kunsthistorie. 

Det drejer sig især om 1960’er avantgardens billeddannelser. I sine ultrakorte, frapperende videoer, der kan være herligt gakkede, dyrker hun navnlig (gen)opførelsen af performancekoncepter, som kunstnere i 1960’erne og 1970’erne arbejdede med.

Det fremgik tydeligt af den omfattende udstilling på Sorø Kunstmuseum sidste år med titlen Playful Wanderer, hvor der indgik en lang række af hendes ultrakorte videoer. Men hun kan også søge længere tilbage i kunsthistorien, både til romantikken og til surrealismen og den tidlige konceptkunst, hvor hun inspireres i en mere absurd retning.

Elina Brotherus: Artist as Lamp, 2019.

Billedklog udstilling

Der er mange spor og kunsthistoriske referencer i Elina Brotherus’ billedkloge’ univers på udstillingen i Bredgade, hvor man ud over en lang række fotografier også kan opleve fire videoværker, herunder de spritnye Disappearing Event, hvor hun forsvinder ud i havet, og Louisiana Mirror Piece 1-5, hvor hun går baglæns ud i havet holdende et håndspejl op foran sig og vender tilbage igen med spejlet vendt om, så kystlinjen spejles. 

Brotherus er skaberen af billedet, men hun optræder samtidig altid som hovedpersonen. Da hun i sin tid benyttede analogt kamera, skjulte hun ikke selvudløseren, der hermed  både fungerede som Verfremdungseffekt og livline. 

Selv om hun mener, at hendes billeder repræsenterer en autonom verden, der eksisterer uafhængigt af hendes individuelt levede liv, så væver de sig – om hun vil det eller ej – ind i hendes personlige historie som en form for dagbogsoptegnelser, der vidner om de tanker, der er strømmet igennem hende, og de lokationer, hvor hendes værker er blevet til. De vil med tiden også vise, hvordan tiden afsætter sine spor på hende rent fysisk. 

Elina Brotherus opfatter sig selv som en ”personnage”, som det hedder på fransk, eller en persona – en generaliseret figur, der repræsenterer det almenmenneskelige. Når hun performer foran kameraet, er det for at skabe et menneskeligt nærvær eller også for at skabe en fornemmelse af skalaforhold i eksempelvis et naturscenarie. 

”Nogle gange forekommer et landskab at være for tomt uden mennesker, og så giver jeg det liv ved at optræde i det. Beskueren inviteres i højere grad ind i billedet, når der i forvejen optræder en figur,” forklarer hun. 

Kan du præsentere baggrunden for din nye udstilling?

”Det er udelukkende nye værker, som tager fat i de videoer, som indgik i min udstilling  Playful Wanderer på Sorø Kunstmuseum sidste år. Her i det første rum handler værkerne primært om, hvad det vil sige at være en rigtig kunstner i dag og særligt om, hvad det vil sige at være en kvindelig kunstner.
En kvindelig kunstner skal helst være mand og klovn og også helst optræde nøgen. Selvfølgelig er det spøgefuldt ment, men det er halvt sandt,” smiler Elina Brotherus, der optræder nøgen i en stor del af sine værker, herunder i videoen
Nøgen, der går op ad en trappe, hvor hun kører op ad rulletrappen i Centre Pompidou.

Værket har en klar reference til Marcel Duchamps ikoniske maleri Nøgen, der går ned ad en trappe fra 1912, hvor en kvinde bevæger sig ned ad en trappe. Dette motiv er blevet dyrket talrige gange af andre kunstnere, bl.a. af den tyske maler Gerhard Richter Ema – nøgen på en trappe (1966).

Elina Brotherus: Artist as Clown, 2020.

Hvorfor skal den kvindelige kunstner også være en klovn?

”Det forventes af kunstnere, at vi skal underholde og entertaine og hele tiden stille op, lave talks og sætte spektakulære begivenheder i værk”.

Ligesom hofnarren i gammel tid? 

”Ja, netop. Det er en del af pakken,” siger Elina Brotherus, der mener, at udstillingen er den bedste af de foreløbig fire hun har haft i galleriet. Det skyldes måske, at der er lagt så meget tid i den. Udstillingen skulle have været vist i foråret, men så kom coronaen og fejede planerne af bordet. 

Det betød, at hun fik mere tid at arbejde i, hvilket gav hende mulighed for ekstra eftertænksomhed, som igen betød, at hun kunne ‘destillere’ værkerne mere og også tænke dybere over valget af billeder.

En del af værkerne røg ud, og nye kom til, så udstillingen går op i en højere enhed, ikke kun hvad angår mængden af billeder, men også når det gælder rytmen i ophængningen og de temaer/motiver, der er ude at gå i billederne.

Det er første gang efter corona-lockdown, at Elina Brotherus har bevæget sig uden for sit lands grænser, og hun er lykkelig for, at det trods mange benspænd er lykkedes hende at komme til København i forbindelse med åbningen.  

Sidste år havde du en omfattende soloudstilling på Sorø Kunstmuseum. Her kunne publikum bl.a. opleve dine korte videoer, hvor du genopførte performance-værker af andre kunstnere, bl.a. John Baldessari og den japanske kunstner Mieko Shiomi. Hvorfor forholder du dig så direkte til nyere kunsthistorie i dine værker?  

”Kunst kommer ikke ud af det blå. Alle kunstnere bygger videre på andre kunstneres resultater, fordi vi er en del af den store kunsthistorie. Det er helt naturligt for mig at eksponere mig for kunsthistoriens mange spor”.

Elina Brotherus: Photograph as Window, 2017.

“Da jeg flyttede fra Finland til Frankrig i slutningen af 1990’erne, begyndte jeg at opsøge kunstmuseerne for at indsamle mere kunsthistorisk viden. Det var min anden kunstuddannelse, kan man sige. Disse indtryk påvirkede umiddelbart min egen kunst”.

“En anden vigtig ting: Som kvindelig kunstner står det mig klart, hvor meget vi har at indhente. Vi mangler stadig kvindelige rollemodeller, selv om der er formel ligestilling i Norden. Jeg er meget optaget af den kvindelige avantgarde fra 1970’erne.
De havde ikke nogen forbilleder at se op til. De kendte end ikke hinandens eksistens, fordi de typisk arbejdede meget isoleret. De blev først opdaget årtier senere, hvor man begyndte at arrangere udstillinger med dem og gav dem den opmærksomhed, som de fortjente. Her tænker jeg på kunstnere som Birgit Jürgensen, Martha Rosler, Renate Bertlmann og andre”.

Fra kemi til kunst

Elina Brotherus var udsat for nogle store tab som barn. Hendes far, der var en dygtig amatørfotograf, døde i en alder af 36, da hun kun var 9 år gammel. Hendes mor, som uddannede sig som kunstner efter farens død, døde, da Elina var 13 år gammel. Så hun voksede op hos bedsteforældrene, der var ret konservative. 

Efter at have taget matematisk studentereksamen, studerede hun kemi og var stædig nok til at gennemføre studiet, selv om lysten til at gå kunstens vej var begyndt at spire inde i hende. At hun valgte fotografiet, skyldes, at hun hverken brød sig om at male eller tegne. Desuden havde hun arvet sin fars fotografiapparat, som hun tidligt havde taget i brug. 

Sådan startede det hele, og den unge kemiker søgte derpå ind på Aalto Universitetet på den omtalte linje, der senere gik under navnet Helsinki Skolen. Hendes præcise iscenesættelser, der altid er to the point – hverken for meget eller for lidt – rummer netop en naturvidenskabskvindes systematik, så kemistudierne har måske ikke været forgæves.