Elmgreen & Dragset i Malmö Konsthall

The pleasure of being a gay guy? Eller livets ulidelige lethed
Den næste fest, den næste mand, det næste knald – eller hedder det noget andet på det interne gay-lingo? Tilgængelighed er der i hvert fald nok af på udstillingen This is the First Day of My Life i Malmö Konsthall. De unge bøsser er åbne, parat, online og på vej til den næste fest, den næste date, hvis der skulle vise sig at være bid på dating-sitet gayromeo. Udstillingen er retrospektiv og viser resultaterne af de sidste 10 års samarbejde mellem de to kunstnere Michael Elmgreen og Ingar Dragset. I udstillingen arbejder kunstnerne med såkaldte Powerless Structures. Publikum træder således lige fra gaden ind i et stort hvidt rum, hvor der i venstre side er en række døre, som kan åbnes eller er låst. Bag dørene gemmer sig det vilde partyliv eller den rastløse venten på, at et nyt eventyr skal vise sig. Nogle døre kan ikke åbnes og bag dem gemmer der sig unævnelige ting, et sted suggestivt præsenteret ved to par cowboybukser med tilhørende boksershorts, som nogen er trådt ud af så hurtigt, at de stadig ligger på gulvet, krænget af, så lidenskaben kunne få frit løb – men døren er låst, så publikum ikke bliver konfronteret med de handlinger, der foregår bag døren.

Men er man i tvivl, kan man gå ind gennem døren til værket The Incidental Self, som er en 30 meter lang korridor omkranset af 1000 fotografier, der forestiller mænd i alle afskygninger, nøgne, påklædte, sovende, vågne, dansende, kyssende – med andre mænd. Og så er der pikke: På mænd, i munden på mænd, som dørhåndtag, slappe og stive, sorte og hvide. Fotografierne virker private, de er netop snapshot-agtige forevigelser af fester, venner, tømmermænd, one night stands og kærester. For enden af korridoren kommer man forbi et barlignende miljø, og da jeg besøgte udstillingen stod der faktisk 3 unge mænd og drak øl – næsten som en levendegørelse af festfotografierne. De sagde flirtende hej, som om de inviterede mig til at være med, men det kom nærmest for tæt på, jeg kunne næsten ikke se dem i øjnene efter at have stået og stirret indgående på alle pik-fotografierne – de var lige pludselig alt for personificerede – alt for levende… Selvom det ikke er sikkert, det var mig, de var interesserede i.

This is the First Day of My Life er en vældig interessant udstilling, selvom rastløsheden og den evigt pulserende energi, som egentlig ikke retter sig mod noget særligt, men mod det hele på en gang, til sidst kommer til at virke helt forstemmende – for hvornår bliver der ro? Det er som om, udstillingens magtløse strukturer også hindrer udfoldelse af andet end fest, fix og mandfolkelir. Uden retning eller modspil bliver der ikke andet end stilstand eller en cirklen rundt på det samme sted. Men det er moralske bekymringer, som ikke ændrer på, at det er en væsentlig udstilling, som også præsenterer publikum for et liv, de måske ikke kender.