Vi kender dem bedst som kunstnerne bag havdrengen i Helsingør, svømmevippen på Louisiana, Prada-butikken i Texas’ ørken og hospitalsstuen på SMK. Men af og til tager den berømte kunstnerduo Elmgreen & Dragset også livtag med kuratorgerningen. Det sker igen, når de skal kuratere den 15. udgave af Istanbul Biennalen, som finder sted 16. september til 12. november 2017.
Den konceptuelle ramme for den tyrkiske biennale bliver først offentliggjort i efteråret 2016, men Elmgreen & Dragset løfter allerede nu en smule på sløret for deres planer:
“Set i lyset af den nuværende globale, geopolitiske situation, med hvilken vi oplever en stigende nationalisme, er det vigtigt for os at kuratere en biennale, baseret på kollektive bidrag og processer. Samarbejde er noget, som er naturligt for os, fordi vi har arbejdet sammen som en kunstnerduo i mere end tyve år. En biennale kan danne platform for dialog og er et format, der kan rumme forskellige holdninger og perspektiver, og hvori forskellige fællesskaber kan leve side om side.”
Det udtaler de på Istanbul Biennalens hjemmeside.
Elmgreen & Dragset, som består af danske Michael Elmgreen og norske Ingar Dragset, har tidligere kurateret projektet The Collectors; en samlet udstilling i både den danske og nordiske pavillon på Venedig Biennalen i 2009. Og faktisk den første nogensinde, som forenede to nationale pavilloner i én enkelt udstilling. Desuden har de kurateret et offentligt kunstprojekt i München, og lige nu er de i færd med at kuratere en udstilling til König Galerie i Berlin. De har tre gange tidligere deltaget ved Istanbul Biennalen, men som kunstnere.