En billedkunstners overvejelser om #utilbørlig kunst

Lovforslaget om forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund er en diffus ‘Alice i Eventyrland-lovgivning’, som ingen synes at forstå eller kan holde styr på. Alt i alt skaber denne lov en enorm uvished, som ikke engang de bedste jurister i landet er enige om hvad betyder i praksis.
Dette er et debatindlæg og alene udtryk for skribentens holdning.

Det er ikke mere tre uger siden, at jeg var høj af Greta Gerwigs succes med filmen Barbie, og jeg så den globale fremtid i en strålende og måske naiv, hegeliansk symmetri mod større og større indsigt, lighed og humanisme for mennesket, især i vores vestlige verden. Men lykken er stakåndet og lunefuld.

Den 25. august 2023 kom regeringen med en pressemeddelelse, hvori det fremgik, at man sigtede mod at “kriminalisere utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund”. Og med en strafferamme på op til 2 år!

Selvfølgelig skal man finde løsninger for at stoppe grupperinger i samfundet, der opildner til had blot for hadets skyld. Jeg går ud fra og håber, at Ku Klux Klan ikke kan lave demonstrationer på offentlige steder i Danmark, som loven er allerede nu?
Politikerne kan finde andre løsninger, der omhandler racisme og optøjer på gaden, og tager højde for konteksten (intentionen). Det er der andre lande, der gør, for eksempel England.

Lovforslaget går videre, og med sætningen “Bestemmelsen vil finde anvendelse, selv om den utilbørlige behandling af genstanden finder sted i f.eks. kunstnerisk eller politisk øjemed”, inkluderer den kunsten.

Værker kan måske blive umulige at vise på museer og kunsthaller i Danmark, og så går loven endnu videre: “På samme måde straffes den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds gør sig skyldig i utilbørlig behandling”…. Det betyder så også internettet, tv, streaming, film og SoMe.

Snart forbudt kunst?

Ved at læse lovforslaget forstod jeg, at min egen kunstpraksis måske vil blive censureret. I min kunstpraksis bruger jeg også et omvendt krucifiks og udrevne sider fra græske, italienske og engelske bibler til mine collager. Eller bibler som del af større installationer. Grunden til, at jeg i mange år har arbejdet med en kritik af kirken i min egen kunst, er fordi kirken som institution i århundreder har foretaget en meget ærgerlig chauvinistisk, figurativ censur af kvindekroppen, prædiket en heteroseksuel seksualitet og stadfæstet det binære køn.

Men endnu vigtigere: Lovforslaget kan også ramme en perlerække af meget vigtige mesterværker i Vestens egen kulturhistorie. For mit indre øje, ser jeg mine allerkæreste venner (kunstværker) kastet ud i uvishedens mørke. Ja, både BKF og Akademiraadet pointerer, at loven er baseret på et forældet kunstsyn.

Christ You Know It Ain’t Easy

Hvis vi så går videre og ser ordlyden “Forbud mod utilbørlig behandling af genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund” i en større sammenhæng, så sår den sågar tvivl om den kristne (protestantiske) og oplysningstidens dyd om selvrefleksion, uddannelse og religionskritik. Som Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen skriver den 7. september i en artikel i Altinget:

“Religionskritik er en gave, så frels mig for at blive betragtet som skrøbelig, fordi jeg tror. …
Til troen hører også en kritik af udsagn og opfattelser. Religionskritikken er efter min bedste overbevisning en gave til kirken og til de øvrige trossamfund. Det menneske, der leder efter sandheden, samler ikke kun svar, men bliver ved med at åbne sit sind og sine øjne for det hidtil uudsagte og uudforskede.”

Denne dialektik er måske det, som Sarah Lucas fabulerer over med sit værk: Christ You Know It Ain’t Easy. Eller det, der kredses om i de smukke værker af Hermann Nitsch, som leger med ritualet og med dogmer i form af et Gesamtkunstwerk, der blotlægger den katolske kirke som et teater.

Og set i en idehistorisk kontekst går loven mod Vestens udvikling og retning. Udviklingen i anden halvdel af 1700-tallet var præget af oplysningstidens tanker, der i høj grad handlede om en kritisk stillingtagen til det dominerende religiøse tankeunivers. Oplysningstiden rummede et opgør med, at autoriteter og elite havde magt uden videre. Selvom oplysningstiden var båret af store filosofiske tænkere, byggede den videre på det naturvidenskabelige paradigme fra 1600-tallet, empirismen, nemlig at virkeligheden erkendes gennem erfaring. Skal vi nu gå 300 år tilbage i tiden og fremhæve et dogmatisk verdenssyn?

Magtmisbrug i religionens navn?

Det er muligt, som René Offersen forslår i Altinget den 17. september, at lovforslaget i praksis kun kommer til at ramme koranafbrændinger. Men det er jo ingen joke eller et stykke teater, når loven skriver “genstande med væsentlig religiøs betydning for trossamfund”.

Hvordan kan en lov love, at den ikke er en lov (for nogle trossamfund)? Der er over 4.000 religioner i verden. Og hvordan skal vi sikre os, at kunst ikke støder 4.000 religioner i verden? Det kan vi ikke engang holde styr på – også selvom vi ville.

Ja, så kan kunstnere heller ikke bruge Homers Iliaden ‘utilbørligt’ mere i deres værker, da det så er imod Æonisk trossamfund i Danmark.

Den aktuelle udstilling på Louisiana med den politiske kunstnergruppe Pussy Riot? Vil den overhovedet kunne vises igen efter dette lovindgreb?

Læser man Politiken den 17. september, skriver Jørn Vestergaard, professor emeritus i strafferet: “Korset som sådan lider jo ingen overlast, ved at man aktionerer foran det”. Derfor mener han ikke, at Pussy Riot i fremtiden risikerer at blive straffet, hvis de skulle vælge at udføre en lignende aktion i en dansk kirke.

Men har Jørn Vestergaard glemt, at i DK findes der ikke kun protestantiske kirker? Der findes også den russiske kirke og den katolske kirke.

Kritik af kirken som institution kommer jo netop, fordi kirken ikke er og har været så hellig, som den udgiver sig for at være. Kirken har i århundreder begået mord, pædofili, voldtægter, stjålet og også brændt smukke kunstværker af, for eksempel af Sandro Botticelli, som måtte nøjes med at male billeder af kirkens narrativ, blandt andet billeder af Jomfru Maria.

Og muslimske lærde forskellige steder i verden snakker selv om at være imod blasfemilovgivning, da den dels kan misbruges til undertrykkelse og overtrædelse af menneskerettigheder og sågar kan formidle Koranens tekst forkert.

Dette lovforslag kan hurtigt komme til at legalisere magtmisbrug i religionens navn.

Kunst er demokratiets fineste skjold

Kunstobjektet har siden Immanuel Kants Kritik af Dømmekraften (1790) i sin essens været betragtet som uden funktion. Det er det, der gør kunsten smuk, og det betyder, at man ikke bare laver et værk, for at beskueren skal have det skidegodt og gå hjem og være afstresset. Eller at man ‘kun’ bruger kunstobjektet i direkte, bogstaveligt politisk eller aktivistisk øjemed.

Den høje kunst er direkte baseret på den frie tanke og den analytiske måde, som vi har bygget vores sekulære samfund og videnskab på – siden oplysningstiden. Det betyder, at kunst kan være kritisk uden at være direkte hverken for eller imod noget. Kunstværket kan endda både være for og imod noget på en og samme tid. Kunst er en metode til at se de fine gråtoner og reflektere over det ambivalente – her trænes vi i at se en myriade af nuancer.

Selvom et kunstværk ikke direkte omhandler et politisk emne og er tvetydigt, men alene det, at metoden baseres på fri ytring, gør kunsten vanvittig politisk. Kunst er derfor en af grundpillerne i et fungerende demokrati.

Lovens akilleshæl

Ja, spørgsmålet er, om Madonna skal have en liste tilsendt med religiøse symboler og en forklaring på #utilbørlig, inden hun bygger scenen på Royal Arena Copenhagen den 25. oktober, når hun kommer til Danmark med sin Madonna Four Decades, The Celebration Tour. Hun er jo berømt for klassikere som Like a Prayer, en musikvideo med brændende kors.

Brændende kors bruger Ku Klux Klan også, men alle ved da godt, at Madonnas kunst handler om det modsatte: diversitet. Et godt eksempel på at en handling skal ses i en kontekst, og man kan ikke lovgive sig ud af det med symboler.

Man må lovgive på en anden måde, så det omhandler konteksten og intentionen (racisme). Dermed rammer loven ikke kunsten.

Jeg går udfra at den danske lovgivning allerede tager højde for, at man ikke offentligt må opildne til eller fremme had til andre borgere på grund af deres tro, etnicitet, seksualitet, handicap eller køn. Kan man ikke blot anvende eller skærpe den del af den allerede eksisterende lovgivning, der omhandler racisme?

Jeg er enig med Akademiraadet, der i sin erklæring mod lovforslaget “advarer mod utilsigtede følgevirkninger af lovforslaget” for i stedet at anbefale “en skærpelse eller tydeliggørelse af den eksisterende lovgivning”.

Mine allerkæreste kunstværker i kunsthistorien

Hvor mange kunstnere gennem historien har ikke hjulpet os med at forstå os selv, vendt hver en sten i vores kulturarv? Og sådan er denne tradition fortsat til den dag i dag.
Vi skylder alt, især nu, til fantastiske kunstnere som Sergei Parajanov, der blev idømt fem års fængsel af Sovjetiske autoriteter.

Og hvad med et folkekært og særdeles blasfemisk kunstværk som Life of Brian af Monty Python? Kan den vises mere i danske biografer? Og ville et nyt, potentielt, fremtidigt, dansk geni à la John Cleese kunne lave sine værker på en dansk filmskole?
Ja, hvad med fremtidens nye, danske genier à la Lars von Trier? Kan filmen Antichrist nu heller ikke genvises?

Forslaget omfatter ikke kun nye handlinger, forbuddet vil også gælde, hvis man genudsender transmissioner af utilbørlige handlinger. Det får mig til at tænke på Bjørn Nørgaards og Lene Adler Petersens smukke værk Den Kvindelige Kristus. Kan det vises mere i Statens Museum for Kunsts sale? Eller på deres webside online? Det er der vist ikke entydigt svar på mere. Det samme kan jeg spørge om med hensyn til Danh Vo’s værk Oma Totem fra 2009.

Hvad med det smukke og meget berømte værk af Basquiat med et dødningehoved og et kors, kan det heller ikke vises i kataloger og Catalogue Raisonné, ej heller stå på biblioteker landet over? Eller genoptrykkes i et salgskatalog hos Bruun Rasmussen, hvis de var så heldige at få værket på auktion?

Og hvad med modefoto- og designklassikere af John Galliano, Helmut Newton, Christian Dior og Versace?

Kommer design-, film- og kunstskoler til at skulle italesætte denne nye eventuelle censur i deres pensum? Jeg er forvirret. Lovforslaget omfatter også “vellignende kopier” og “rekvisitter”, der kan “forveksles med originalerne”. Her kan loven ende med at begrænse filmens og scenekunstens historisk korrekte gengivelser af historien.

Selvom Francis Bacons værk Cruxifiction (1933) måske er undtaget fra loven, fordi den er maleri (tegninger), så står der dog noget diffust i loven alligevel: “Den vil som udgangspunkt heller ikke omfatte tegninger, figurer m.v., medmindre disse i sig selv har væsentlig religiøs betydning for trossamfundet, som det f.eks. er tilfældet med krucifikset i katolicismen eller mezuzah i jødedommen.”

Ai Weiwei er en af de kunstnere, der også viser, at der er pointer ved, at kunst både er formålsløs, forhånende og hensynsløs. Vores samfund skal kunne tåle tæsk, ellers udvikler vi en tavsheds-samtaleform og -kultur, som direkte kommer til på sigt at gøre os uintelligente, paranoide og tåbelige.

For hvem ved, hvad #utilbørlig betyder?

Hvis vi kigger på tidligere historiske eksempler på kunstcensur, så kender vi alle nazisternes definition af ‘Degenereret kunst’. Det var værker, der stødte ‘den tyske følelse’. Værker som ikke understøttede en meget grum fascisme, der ikke anerkendte diversitet, humanisme og mangfoldighed.

Derfor er det også helt naturligt, at AICA har sagt nej tak til lovforslaget, som ordlyden ligger nu. AICA er den danske sektion af AICA International, Association Internationale des Critiques d’art, som blev grundlagt i 1950 for at genstarte den kritiske diskussion om kunsten, som var blevet kvalt under fascismen i 2. Verdenskrig.

Organisationen er under UNESCOs beskyttelse og har mere end 4.500 medlemmer globalt. En af AICA’s centrale formålsparagraffer er “Upartisk at forsvare retten til at tænke og ytre sig frit og modsætte sig vilkårlig censur”.

Til sidst og ikke mindst: denne blasfemilov i Danmark betyder, at man både som kunstner, men også som kunstinstitutionsleder, vil komme til at internalisere tvivl.

En artikel for nylig i Politiken beskriver ligefrem, at selv politiet er i tvivl. Selve uvisheden alene gør, at alle vi i kunstbranchen ender med at blive godt rundtossede, at kunstbranchen mister magt og til sidst destabiliseres.

Jeg ved ikke – hvis denne lov kommer – om jeg bor i USSR, i Mellemøsten, under WW2 eller i Tunesien. Men jeg ved, at et gammelt og meget alvorligt begreb er støvet af igen: kunstpoliti.

Følg: https://www.instagram.com/kunstneriskfrihed_dk/